Mit gæsteblogindlæg på MamaWise

Verden i følge en 2,5-årig #mikroeventyr

img_20170611_163745_497Tilbage til hverdagens blogskriverier – og oprydning!

Endelig fik jeg tid til at opdatere bloggen, da jeg har haft meget arbejde. Grundet arbejde smed jeg derfor alt, hvad jeg havde i hænderne – bogstaveligt talt – for at nå deadlinen. Det resulterede i, at jeg var den første i teamet på ca. 15 mand, der var færdig med opgaven, hvilket jeg var lidt stolt over, men til gengæld var jeg ikke stolt over, at de der 30 minutter, jeg som minimum bruger på at rydde op dagligt, var svundet ind til ingenting.

Ellas bemærkning her til morges, da vi kom ud i stuen, sagde det hele: “Sikke en masse rydde op!” 🙂 Det måtte jeg give hende ret i.

dsc_3396

Nu ser det pænt ud igen, for jeg sagde til hende, at jeg ville rydde op i løbet af dagen, og især for børn skal man jo virkelig holde, hvad man lover. Derfor får hun ofte at vide, hvad jeg har af planer, så jeg holder dem! 😉

Mikroeventyr kan bare være en lille hverdagsoplevelse

Herhjemme går vi en del op i at skabe mikroeventyr i hverdagen (dvs. små aktive og spændende hverdagsoplevelser/aktiviteter), og jeg har skrevet blogindlæg om hyggelige steder på Fyn, hvor vi især har slået vores folder. At tage på længere rejser har vi ikke haft lyst til med hende den lille aktive. Det var rigeligt, da jeg skulle ud at køre med DSB, som jeg skrev om i dette blogindlæg. Nå, så MIKROEVENTYR holder vi os til herhjemme 🙂

På vej til dagplejen her til morgen, havde vi et lille særlig øjeblik – ikke et mikroeventyr, men måske lidt hverdagsmagi? Det gik fint med, at hun sad i barnevognen, og da vi gik forbi det gamle sygehus i Middelfart, som er en kæmpe bygning, der nu er omdannet til hotel, udbrød Ella pludselig med begejstring: “Sikke et stort, højt slot!”. Jeg vendte mig om, og fik så øje på det samme som hende – hotellet i den gamle røde murstensstil og med hvide trævinduer overalt. Det kunne da godt ligne et slot. Skæbnen ville, at der pludselig kom en “prinsesse” gående, da vi kiggede hen imod den solbeskinnede bygning. Jeg behøvede ikke at være 2,5 år med en fantasifuld tankegang for at kunne se, at der var noget usædvanligt ved at se den unge kvinde på ca. 18-20 år komme spankulerende let og elegant langs med bygningen i en hvid sommerbluse og kridhvid, lang nederdel med marineblå, store prikker, som gik helt ned til jorden, og hun havde et bånd om håret. Hun smilede endda, som hun kom gående der med næsten fe-agtigt skulderlangt hår. “SE! Det er en PRINREZZE!”, udbrød Ella begejstret, imens hun pegede på den unge kvinde. “Ja, det er det da, også”, svarede jeg hende lige så begejstret 😉

Hverdagsmagi

Herhjemme forsøger vi at få trukket magien frem af de små øjeblikke i hverdagen. Jeg har altid lagt mærke til detaljerne overalt, men jeg er blevet bedre til at sætte pris på de magiske øjeblikke i hverdagen, i takt med at jeg har fået nogle dunk på vejen – nogle “wakeup-calls”, der gør, at jeg elsker hverdagen. “Ja, allermest holder jeg af hverdagen”, som Dan Túrell skrev i et digt. Jo bedre du kan se skønheden i detaljerne, jo bedre bliver du også til at elske større oplevelser og tage det rigtigt ind. Vi har sikkert allesammen set et ægtepar i 60’erne, der sidder på en restaurant i et turistområde, og som slet ikke snakker med hinanden, eller i øvrigt ser ud som om de er optaget af verden omkring dem. Det er som om, de er gået helt i stå, og de håber vel, at en ferie sydpå kan ændre lidt for en stund? Sådan frygter vi nok allesammen at have det, og jeg forsøger selv at holde fast i begejstringen ved de små ting. Det har Ella vist arvet efter mig 😉

Selvopfundne eventyr

Nå, nu vil jeg smutte hen og læse selvopfundne eventyr for Ella. Det er vores godnat-ritual i øjeblikket. Ikke at det virker – hun bliver mere vågen af det, men det er hyggeligt. Jeg finder lynhurtigt på et plot, og i går handlede det om “Ellabella Borte” og mange andre figurer 😉 Eventyrene er mega korte, da Ella hurtigt mister interessen, hehe.

Tak, fordi I læser med på bloggen, og jeg håber, at I holder ved, selvom der indimellem går en uge imellem opdateringerne.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit gæsteblogindlæg på MamaWise