Hvad gør andre mødre, når de er syge med influenza?

Samtaler med en 3-årig #selvstændighed

collage-1519312914026-2

Ella har taget sine første billeder af mor 🙂

Hvad der overrasker mig mest i øjeblikket angående Ellas udvikling er, at hun løsriver sig mere og mere på en virkelig skøn måde.

Ingen trodsalder?

Vi har ikke haft vilde vredesudbrud herhjemme eller typisk trodsalder-adfærd. Når hun reagerer kraftigt, forstår jeg altid, hvorfor. Næsten da 😉 Eller også prøver jeg ihærdigt på at finde ud af det.

Hun fortæller mig dagligt, hvor STOR hun er og fortæller mig, at hun selv kan et eller andet: “Jeg kan selv, mor!”.

Stor selvtillid

Især sidstnævnte sætning: “Jeg kan selv, mor!” er som ren musik for mine ører. En overgang var jeg lidt nervøs for hendes selvstændighed, da hun egentlig helst ville have, at jeg gjorde tingene eller skulle opmuntres til at prøve selv. Nu prøver hun ivrigt en masse ting af og har en fantastisk selvtillid. Især selvtilliden demonstrerede hun forleden, da vi var på biblioteket.

Vi havde en fridag og tog på biblioteket om eftermiddagen, hvor der var et par 11-12-årige drenge, der stod ved det grønne “klatrepude-tårn”, som hun plejer at lege ved. Det var Ellas begejstrede øjne, der fortalte mig, at hun havde fået øje på noget særligt. “Dem vil jeg gerne lege med”, sagde hun ivrigt, og jeg kiggede hen på dem. “Men de er jo lidt store. Du må lige spørge, om de vil lege med dig”, svarede jeg og hun kiggede fortørnet på mig: “Men jeg er OGSÅ STOR. Jeg skal lege med dem!”. Og sådan blev det 😉

Hun for straks hen til dem, og tog ansigtet helt op til den ene drengs ansigt og sagde: “GODDAG!”. Han smilede og sagde forsigtigt: “Goddag” til hende. Hun tumlede lidt videre, fordi hun skulle jo også have den anden drengs opmærksomhed: “Goddag, hvor er I søde, drenge!”, sagde hun højt og tydeligt, og de grinte og svarede: “Goddag, du er da også sød”. Jeg åndede lettet op. De var ikke helt afvisende overfor hende 😉 Jeg skyndte mig at stille mig hen til bøgerne, så jeg ikke forstyrrede for meget. Det næste jeg hørte var, at hun sagde: “Se her, hvad jeg kan, små drenge”.

Trods modige ytringer blev hun accepteret af de store drenge. De læste bøger for hende, tumlede med hende og lavede “high five”, imens jeg sad på en stol et par meter derfra og nød, at hun hyggede sig så meget. På et tidspunkt pegede hun på mig og sagde: “Det er min mor, der sidder derhenne”, og de spurgte om jeg var sød? “Ja, vi er glade sammen”, svarede hun.

Det var nu dejligt at høre lidt feedback, uden at jeg skulle bede om det 😉

Efter en times tid gik drengene hjem, hvilket hun var lidt ærgerlig over. “Men det var godt nok dejligt, at sådanne store drenge ville lege hva'”, sagde jeg opmuntrende.

I samme åndedrag tænkte jeg på, om jeg mon skulle have ladet hende tro, lige fra starten af, at selvfølgelig ville de lege med hende. I sådanne situationer kan jeg blive i tvivl om, hvad jeg skal sige til hende. Jeg skal jo ikke overføre min egen frygt for at blive afvist? Eller idéer om, at drenge i den alder typisk afviser at lege med en 3-årig? Måske gør jeg det anderledes næste gang. Stopper vurderingen og lader hende erfare uden min indblanden.

Nevermind, det var nogle hyggelige timer på biblioteket. Hun voksede lige et par ekstra centimeter 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad gør andre mødre, når de er syge med influenza?