Lad os tale om skavanker, skam og sårbarhed!

Uanset hvem du er, kan du gøre et stort indtryk

img_20170808_103639_391Uanset, hvem du er, kan du gøre et stort indtryk… Ja, det blev jeg mindet om den anden dag, da Ella og jeg mødte en 6-årig dreng på biblioteket i Middelfart. Han var meget sig selv. Det var rart at høre på hans betragtninger om verden. Han havde sit eget verdenssyn med kasser og systemer, og jeg prøvede at følge med, når han fx forklarede mig, hvornår det var okay at se Ghost Busters med en voksen – det var nemlig, når man var 7 år. Det var rart bare at lytte og følge med, uden på noget tidspunkt at tænke, at jeg hellere måtte komme med de rette svar – for dem havde jeg ikke.

Efter to timer, hvor Ella og drengen legede sammen, tog Ella og jeg hjem fra biblioteket. Ærgerligt var det at sige farvel til drengen, og Ella spørger indimellem til ham. En eller anden dag er jeg heldigvis sikker på, at Ella råber: “Der er han!”.

Da jeg kom hjem, læste jeg tilfældigvis det her blogindlæg med titlen: Når voksne fylder for meget, skrevet af Majken Jacobsen fra Familiefilosofi.

Blogindlægget handler bl.a. om, hvordan vi voksne ubevidst kan komme til at fylde for meget, når vi interagerer med børn. Vi kan fylde med vores højere stemmer, og vi kan komme med forslag og idéer, som måske ikke er på linje med deres. Forslag, der bare slukker deres begejstring, fordi vi kommer til at overtage legen/fylde for meget.

Blogindlægget fik mig først og fremmest til at reflektere over min rolle, da vi var på biblioteket. Hvor meget fyldte jeg i forhold til børnene? Hvornår havde jeg bevidst undgået øjenkontakt, og bevidst undgået at spørge om noget direkte, fordi jeg ikke ville være for anmassende? Hvornår havde jeg sagtnet farten på min talestrøm, fordi jeg lige ville lade børnene “finde ud af det”, ved at give plads til at de kunne indskyde deres idéer…? Jo, jeg havde faktisk formået at give plads, men selvfølgelig også vist Ella min accept af drengen, og havde gjort hende nysgerrig på at lege med ham. Det krævede vel en slags elegant dans fra min side, at de overhovedet kom til at lege sammen, for SÅ nemt er det jo heller ikke for en 6-årig at komme i snak med en 3-årig?

Som mor sørgede jeg for at åbne op for kommunikationen. Jeg havde et åbent kropssprog, og i samtalen med ham fangede jeg de små detaljer, og spurgte ind til de ting, han fortalte om. Han fortalte fx en del om, hvad han så i fjernsynet, og hende her mommy-bloggeren et øjeblik tænkte: “Hvad er det nu Viaplay er? En konkurrent til Netflix?”. 🙂

Så via samtalen i børnehøjde fik jeg som den voksne, først og fremmest en relation til ham (om det så var for en kort stund), og dernæst vendte han blikket mod hende den lille 3-årige, som gerne ville hoppe ned fra de samme høje puder som ham, og han viste hende, hvilke puder der var beregnet til hendes alder.

Blogindlægget fra Familiefilosofi fik mig til at konkludere, at jeg faktisk havde været ret bevidst om ikke at fylde for meget. Jeg var meget nærværende til en start, indtil jeg forsvandt mere og mere ind i bøgernes verden, og lod dem om at lege, så de kunne opbygge et tilhørsforhold til hinanden. Jeg gjorde plads til at begge børn kunne føle, at de hørte til lige her og nu, fremfor bare at passe ind, hvis jeg optrådte som et forstyrrende element. Det leder mig til emnet omkring tilhørsforhold. Jeg er netop i gang med at læse en bog af den amerikanske skam-forsker og professor Brené Brown. Bogen hedder på dansk: “Glem, hvad andre tænker”, og hun skriver i forbindelse med emnet ‘tilhørsforhold’:

“at passe ind vil sige at vurdere en situation og opføre sig sådan, som man skal for at blive accepteret. At høre til kræver derimod ikke at vi ændrer os; det kræver at vi er os selv.”

Så jeg gjorde plads til, at børnene bare kunne være sig selv, ligesom jeg husker betydningen af det fra min egen barndom. Eftersom drengen gik meget op i systemer og logik, oplevede jeg det som værende forfriskende at høre om noget helt andet, end jeg plejer – nemlig fra Ella, der går meget op i sine følelser og relationer, ligesom moren 😉 Her var plads til, at drengen og Ella kunne være sig selv.

