Småbørnsfamilie? Ser jeres hverdag også sådan her ud?

Tydelige voksne siger ikke nødvendigvis NEJ…

img_20170130_111656_997Tydelige voksne. Det er, hvad børn har brug for. Grænser. Det har de også brug for. Det er så vigtigt, at vi sætter grænser og tør at sige nej til vores børn. Det er, hvad vi bliver fodret med af medierne. Forældre-bashing på en ny måde. Cirka hver andet år skifter fokus, og der er noget nyt, som vi forældre ikke gør godt nok. Jeg er lidt træt af, at fokus er så meget på særlige metoder til at få vores børn til at makke ret. Var der nogen, der sagde at empati også kunne bruges? Jeg stemmer for, at vi i højere grad hylder brugen af empati i vores opdragelsesstil.

At være en tydelig forælder handler ikke kun om at sige nej! Det handler i høj grad om, at barnet kan mærke, hvem du er. Hvilke præferencer du har, hvad du begejstres over, og i det hele taget hele din personlighed! I forhold til Ella tænker jeg ikke så meget over, om jeg nu sætter nok grænser. Jeg nægter at lade medierne shame mig mere end højst nødvendigt, og i følge medierne sætter vi forældre SLET ikke nok grænser. Jeg HAR læst artiklerne med de forældre, der ikke kan sætte grænser, men jeg har også set eksempler på forældre, der nærmest går i den modsatte grøft og glemmer at et barneliv skal være fyldt med sjov og ballade (ja, også ballade indimellem), og et ægte barneliv er et barneliv, hvor barnet kan ånde! Et barn tænker ikke som en voksen, og det håber jeg, at vi vil huske hinanden på, imens vi læser artikler om, hvor dårlige vi forældre er til at sætte grænser.

Vær dit barns bedste ven

Der er nogle eksperter, der siger, at man ikke skal være ven med ens barn. At man jo er den voksne! Jeg synes slet ikke, at det behøver at være modsætninger. Jeg forsøger at være Ellas bedste ven, være den tydelige voksne (der indimellem véd bedst) og gå på opdagelse sammen hver eneste dag. Vi går på opdagelse SAMMEN. Er i nuet SAMMEN, og indimellem tager jeg mig til hovedet… “Hvad var det lige, at MOR ikke fattede i dag!?”, tænker jeg… Der skal nok være noget 😉 Det kan ikke altid være barnets skyld, og især ikke, når vi lever i en hektisk verden, hvor der ikke altid er tid til at afkode barnets signaler før en mindre krig er udbrudt i hjemmet. Det mest pinlige øjeblik i min tid som mor var, da jeg for nogle måneder siden kom til at slæbe en overtræt Ella med i Rema, og hun valgte at lægge sig på gulvet og skrige, så jeg måtte skynde mig ud igen. Jeg troede, at vi liiiige kunne nå i Rema, inden hun skulle sove, men næh nej, hun var jo træt! Så det blev eksemplet til fremtidig læring, at når barnet er træt, nytter det ikke noget at leve efter Fakta-butikkernes devise: “Det tager kun 5 minutter”. Det var 5 frygtelige minutter for både mor og datter. Ella er faktisk så eksemplarisk til at være med ude at handle, at jeg ofte tænker, at jeg skal huske at tage hensyn til hende. Jeg kan jo ikke bare rende rundt i Netto og glo på varedeklarationer i én lang uendelighed, fordi hun sidder bomstille i klapvognen. Lige præcis DEN dag med skrigeriet, og mine briller der nær var røget af i kampens hede, fattede jeg ikke at afkode hende. Eller jeg overhørte i hvert fald hendes signaler, fordi jeg havde en anden agenda. “Nu skal vi handle ind!”. Bagefter tænkte jeg på, hvad jeg kunne lære af det? Da lærdommen var sunket ind, var det tid til sætte plaster på mor-såret. Jeg spurgte mig selv, om jeg mon er alene om at dumme mig indimellem som mor? Og svaret var selvfølgelig nej… 😉 Vi hjælper vores børn, hvis vi tager ved lære, men også ved hurtigt at komme videre mentalt, når vi begår fejl. Vi agerer ikke altid perfekt. Vi er bare mennesker.

Sætter jeg nok grænser?

Om jeg sætter nok grænser? Det ved jeg, at jeg gør… Det analyserede jeg mig frem til allerede under graviditeten 😉 Jeg tænkte på, hvad jeg bryder mig om at børn gør – og ikke bryder mig om, og jeg havde et helt klart billede af, hvor mine grænser går. Min egen mor har også altid sat klare grænser. Jeg vidste nøjagtigt, hvor jeg havde hende, og hun var forudsigelig i sin forældrestil. Samtidig var hun også bare en voksen, som jeg altid kunne komme til. En slags ven, ligesom jeg også vil være Ellas ven for evigt. At kunne sætte grænser handler om at mærke det indefra, at reagere prompte og indimellem evaluere og spørge andre, hvad de ville have gjort? Det er vigtigt, at vi altid er nysgerrige, og vi spørger os selv, om vi er for rigide i nogle situationer? “Hvorfor måtte hun egentlig ikke lege med dét og dét, når nu der intet kunne ske ved det?”. Refleksion løbende er the key! 😉

At sige tydeligt JA er lige så vigtigt

For at skabe balance i forældreskabet, tror jeg også på, at det er vigtigt at sige tydeligt JA. “Selvfølgelig må du få en fastelavnsbolle nu!”, “Ja, det kan du tro, at du må!”, “Ja, lad os tage en rutsjetur mere!”. Ella ser en mor, der viser begejstring for hendes idéer, så hun véd, at når mor synes, at noget er en dårlig idé, er der nok noget om det. Hun forventer jo, at vi snart finder på noget andet sjovt, så hun accepterer mit forslag om at gøre noget andet. Selv ved de dårlige idéer påfører jeg hende ikke skam, men foreslår bare, at vi gør noget andet. Hun er jo ikke forkert ved at have fået en dårlig idé (i mors øjne). Omstændighederne er bare ikke lige til udlevelse af idéen.

Nå, jeg håber, at I måske blev inspireret af min lille fristil om indlevelsen i forældreskabet… Det er da langt vigtigere at koncentrere sig om det end antallet af nej’er på en dag 🙂

   

2 kommentarer

  • Kanja

    Dejligt skriv Astrid <3.
    Jeg læste i en bog, om personlige grænser og det er så det jeg forsøger at gøre. Altså at sørge for at de grænser jeg sætter er nogen JEG mener er vigtige og ikke nogen bare fordi grænser (giver det mening?). Jeg elsker det du skriver med et tydeligt ja, det er virkelig god inspiration.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hjertestreger

      Mange tak! 🙂 Ja, det lyder rigtig interessant med personlige grænser versus dé grænser, som andre stiller op for os som relevante. Enhver forælder må nok finde ud af, hvad der giver mening for dem og deres familie. Det lyder som en bog, jeg også kunne tænke mig at læse 🙂 Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Småbørnsfamilie? Ser jeres hverdag også sådan her ud?