Om udfordringer - og om at leve livet samtidigt

Selv med nej-hatten på, kan man blive positivt overrasket

IMG_20160410_172737I går var vi til kulturel aktivitetsdag her i byen. Nærmere bestemt i Assens Arena, hvor der er gode faciliteter til en aktiv dag, og hvor familier på tværs af kulturer kunne mødes. Et fantastisk initiativ (af nogle private med et tilskud fra kommunen), som jeg håber afføder lignende initiativer fremover. Der var sat hoppeborg op og andre aktiviteter op, så børnene rigtig kunne boltre sig. Ella havde en fest, og der var så mange søde børn. Bl.a. tre store piger, der gerne ville tage hende med op i den store rutsjebane, hvilket jo var et hit, da Ella elsker alt, hvad der er vildt! 😉 Vi kom i snak med både børn og voksne, så det er bestemt noget, som ryster folk sammen i byen. Nogen kom måske for børnenes skyld (og gratis sandwich, hvilket jeg selv gjorde, selvfølgelig) og glemte, at det også handlede om at komme i snak med andre børnefamilier (formelt, integration), men sådan vil det jo altid være – uanset, hvor folk kommer fra. Nogen sad for sig selv, en kvinde trak sin lille 1-årig afsted, da Ella ellers ville i kontakt, og én ung pige sagde, at de allerede sad ved det bord, som vi lige havde sat os ved. Et ellers helt tomt bord. Vi endte med at sidde der allesammen om bordet, hvor der var god plads, og vi fik sludret lidt. Når folk er usikre, kan de synes afvisende og arrogante, og så er det godt med børn, der er mere ligetil. Er børn generte, viser de det. Vil de i kontakt, viser de det. Vi fik sagt til dem, at nu handlede arrangementet jo om integration, så der var vel plads til os alle omkring bordet? Og de undskyldte og sagde: “Selvfølgelig”. Så var den ikke længere.

“Skønt med sådan en mangfoldighed”, var der én der sagde til mig til arrangementet, og jeg blev helt stolt over at være en del af det;-) Vi er jo alle sammen en del af det skønne, hvis vi ellers vil fokusere på det. Jeg kom i tanker om, hvorfor jeg er glad for at bo i Assens. Bl.a. fordi der faktisk sker en del aktiviteter her, trods det at byen ikke er så stor. Vores borgmester gør også meget for byen, er synlig og én der snakker med alle. Et godt fundament for at byde flygtninge velkomne. Vi snakker selv en del med flygtningene her i byen. For et par måneder siden var vi til middag hos nogen fra Eritrea. Vi fik god mad, lyttede til musik fra deres hjemland og fik hjemmebrygget kaffe – helt fra bunden med ristede kaffebønner, brændt over et lille gasblus. I ægte DJ-stil sad den ene kvinde i hjørnet af stuen og ristede kaffebønner. Det var meget eksotisk at være på besøg hos dem, og fantastisk at kunne få sådanne oplevelser, selvom man bor i en lille by som Assens. Vi grinte en del, så vi havde i hvert fald samme humor, og det er da et godt sted at starte for et venskab.

I dag søndag laver vi absolut ingenting. Jeg har lige prøvet at bilde min mand ind, at han havde lovet at bage jordbærkage i dag. Det bed han ikke på. Så sagde jeg til ham, at vi kunne jo spørge Ella, om hun også mente at far skulle bage kage:-) Han følte sig sikker, for “hun siger jo bare nej”, sagde han. Hun er netop kommet i selvstændighedsalderen, så hun har som regel nej-hatten på 🙂 “Ella skal far bage kage?”, spurgte jeg, og hun svarede tænksomt: “Go, kage!”. Hun gentog igen og igen: “Kage”, og gik dernæst ud i køkkenet. Der er altid plads til overraskelser – i mødet med andre kulturer og et lille lille barn 🙂

2 kommentarer

  • kanja

    Jeg synes virkelig det er en god blog du har og gode overvejelser. Og så er det jo hyggeligt at følge dig og din familie.
    Jeg håber virkelig vi får tid til at ses når vi rammer assens til sommer (i er også velkomene, hvis i en dag finder til kbh)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hjertestreger

      Mange tak! 🙂 Dejligt at høre. Ja, håber virkelig også, at vi når at ses til sommer. Ellers må vi komme til Kbh en dag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om udfordringer - og om at leve livet samtidigt