Hver anden dag går det da meget godt... #sårbarhedogmod

Samtaler med en 3-årig #lægetjek

_20180126_002533-1Den anden dag var Ella til tre-års undersøgelse. Ja, en smule forsinket, da hun har fødselsdag d. 30. oktober. Mine undskyldninger er, at jeg tog et matematikkursus i november og december… Og så blev det jul, og så var det januar, hvor jeg stort set var syg i de første 14 dage. Pludselig var det på høje tid, at vi kom afsted. Hun fik tid en morgen inden børnehaven.

“Ella, nu skal du snart op til lægen”, sagde jeg for at forberede hende.

Hun kneb øjnene lidt sammen og hostede lidt: “Men jeg er jo ikke syg”, svarede hun, og så forklarede jeg, at vi bare skulle op og sige hej. Så lyste hun op. Lige inden vi gik ud ad døren, blev hun dog lidt nervøs, og sagde at hun ikke ville afsted. Ella er et lille robust barn, men kan godt blive nervøs før noget nyt. “Vi siger bare hurtigt hej, og så går vi igen”, beroligede jeg hende. Følelserne går op og ned, og det gør i høj grad hverdagen uforudsigelig, men også mere interessant. Så véd jeg da, hvor jeg har hende.

Da vi kom op til lægehuset, fortalte jeg Ella, at NU var vi her. Nu skulle hun til lægen. *Host, host*, lød det fra hende, og hun havde igen lidt sammenknebne øjne. Det forsvandt dog hurtigt, da begejstringen overmandede hende: “Ja, nu er vi ved lægen!”, svarede hun med et stort smil. Det gik pludseligt op for mig, at hun havde hostet kunstigt hver gang, jeg havde nævnt lægen. Det troede hun åbenbart var en del af det sociale kodeks 😉

Inde ved lægen blev hun bedt om ret mange ting, hvilket gjorde mig liiidt nervøs for, om hun nu kunne præstere. De kræver da meget af 3-årige, gør de ikke? Nå, men hun klarede det hele med et smil. Hun huskede også at sige fra, når det blev for svært: “Det kan jeg IKKE!”. Det var så fint. Det var fx ikke muligt at gribe en bold, der landede en halv meter foran hende eller komme op på en briks selv. Lægen var så sød selv at se de her ting, trække i land og foreslå noget andet. Med hensyn til briksen måtte jeg hjælpe hende op, og så var alting godt igen. Jeg ville ellers ikke være curlingmor, selvom jeg hader det begreb, og trådte først til, da hun havde bakset med det selv. Gud, hvor vi ligger under for mange forventninger os forældre? “Curlingmor, karrieremor, speltmor” osv., osv. Og lægen, der har en tjekliste med alle de ting, som vi skal nå at gennemgå. Imens vi sad der, tænkte jeg på alle de forventninger, som lægen også ligger under for? Hun forventes at være professionel, dygtig, afslappet, god til børn, have situationsfornemmelse og god til at guide en samtale i den rigtige – og effektive retning, fordi tiden jo er knap. Det må ikke altid være lige nemt.

Ella blev bedt om at tegne, og “Soccer Mom” tænkte lettet: “SÅ, nu er vi på hjemmebane!”

Ella var med det samme begejstret for lægens forslag om at tegne en cirkel. “Ja, det kan jeg gøre”, svarede hun artigt og tilføjede: “Jeg tegner mors ansigt…”, og så var hun i gang.

_20180126_133327

Lægen smilte sødt: “Nåårh, tegner du mor?”… Og vi kiggede forventningsfulde på tegningen og Ella, der var i fuld vigør. “Hov, det er en hval!”, udbrød hun så, og vi kunne ikke lade være med at grine lidt. Men så blev hvalen til en edderkop, så fantasien fejler ikke noget 🙂

Ella var i det hele taget, som hun skulle være. Eftersom vi flyttede 1. april, havde lægerne ved en fejl ikke fået Ellas journal. Lægen spurgte mig derfor, om jeg kunne huske, hvor høj hun var, og hvor meget hun vejede ved sidste lægeundersøgelse? Nej, det kunne jeg ikke. Nå nej, okay… “Du fik måske bare printet sedlen ud med højde og vægt”, spurgte hun og tilføjede: “…eller skrev selv ned?” Nu har jeg altid bare kigget på Ella og vurderet, om hun så sund og rask ud, uden at tænke i for mange måleenheder, så jeg svarede helt afslappet: “Nej, jeg lyttede bare…” Denne gang fik jeg ikke et billede for min indre nethinde af hverken en ‘Soccer Mom’ eller curlingmor. Det var mere som en arbejdsmand/kvinde, der sad helt tilbagelænet og lyttede 😉 Det må være interessant for lægen at møde så mange forskellige typer af forældre.

Vi er alle forskellige, og det kommer jeg til at understrege over for Ella igen og igen: “Vi skal ikke være ens, og hun skal bare være dén, hun er. Så bliver det også lettere at acceptere, hvordan andre er”.

Nu vil jeg overveje om Ellas tegning af ‘hvalmoren’ skal i glas og ramme 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hver anden dag går det da meget godt... #sårbarhedogmod