Grådighedens pris i familier

Tilbageblik på de 2 første år som mor

img_20161018_213904Vores lille datter Ella fylder 2 år om mindre end en uge. På søndag for at være helt præcis, og jeg skrev om her, hvordan forberedelserne til fødselsdagen fylder rigtig meget 🙂

Jeg vil gå tilbage i tiden og fortælle om, hvad vi især lærte af de sidste 2 år. Måske andre kan nikke genkendende til det. Hvad sker der med én selv, når man bliver mor? Hvad sker der med parforholdet? Relationen til ens forældre? Veninder? Det er uden tvivl en stor omvæltning, som påvirker alle relationerne i ens liv.

For 2 år siden da vi ventede på, at Ella skulle komme til verden, var det først og fremmest det smukkeste efterår i mands minde. Jeg var ankommet fra….. ALANYA! Ja, noget af en kulturforskel at sætte sine fødder på den fynske jord. Hver eneste dag var der blå efterårshimmel og solskin. Det var næsten for varmt at have overtøj på, når jeg tog på mine mange daglige gåture. Efteråret blev nydt på den helt traditionelle måde med indtagelse af masser af gammeldags æblekage, græskarsuppe, og så udhulede vi også græskar. Ja, der var skruet op for danske efterårstraditioner.

Min mand var ankommet til DK 14 dage før fødslen, og vi gik og ventede utålmodigt. Vi fik set rigtig meget til min danske familie, hvilket var dejligt og tiltrængt efter lang tid i Alanya. Da Ella kom til verden om formiddagen d. 30. oktober 2014 strømmede den flotte efterårssol ind ad vinduerne. Jeg lagde ikke mærke til så meget udenfor, men jeg har fået det fortalt 🙂 Befandt mig i lidt af en døs. Jeg havde fået en infektion under fødslen, så jeg havde feber og derfor skulle vi lige blive til observation i et par dage. På trods af en forholdsvis ukompliceret fødsel, kunne jeg faktisk godt mærke, at folk omkring os havde travlt. I det hele taget syntes jeg ikke, at den første tid var særligt nem af flere årsager. At jeg havde en infektion var for mig en mindre detalje. Set i bagspejlet var jeg nok mere syg, end jeg først ville være ved. Jeg kom til at dunke mig selv oveni hovedet med, at jeg ikke var mere tilstede rent mentalt, for det hele var lidt tåget, men det er jo klart, når jeg var syg. Min mand der jo ikke forstod dansk og danske forhold måtte klare sig med engelske informationer, og han var jo ikke specielt tryg ved situationen, hvilket jeg godt kan forstå.

Min mand og jeg er enige om, at især den mandlige børnelæge, der lynhurtigt tilså Ella lige efter fødslen, gav os lidt af en dårlig fødselsoplevelse. Vi har faktisk måtte tale episoden igennem igen og igen efterfølgende. Vedkommende gav os et chok, da han slyngede ud, at det kunne være, at Ella havde meningitis. Der var INTET med hende. Det var sandheden, og jeg har sagt det til mig selv mange gange siden. Lægen talte måske højt eller før, han havde tænkt sig om. Det var den mulige forklaring, som en anden læge gav os, og en sygeplejerske sagde også vredt: “At det var godt nok uheldigt af ham at sige, da der intet var med Ella”. I det hele taget var børnelægen en spøjs type, som vi slet ikke kunne lide, og jeg synes også, at alting foregik lidt hen over hovedet på mig. Men at jeg havde høj feber og var monstertræt gjorde det heller ikke bedre 😉 Vi var indlagt i 4 dage, da jeg skulle have antibiotika gennem drop. Det var en mærkelig tid, hvor vi igen og igen fik at vide, hvor sund og fin Ella var, og alting gik fint fremad med amning osv. Men som mange andre førstegangsmødre var jeg selvfølgelig meget nervøs for at gøre noget forkert.

Men det gik fremad, hvor jeg blev rask og fik mere og mere sikkerhed for, at alt var, som det skulle være. Så skulle vi bare lige klare alle de der tjek, besøg af sundhedsplejerske osv. Det danske velfærdssystem var helt nyt for min tyrkiske mand, og det var sjovt at forklare ham om de forskellige instanser og procedurer. Han syntes, det var fantastisk, og især dét at sidde overfor en praktiserende læge i DK er noget helt andet end i Tyrkiet. I Danmark er hyggelig smalltalk en del af besøget, ligesom det selvfølgelig også drejer sig om det lægefaglige, men det ville aldrig finde sted i Tyrkiet. I Tyrkiet er en læge meget mere autoritær og kigger mest på det, der kan måles og vejes. En lægesekretær følger dem i hælene. Det er nok den største kulturforskel, jeg er stødt på. Jeg kan stadig ikke glemme de gange, jeg var ved læge i Tyrkiet. Til gengæld er man sikker på at få topprofessionel hjælp. På den måde var jeg i meget trygge hænder. Nå, tilbage til den første tid som MOR 🙂

