Det er da logik for en to-årig! Mor prøver at følge med!

Status over glæder og udfordringer i julen :-)

img_20161225_1554481. juledag… Min mand startede formiddagen med at købe en and i Kiwi. Der er én, der er blevet glad for julen! Han spurgte endda en assistent, om anden havde haft et godt liv, da han ved, at det gør mig glad, hvis han kommer hjem med kvali-kød til os 🙂

Så vi fik and igen i aften!

Vi har i det hele taget hygget os i dag – sikkert som de fleste andre danskere. Hvad der er kommet bag på mig i år er dog, hvor lidt afslappende en 1. juledag kan være. Førhen var det årets mest afslappende dag, men i dag har vi haft en overgearet datter, der forventer samme stadie af lykke og sociale aktiviteter som i går… Hmm, svært at slå! Hendes små fætre var på besøg, og de havde det så sjovt allesammen. Nu prøver hun at opnå samme niveau af morsomheder, uden dem ved hendes side. Jeg har lige betragtet hende hoppe rundt med sine Skofus-sko på indenfor, da hun juleaften fik sko, der kan blinke! Hun er dermed godt underholdt i lang tid ved bare at løbe rundt indenfor med dem på. Jeg vidste ikke, at der var en højdespringer gemt i hende, men det skal jo afprøves, om de også blinker i luften…

Dagen i går gik rigtig godt. Vi lagde hus til, og fordelen var bl.a., at vi var tæt på kirken. Ella ELSKER kirker! Vi var kort i kirken til kirkegudstjeneste, før vi måtte kapitulere. Ella troede vist, at hun var kommet til en forlystelsespark, for hun løb konstant rundt, og var bare lidt for højrøstet. Da kirketjeneren stillede sig op og sagde: ‘Kom, lad os alle bede’, sad vi lige bag ved hans høje skikkelse, og jeg troede egentligt, at vi allesammen var enige om at sidde stille og lytte, men i den bomstille kirke råbte hun så højt, hun kunne: “Hurrraaaa, hurraaaa!”, imens hun klappede i hænderne… Okay, det var da SØDT. Men det var også pinligt! Min efterhånden så livløse ansigtshud af for lidt søvn i de sidste 2 år, livede fuldstændig op, da jeg mærkede mine blussende, røde kinder. “Ja, det er mit barn, der er ellevild af begejstring over at være i kirke”.

Efter 10 minutter måtte vi smide håndklædet i ringen, og mormor tog Ella på armen og skyndte sig ned igennem midtergangen i kirken, imens jeg blev tilbage med min svigerinde og Ellas fætter. Vi var ellers på den mest venlige facon blevet rådet til at gå op forrest i kirken, næsten oppe ved alteret, så vi kunne sidde der sammen med de mange andre børn, men nu måtte vi så søge mod udgangen! Efter et par minutter – hvor jeg nok skulle have tjekket min mobil for at finde ud af, om Ella var okay, kom det andet store højdepunkt i vores 10 minutter lange kirkeseance. Ella og mormor var jo ikke bare taget hjem, og så åndede alt idyl. Nej, tre minutter væk på gå-ben, var der panik. Ella ville have sin MOR! Det faktum gik pludselig op for mig, da jeg pludselig oppe fra alter-området så, at min mand netop var trådt ind ad kirkedøren i den anden ende af kirken… Forsigtigt gik han ind i den (givetvist skeptiske menneskevrimmel) med jordens største tandpastasmil… Han fortalte senere, at han virkelig måtte skrue charmen på, for hvad ville folk ikke tænke om sådan en brun mand (der kunne være en muslim), som kom gående mutters alene, EFTER at dørene var lukket…? Jeg vidste bare, at NU skulle jeg søge mod en anden udgang, og sende en sms udenfor kirken.. Det var lidt for pinligt altsammen 🙂 Han opgav heldigvis forsøget med at finde os ret hurtigt, og snart var vi igen samlet derhjemme, hvor Ella blev trøstet og snart faldt i søvn ved synet af sin MOR 🙂 Efter en god lang lur var hun klar på festligheder hele aftenen lang.