På et tidspunkt spurgte drengen, om vi ville se de fisk, som var i et akvarium her på biblioteket? Dem havde vi aldrig set, men de var på den øverste etage, og vi måtte tage elevatoren. Jeg spurgte straks, om hans forældre var i nærheden? Det var de ikke, men søsteren var der et sted, og det var okay, at vi tog elevatoren. Han fortalte en masse om fiskene, og Ella nød denne “storebror”-opmærksomhed, kunne jeg fornemme.

Da vi kom ned igen, begyndte Ella og drengen for alvor at lege sammen. Jeg bemærkede, at de legede noget med at sige det modsatte af hinanden, så den ene sagde “godmorgen” og den anden sagde “godnat”. Det grinte de meget af, og jeg var lettet over, at Ella forstod joken, når drengen helt tørt og mekanisk, som drenge i den alder ofte svarer i en leg: “Godnat!” Hun svarede klukkende: “Godmorgen”, og sådan fortsatte de. En fryd for øjet. At være “Rasmus Modsat” og sige det stik modsatte af den anden, var åbenbart omdrejningspunktet for legen og ikke noget, jeg som voksen ville være kommet på. Godt jeg ikke blandede mig 😉

Et øjeblik gik jeg lidt væk fra dem for at låne nogle biblioeteksbøger ved en maskine, men pludselig lød der gråd. Drengen var faldet og havde slået sig. På Ellas mørke, bekymrede blik, kunne jeg se, at det ikke bare var for sjov, at han græd… Han græd desværre meget, og jeg trøstede efter alle kunstens regler, og Ella og jeg lyttede til ham, da han fortalte, at det var tæt på, at han havde brækket benet! Ella rakte ham en børnebog, som jeg havde liggende på skødet: “Vil du have en bog?”, spurgte hun trøstende. Det var han ikke lige i humør til, så jeg hviskede i stedet til hende, at det var sødt af hende.

I dagene fortalte hun mig flere gange med bekymret mine, at drengen havde brækket sit ben, og jeg har måttet forklare hende, at SÅ slemt var det nu alligevel ikke, selvom det uden tvivl gjorde ondt på ham.

Da vi skulle til at gå, fordi vi skulle hjem og have aftensmad, opførte jeg mig lidt famlende under afskedsscenariet. Skulle vi bare sige farvel, og så var det dét?

Ella sagde pylret igen og igen: “Jeg vil have drengen. Jeg vil have drengen”, og jeg svarede højt, at “det var vel nok også hyggeligt at tilbringe tid med ham!” Drengen kiggede på os, og jeg sagde til ham, at det kunne være sjovt at ses igen en anden dag, og han svarede noget i stil med: “Det sker nok aldrig”. Hmm, så opstod der naturligt en lille pause 😉 Så svarede jeg, at han kom her vel engang mellem? Jo, en gang om måneden, når han var hos sin far, svarede han. Så var der ligesom en lille åbning, og han fortalte, at han jo stadig havde 5 dage tilbage af sin ferie i Middelfart, så det kunne være vi sås. Vi snakkede lidt tøvende om fx at ses fredag eller lørdag, og således gik det til, at Ella fik en halv aftale om en legeaftale med ham om lørdagen.

“Jeg siger til hvis jeg kan. Nogle gange vågner vi sent, nogle gange tidligt og nogle gange slet ikke”, forklarede han 🙂

Han foreslog, at jeg skrev mit nummer på et stykke papir henne ved “tegne-øen”. Det blev til et stykke Snehvide-papir, jeg foldede og skrev på: Astrid & Ella, xxxxxxxx

“Vi skrives ved”, sagde han.

Jeg kan ikke love noget, havde jeg på et tidspunkt tilføjet, og heldigvis for det! For desværre kom der andre planer i vejen, så vi aldrig sås med ham om lørdagen. Det gode ved at bo i en mindre by som Middelfart er, at der er ret stor sandsynlighed for, at vi møder ham igen – især nu, når Ella nærmest opfatter biblioteket som vores andet hjem.

Det var mit lange blogindlæg om et kort møde af en stor betydning og om betydningen af at kunne lade tingene ske af sig selv, så der opstår et lille mikroeventyr i hverdagen. At få flere mennesker ind i sit liv behøver heldigvis ikke at være så kompliceret.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os tale om skavanker, skam og sårbarhed!