7 skønne ting ved at være mor til en tumling

Tre gode ting ved nutidens børneopdragelse

IMG_20160502_215919Hold op, hvor er der mange dårlige nyheder hele tiden, men når det kommer til børneopdragelse står det vel ikke helt skidt til i det danske land? Andre lande vil endda kopiere vores børneopdragelse, og der er denne hjemmeside om, hvordan man opdrager børn på den danske måde. Jeg skrev da også et blogindlæg til Vores Børn om, at os mødre måske ikke skal være så hårde ved os selv? Vi gør det jo rigtig godt! I dette indlæg vil jeg derfor nævne tre gode grunde til, at den moderne børneopdragelse har sejret.

Vi lærer vores børn, at de skal ses OG høres

Vi kan snakke om børn, der mangler grænser, men vi kan også tale om, at forældre generelt er gode til at lytte til deres børn. Børn skal ses og høres! Forældre spørger ind til deres børns følelser, oplevelser i løbet af dagen og anerkender dem for, hvad de oplever. Ella har et par skønne små fætre og grandfætre, og især én af dem har ofte underholdt mig med sine fantasifulde historier, og jeg siger aldrig, at det er forkert, hvad han fortæller. Jeg gør virkelig en dyd ud af at lytte interesseret. Jeg tager ham skam dybt alvorligt;-) Det er virkelig hyggeligt med børn, at vi voksne kan få en pause fra kassetænkningen – og børnene kan føle anerkendelse for deres syn på tingene.

Vi accepterer vores børns personlighed

Det er skønt, at børn er så forskellige, og at de har rig mulighed for at udfolde deres personlighed i vores samfund – uden at føle sig forkerte. Vi behøver ikke at overbevise vores børn om, at de da skal være håndværkere, hvis det slet ikke ligger til dem – eller akademikere, atleter eller kunstnere. Vi kan bare følge deres udvikling og acceptere, at de nok ved bedst, når det kommer til at finde noget, der gør dem lykkelige. “Bare du er glad for det, du laver”, er der blevet sagt en del gange i de sidste par generationer.

Vores datter er netop fyldt halvandet år, og når vi kigger tilbage i tiden, har vi efterhånden mange minder, som ikke kun omfatter spædbarnstiden. Nej, hun er en rigtig lille buldrebasse nu. Det er sjovt, som personligheden bliver mere og mere tydelig, og jeg kan huske, hvordan vi allerede få timer efter fødslen snakkede om, hvordan hendes personlighed mon var? Jeg ved virkelig ikke, hvordan vi allerede få timer efter fødslen kunne snakke om, at hun da vist var en lille stærk personlighed, som ville indtage verden med masser af power: “Her kommer jeg!” 🙂 Det havde vi en klar fornemmelse af, at hun ville. Indtil videre er det også den vej pilen vender. I går var vi fx i Danmarks Fugle Zoo i Tommerup, hvor hun viste, at hun ikke er bange for at sige, hvad hun mener om tingene;-)

Vi sad i cafeteriaet, hvor der også var et indendørs fuglevoliere klos op ad, hvor vi sad. Ella begyndte at stirre på en ældre herre, da han gik hen imod volieret for at studere fuglene. Med rynket pande og sammenspiste øjne, sagde hun gravalvorlig til ham: “Det er MIN!” Han kiggede noget overrasket på hende, og svarede så, at han lovede, at han ville passe godt på fuglene. Om ikke han måtte låne dem lidt? Vi måtte venligt indskyde, at de jo siger mange skøre ting i den alder:-)

Vi lærer vores børn om mangfoldighed

Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg indimellem tænker på, hvor mange forskellige kulturer, der er samlet i børneinstitutioner og skoler. Vores børn lærer i høj grad om mangfoldighed, og at tingene ikke behøver at være besværlige, fordi vi er forskellige. Forskellighederne kan bare være en lille detalje i en hverdag fyldt med venlighed. Børnene lærer lynhurtigt, at Fatima ikke spiser svinekød, at Niels kun spiser økomad, og at Sara er veganer. Hvis nogen forældre er negative overfor muslimer, veganere eller andre der skiller sig lidt ud, må det være deres sag. De er måske også hårde over for sig selv og drømmer om et lettere liv, så det vil jeg ikke lade mig gå på af. Hvis vi vil se succeshistorier derude, er det bare med at åbne øjnene for alle de gode eksempler, der er i vores samfund.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

7 skønne ting ved at være mor til en tumling