Bekymrer du dig unødigt, når du egentligt burde være glad?

Verden set fra en snart 3-årigs perspektiv

received_1876131555746914Dette blogindlæg er om livet set fra en 3-årigs perspektiv.

Tidligere har jeg skrevet det her blogindlæg om perspektivet fra en 2,5-årig samt et blogindlæg om de samtaler, som Ella og moren har haft 🙂

Ella bliver snart 3 år (d. 30. oktober), og hun glæder sig allerede. Nu er moren og faren så også ret optagede af hendes fødselsdag allerede. Det er vist resultatet af kun at have ét barn, at jeg glæder mig i flere måneder på forhånd, når nu der ikke er så mange fødselsdage! 😉

Sidste år gik moren lidt amok i kagedekorationer, og først nu kan Lillepigen se, at det var en LØVE, som moren forsøgte at lave til hende.

img_20161031_113251

Hun er vældig begejstret, når vi kigger billeder, men i år fokuserer jeg på bare liiidt nemmere løsninger.

Nå, men udover at vi glæder os til hendes fødselsdag, er hun jo blevet børnehavebarn, og da jeg spurgte hende omkring 3 gange i dag, hvad de havde spist til frokost, svarede hun det samme igen og igen: “POPCORN”. Nu er det heldigt, at jeg kan tjekke på Intranettet, hvad de i virkeligheden får at spise, og hurraa for madordning! Så er jeg sikker på, at hun får ordentlig mad og ikke brokker sig over mors mad, som da vi fx spiste tofu, som jeg skrev om i dette blogindlæg…

Hver eneste dag spørger jeg mig selv: “Er mit barn kræsent?”, og jeg får ikke noget svar. Når det kommer til mad, er det svært at droppe sammenligningerne med andre børn. Alle frygter jo et kræsent barn, og jeg må trøste mig med, at hvis jeg fx giver Ella en pære i hånden, er der som regel kun så lidt tilbage….

_20170511_102141

En pære spiser hun da bare, rub og stub…

Som de fleste småbørn er maden mest interessant, hvis hun kan lege med det.

Hun elsker fx at “banke æg”, som hun siger, når der skal slås æg ud på panden eller til bagværk. Så tager hun som regel et par ekstra æg i hånden, selvom moren har sagt, hvor mange hun skal bruge. Men når hun så overgiver sig, lægger hun forsigtigt æggene tilbage i æggebakken, så de ligger på langsiden og “kan sove”. “SÅ, nu kan æggene sove”, siger hun omsorgsfuldt og lægger dem til rette i æggebakken, inden de kommer ind i køleskabet.

Appetitten fejler heller ikke noget, når vi er på gåture eller ude i mormors kolonihave. En dag blev hun passet af mormor ude i kolonihaven, og hun smagte hindbær, ærter og hvad der ellers var i haven. Efterhånden var der ikke mere at tage af, og Ella blev efterhånden lidt utålmodig og ville gerne hjem. Hun var træt af at være i haven, og da hun gik hen imod mormor og endnu engang beklagede sig, måtte mormor lige tænke lidt, imens hun overvejede, hvad de kunne finde på. Ella kunne vist læse mormors tanker, for i hvert fald kiggede hun op på mormor med sine søde, brune øjne og sagde: “Men mormor, jeg kan jo ikke spise blomster..”

Og når moren så fortæller Ella om de forskellige blomster og fx siger: “Se Ella, det er en tulipan”, bliver jeg rettet, og hun svarer: “Nej mor, det er bare en blomst” 🙂

Ella ved godt, hvad hun vil og hvad hendes rettigheder er. Hun giver mig ren besked, hvis ikke hun synes jeg er fair. “Mor, du skal være sød ved Ella”, siger hun så med løftet pegefinger. Nu har jeg så også sagt det i forbindelse med de gange, hvor jeg har sagt undskyld for fx at komme til at træde hende over tæerne, skubbe til hende eller andet, der indimellem sker i hverdagens travlhed. Så har jeg altid undskyldt og fx sagt som forklaring: “Det må du undskylde. Det var ikke meningen. Mor skal være sød ved Ella. Mor havde bare ikke set dig”.

Nu siger hun det så selv! 🙂

Den anden dag var vi på vej hjem fra biblioteket, og vi gik ned igennem gågaden, men jeg begyndte at blive lidt nervøs for, om hun godt kunne gå ved siden af mig, uden at vi holdt i hånden. Hun virkede til at have meget krudt, der skulle brændes af. Jeg sagde så til hende, at jeg var nervøs for, at hun rendte ud på vejen, og hvis ikke hun ville holde mor i hånden, måtte hun komme op i klapvognen. Hun var ikke interesseret i at holde i hånden, så jeg besluttede mig for klapvognen, og løftede hende op i klapvognen, egentlig uden synderlige protester. Det var nemt. Men så mente hun åbenbart alligevel, at det ikke var godt nok, hvad hun var udsat for 😉 Hun rettede ryggen og skød hagen op i vejret, som var hun en forurettet fin dame fra Victoria-tiden og så kiggede hun sig omkring, imens hun råbte: “HJÆLP… Jeg har brug for hjælp! Ella sidder fast i klapvognen..”

Så måtte moren berolige hende med, at alting var okay. Hun sad ikke fast, og nu skulle vi bare have en dejlig gåtur hjem til matriklen, og helst uden flere blikke 😉

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bekymrer du dig unødigt, når du egentligt burde være glad?