Min mand og jeg havde på forhånd snakket meget om værdier – hvordan ville vi være som forældre? Hvad lagde vi vægt på? Hvornår skulle Ella i dagpleje? Hvad med samsovning? Langtidsamning? Ifavnske principper? Opdragelse? Jeg er rigtig glad for, at vi har været meget enige om alting. Min mand og jeg er begge ifavnske, men uden at vi kendte til det begreb;-) Jeg vil skrive et separat blogindlæg om det senere hen.

Vi deler holdninger på stort set alle områder, men når det kom til at samarbejde om den lille guldklump, var det et helt ukendt land for os, som vi skulle undersøge. Sådan noget med at den ene part véd bedst… Åh, hvor har vi været meget af det igennem. Vi vil begge to gerne bestemme, og derfor har vi mange gange delt det op, så kun den ene er ansvarlig for det ene og det andet. Efter 2 år deler vi det stadig op, men er også blevet bedre til samarbejdet, så vi fx kan nå at blive klar på ingen tid, hvis det brænder på 😉

Men i den første tid som forældre var morgenernes hektiske aktivitet nærmest som et mysterium for os. Vi gjorde jo vores absolut bedste… Tænkte alt igennem. Hvorfor kunne det være SÅ svært at komme ud af døren til aftalt tid? Hvorfor skulle vi være SÅ dårlige til at kommunikere? Hemmeligheden lå for os i at sætte forventningerne helt ned… I et par måneder havde vi nemlig alt for høje forventninger til morgenerne. På min telefon har jeg adskillige billeder af tyrkisk morgenmad (bl.a. æg på panden, forskelligt kød, brød, oliven, salat, frugt), der står klar på bordet, før vi skulle ud af døren med Ella i dagpleje. Det ser idyllisk ud, men det var mere stressende, end det var hyggeligt. Jeg elsker morgener, og min mand hader dem. Det er kl. 8, at jeg er mest modtagelig for vigtige beskeder, og jeg kan suse rundt på tom mave. Min mand elsker et stort morgenbord om morgenen, og vigtige beskeder skal helst gives lidt op ad formiddagen 🙂

Med andre ord kunne min mand og jeg overhovedet ikke forstå hinanden om morgenen. Derfor måtte vi justere en del på forventningerne, så vi kunne få gode morgener. I dag har vi den rutine, at jeg tager mig af alt om morgenen, imens min mand som regel sover videre eller hjælper mig, hvis jeg har behov for det. Han arbejder ofte om aftenen, så det er også fair nok. Det var simpelthen for besværligt at koordinere det om morgenen før. Når Ella er sendt i dagpleje sidder vi indimellem (når vi ikke har arbejde) og spiser tyrkisk morgenmad i ro og fred – meget bedre plan!

Med hensyn til andre relationer ses vi rigtig meget med Ellas mormor, der bor i nærheden, og som er tæt knyttet til os allesammen. Hun har hjulpet os rigtig meget med alting, og er bare en ægte mormor! 🙂 Engageret, varm og omsorgsfuld og så klipper hun Ellas hår, så de har samme frisure 😉 Så ligner de alligevel hinanden, de to 😉

På venindefronten har det selvfølgelig været svært indimellem at finde tid til at ses/ringe sammen. Men ellers synes jeg, at det er meget ved det gamle. Det var bl.a. dejligt at være i Skagen med to gode veninder i sommers, som jeg skrev om her. Derudover er jeg en del af en fantastisk mødregruppe, og jeg ville ønske, at vi havde mere tid til at ses. Men når alle starter på job, er det jo svært. Derudover blev jeg sidste år del af en “tøseklub”, som vi kalder det, hvor vi er en 8 stykker, der ses én gang om måneden til god mad og hygge. Det er SÅ dejligt at komme lidt ud, hvilket er et behov, der melder sig mere og mere. I den første tid som mor er det fint at være meget derhjemme og kun ses med den helt nære familie/venner.

Jeg håber, at denne gennemgang gav lidt stof til eftertanke i forhold til, hvordan et familieliv også kan se ud – med kulturelle forskelligheder, ifavnske principper og et trekløver, hvor vi alle gerne vil bestemme – ja, selv Ella er da også viljestærk 😉 Men vi ved jo godt, hvem der i sidste ende får ret. Det gør moren 😉

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grådighedens pris i familier