Jeg var også ved clairvoyant (opdateret blogindlæg fra tidligere)

Vi skal ikke skamme os over negative følelser #sårbarhedogmod

collage-1518259500828Forleden så jeg denne TedTalk med Susan David, der handler om at håndtere negative følelser. Budskabet er, at positiv tænkning-bølgen har ledt til “falsk positivitet”. Mange håndterer negative følelser ved at ønske, at de straks forsvinder, og ved at forcere positiv tænkning.

I TedTalk’en opfordrer hun os til at se på verden, som den er. Vi skal ikke være positive på en falsk måde, men være i stand til at rumme alle slags følelser. Negative følelser som sorg, magtesløshed, vrede osv. er prisen for at leve et meningsfuldt liv.

At håndtere negative følelser er noget, som jeg også lærer Ella. Livet er fyldt med skuffelser og nederlag hele tiden. Hvis der er noget, som jeg synes, at jeg har fået med fra min egen mor, er det evnen til at kunne acceptere negative følelser som en del af livet. Når Ella er ked af det, vred eller bange, kunne jeg aldrig drømme om at sige: “Du skal da ikke være ked af det…”, “Der er ikke noget at være bange for” eller: “Ej, der er ingen grund til at blive så vred”. Min egen mor har aldrig brugt de vendinger, men har lyttet og anerkendt. Noget, som jeg også giver videre til Ella. Hun skal vide, at det er okay at have negative følelser, og hvis hun fx har en legekammerat der igen og igen viser, at han/hun er i dårligt humør eller ikke viser interesse for at lege med hende, anerkender jeg også hendes oplevelser ved at sige: “Ja, han/hun så lidt sur ud. Det ved jeg søreme ikke, hvorfor. Det kan være, at det går over, men du kan jo altid lege med en anden?”. Jeg vil gerne vise hende, at hendes observationer og oplevelser er rigtige. Som mor behøver jeg heller ikke at sige: “Ej, han var da ikke sur. Han var nok bare lidt træt”, selvom det ville være det mest behagelige for mig, da jeg undgår at forholde mig til virkeligheden som den er. Okay, nogle gange har jeg sagt det, men er blevet mere bevidst om bare at lytte eller lade hende vide, at jeg ser det samme. Det kunne fx være, at jeg forholder mig til virkeligheden uden at omdøbe “sur” til “træt” fx.

Samtidig er jeg også bevidst om, at jeg heller ikke skal overføre mine egne følelser til Ella. Hun skal have lov til selv at forholde sig til verden, som hun ser den. Jeg hjælper hende fx med forskellige tolkninger, når vi er ude i “det offentlige rum”. Men jeg husker også nysgerrigheden i samspillet med andre. Jeg véd ikke alting om, hvad andre tænker og føler. I situationer, hvor vi møder nye legekammerater, lader jeg derfor også Ella om at klare tingene selv. Jeg lytter og kigger, og griber indimellem ind, men jeg vil ikke komme med alt for mange vurderinger hele tiden. Forleden faldt vi i snak med en mor og hendes lille pige på ca. et år. Ella var lige frembrusende nok overfor pigen, som hun var så vild med. En pige, der stavrede afsted, men som i dette øjeblik stod ved siden af sin mor, og vi havde alle sat os ned, så vi var i øjenhøjde med pigen. På grund af Ellas energiniveau opfordrede jeg Ella til at være stille og rolig, så hun matchede det lille barn, der stod lidt usikkert på benene. Da Ella spurgte pigen om hun ville have en “is”, og hun rakte hende en is af plastik, svarede moren: “Nej, det ser ikke sådan ud”, og Ella gik straks væk og satte sig for sig selv. Jeg tror, at Ella og jeg var enige om at have set et nysgerrigt lille barn, der ikke så det mindste betuttet ud. Moren så noget andet, åbenbart. Derfor følte jeg afvisningen og en form for skuffelse. Jeg forstod ikke helt morens tolkning, men samtidig tænkte jeg: “Fred være med det. Jeg aner ikke, hvad moren har tænkt. Det blev for meget, og det er helt okay”. Derudover var det et fint eksempel på, at kvinden sagde, hvad der faldt hende ind. Hun var ikke falsk positiv, og det var jo egentlig fint. Jeg havde en skam over, at jeg følte, som jeg gjorde, men det var jo ikke hendes ansvar. Samtidig kunne jeg ikke bruge det til noget. Derfor kan det for mig være meningsfuldt at sige: “Fred være med det” samtidig med, at jeg mærker de negative følelser. Det var tydeligt for os alle, at Ella gik væk, fordi hun havde følt sig afvist, og det var da lidt pinligt, for at sige det som det er. Ærligheden var næsten for meget. Ella gik fysisk væk, og blev ikke engang i en negativ situation for at prøve at udglatte. Jeg blev jo siddende i et stykke tid, inden jeg også forduftede. Samtalen var slut. Bum.

Det kan godt være, at både Ella og jeg er ret bevidste om vores følelser, men der er stor forskel på at være mor og barn i sådan en situation. Samfundet dikterer jo en form for falsk positivitet. Det kan være nyttigt for, at alting glider lettere i hverdagen. Det kan være brugbart, men inden for hjemmets fire vægge og i trygge og nære relationer, er det nu godt at vise, hvem vi er. Vise hvem vi er, med alle de følelser, vi indeholder. Negative, såvel som positive. Jeg prøver derfor at reflektere videre over, hvornår jeg kan være i de negative følelser, og hvornår det giver mere mening at lægge dem til side og komme videre i teksten.

Nu vil jeg faktisk videre i teksten på denne lørdag 🙂 Jeg håber, at I kunne bruge mine betragtninger omkring negative følelser. Det kræver, at vi tør at være sårbare. Hvis vi altid lægger lidt positivt glimmer hen over alle vores følelser, glemmer vi efterhånden, hvem vi egentlig er.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg var også ved clairvoyant (opdateret blogindlæg fra tidligere)