Da jeg fortalte Ella, at jeg slet ikke er så frygtløs

Trænger du til et positivt perspektiv? Så tal med en 3-årig

I sidste uge var jeg til tandlæge, som jeg skrev om her. I de første par dage efterfølgende levede jeg af hindbær fra mormors kolonihave og blødt brød, da jeg fik en mindre operation i min ene side af munden. Jeg fik også trukket to tænder ud.

Først for to dage siden tog jeg min smileprotese i brug, og det har været noget af en tilvænningssag. Den sidder rigtig godt, så det har kun været mentalt, at jeg skulle vænne mig til det her “gebis”, som jeg kalder det. Det er bare er en midlertidig løsning indtil december, hvor jeg skal til tandlægen igen og dermed nærmer mig et nyt tandpastasmil 😉

I dag hoppede Ella op og ned, da jeg spurgte om hun ville se mors tænder? Ella så jo begejstret ud, men alligevel kunne jeg slet ikke have forudset hendes positive reaktion.

Med luft i munden af begejstring, som havde jeg lige vist hende en kæmpe gave, udbrød hun: “Wow…. Hvor er det SEJT…..”

Hun bad om at holde dem, og hendes øjne funklede af denne ære at få lov til at holde mors tænder! 😉

Det er så skønt med børn, at de nogle gange ser på tingene fra et helt andet perspektiv, og på nul komma fem kan de sprede glimmerstøv henover diverse problemer, så man tænker: “Ja, hvorfor ikke tænke sådan?”.

Livet med Ella ser sikkert meget idyllisk ud her på bloggen, og det er det egentlig også, synes jeg. Af successer i livet, er dét at være mor for Ella min største succes. Der er dog ét ømt punkt i hele det her forældreskab. Det er minderne om den første tid som familie, hvor hun lige var kommet til verden. Hun kom ud til en mor, som bekymrede sig så meget, at jeg slet ikke kunne nyde at være mor. Udover at være bekymret for de typiske ting som: “Holder jeg hende rigtigt?” og “er hun glad og tilfreds?”, var jeg også bekymret for dybereliggende ting. Mit forhold til Ellas far gik dårligt i den periode (det gik så bedre senere hen), men familielivet bekymrede mig i den periode. Derudover bekymrede jeg mig om verdenssituationen. Når jeg tændte for nyhederne, var der nok de dårligste nyheder i hele min levetid. Nyheder om store flygtningestrømme fra Syrien, og eksperter der gisnede om fremtiden. Der var diskussioner i fjernsynet om religion, kultur og medmenneskelighed.

Fra at have levet i Alanya med en pool i min “forhave”, og med glade turister på gaderne, og haner der galede tidligt om morgenen, var jeg nu hjemme i Danmark, hvor jeg bekymrede mig om fremtiden på alle planer. Nogen mennesker bekymrer sig mere om alverdens dårligdomme end andre, og jeg er én af dem 😉 Jeg stoppede med at se nyheder, da jeg var blevet mor, og gradvist bekymrede jeg mig mindre. Ella var jo også bare verdens gladeste barn fra dag 1., så jeg havde nærmest et mantra, hvor jeg dagligt sagde til mig selv: “Ser hun ikke glad ud? Så har du nok ikke noget at bekymre dig om”.

Forleden havde jeg taget en gammel jakke i brug, som lige var frisket op, og nu var så god som ny. Ella havde aldrig set den, for den havde bare været opmagasineret de sidste par år. Jeg fortalte hende, at jeg havde brugt jakken, før hun kom til verden. “Så fik jeg en stor mave, og så lagde jeg jakken væk”, sagde jeg, og hun tilføjede: “Og så var jeg inde i maven, fordi jeg var en baby. Men så en dag kom jeg ud til mit Kongerige!”

“Kongerige!”, tænkte jeg begejstret og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Jamen, det var da en herlig fortolkning. Jeg vil da helt sikkert holde fast i Ellas fortolkning, når jeg tænker på min første tid som mor. Hun kom ikke ud til en bekymret mor. Hun kom ud til sit Kongerige! 😉

Det var da en fantastisk start på livet.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Da jeg fortalte Ella, at jeg slet ikke er så frygtløs