Det har ellers været en lidt hektisk december måned. Næste år går jeg seriøst i gang med juleforberedelserne i oktober! Fryser noget kagedej ned eller hvad ved jeg… Jeg har sågar en bageblanding til pebernødder, som jeg aldrig fik brugt! Lige pludselig fløj december afsted. Her er nogle af udfordringerne…

Den sidste uge op til jul bød nemlig på lidt af hvert. Jeg fandt ud af, at indimellem er det altså svært at være selvstændig businesswoman. Så måtte min tyrkiske mand sige ordene: “Du tror, at du skal klare alting selv. Men det skal du ikke. Vi er ikke skabt til at klare alting selv. Vi skal spørge hinanden om hjælp og have masser af teamwork.” Således blev det til, at jeg ringede til en revisor 😉 Mine skuldre var meget lettere efter mødet, og jeg fik så meget ros af min mand hjem i bilen. Så meget ros, at jeg faktisk måtte spørge ham: “Hvorfor er det lige, at du roser mig?” Intet er givet, når man er gift med en tyrker – der er altid kulturforskelle, der gør én lettere forvirret 😉 Men jeg lærte, at for en tyrkisk mand, der elsker fællesskab, og sagtens kan bede om hjælp – og hjælpe andre, var det ligegyldigt, at jeg ikke var så sej, som jeg gerne ville være. Det vigtigste var, at jeg havde bedt om hjælp! To gange på vejen hjem i bilen holdt vi ind til siden, så han kunne skænke kaffe op til os, og så han kunne byde mig på julesmåkager, han netop havde fået på arbejdet. Så blev det simpelthen ikke mere Hr og Fru Danmark! Han sagde endda: “Vi har indtil Assens, hvor du bare kan snakke løs. Bare kom med alt, hvad du har på hjerte”. Ej, han ved lige, hvad der gør mig glad! 😉

Jeg fik lettet mit hjerte, og det var tiltrængt, da vi derhjemme ellers har stresset en del. Lige op til jul opdagede vi pludselig nogle problemer i vores køkken. I lang tid havde vi undret os over, hvorfor køkkenet var SÅ koldt. Jeg forklarede på bedste vis til håndværkerne, hvad jeg mente der var galt, og da de havde undersøgt det, fik jeg en teknisk beskrivelse retur, der stemte godt overens med mine fine fornemmelser. Hvor skønt at få ret 😉 Så jeg var egentlig ovenpå efter deres visit, men min mand blev ved med at sukke: “Og så lige op til jul..!” Som om min tyrkiske (og muslimske) mand bare lever og ånder for juletiden 😉 Okay, han havde IKKE glemt julemaden- og hyggen fra sidste år, så julen var åbenbart krøbet ind under huden på ham. Da han havde sagt tilpas mange gange, at det var noget værre rod, at håndværkerne skulle rode ved vores køkken lige op til jul, gik realiteterne også op for mig…. “NEJ, vil det sige, at vi kun har et 50 % funktionelt køkken henover julen”, gispede jeg!? “Os, der lægger hus til på denne juleaften..”. Hmm, det gik jo heldigvis fint, men nøj, hvor det stresser med sådan noget “flytterod”. Vi glæder os meget til at vores køkken igen er fint. Det er ikke nemt at vænne sig til, at mange af ens køkkenskabe er væk, og alle køkkenting er stuvet sammen på alt for lidt plads, men med fælles hjælp går det, og vores gæster havde heldigvis taget noget med hver især, så vi kunne leve nogenlunde med vores halve køkken.

Nå, men de gode stunder i december har der også været mange af. Det bedste ved denne jul har været, at Ella har været helt ekset med julen, og har lært så mange nye ord på grund af begejstringen. En uge før jul fik vi juletræ ind i stuen, og hver eneste dag, når vi kom hjem fra dagplejen, udbrød hun: “Det er juletræ!”. Indimellem kalder hun det for ‘Julemand’, men hun bliver bedre og bedre til at huske det. Den anden dag udbrød hun: “Julemand..træ!” 🙂

Dagen før juleaften sad Ella på min skød og puttede, da jeg begyndte at fortælle hende om, hvad der skulle ske juleaften. Jeg remsede op, hvem der kom, og at vi skulle i kirke, danse om juletræ, have god mad og have gaver. Så kiggede hun på mig med åben mund og polypper, og så slog hun ud med hånden i en Lise Rønne-klassisk-håndbevægelse, imens hun udbrød: “Op i morgen! Op i morgen”. Der var én der glædede sig til juleaften!

Glædelig jul til jer derude, og jeg håber, at I også havde en dejlig juleaften 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det er da logik for en to-årig! Mor prøver at følge med!