Midt i en Oprah Winfrey-udsendelse fik jeg svaret... #sårbarhedogmod

Samtaler med en 3-årig #detmåmanikkesige

_20180110_175148Ret skal være ret!

Ella har en stor fremtid foran sig som enten politibetjent, lærer eller advokat. Hun er i hvert fald et retfærdighedssøgende lille menneske, der følger med i, hvad man må og IKKE må. Sikkert typisk for alderen. Flere gange ugentligt siger hun forarget: “Det må man ikke sige!” eller “Det må man IKKE…!”.

Det er godt, at hun går så meget op i ret og uret. Til gengæld kan hun også sige: “Det var et uheld” og “Det var ikke med vilje”. Så er vi ligesom dækket ind, når hun skal begå sig ude i den store verden.

“Må man sige det?”, spørger jeg ofte mig selv… 

Moren tænker også meget over, hvad det rigtige er at sige til hende i forskellige situationer. Nu forsøger jeg at være så pædagogisk som overhovedet muligt, men samtidig vil jeg jo heller ikke lægge for meget bånd på mig selv.

Når jeg om aftenen læser godnathistorier for Ella, er hun vild med en børnebog om en politibetjent. Moren er knap så begejstret. Udover at den er lidt kedelig, er jeg heller ikke vild med at forklare om knipler, pistoler og håndjern. Efter første gennemlæsning vil hun altid høre den igen. Den anden dag kunne jeg simpelthen ikke tage mig sammen til at læse den igen.

Jeg gav Ella den helt ærlige version. Jeg spekulerede på, om det ud fra en pædagogisk vinkel var okay 😉

“Ej, jeg synes faktisk bogen er kedelig, Ella. Er det okay, at du bare læser den selv ved at kigge i bogen?” Stik imod min forventning sagde hendes ansigtsudtryk mig, at det var helt fint med hende! “Jaaa”, sagde hun og hun begyndte at læse højt for mig, hvilket var ret underholdende!

Fra børn skal man høre sandheden

Den anden dag tog vi en fridag, da vi skulle til fotograf. Fotografen blev desværre syg og måtte aflyse. Jeg satte mig derfor i sofaen, helt klar til at tage afsted og skulle lægge en ny plan for dagen. Ella satte sig på mit skød, og vi kiggede på hinanden. I dagens anledning havde jeg taget øreringe i ørerne, hvad jeg ikke har haft i tusind år, og Ella er altid efter mig: “Mor, du skal have øreringe i”. Jeg spurgte derfor med et forventningsfuldt smil: “Har mor fået flotte øreringe på?”

Jeg ventede på hendes reaktion, og kom i det her øjeblik til at tænke på, at hun da vist heller ikke var vant til at mor havde parfume på. Hun reagerede derfor både på øreringene og parfumen:

(host, host…) lød det fra hende, hvorefter hun udbrød helt forpint: “Addr… øreringe lugter. Tag dem væk. De lugter, mor!”

Jeg endte faktisk med at skifte bluse 😉 Vi har begge en veludviklet lugtesans, og jeg bryder mig heller ikke om for meget parfumeduft.

Du må sige undskyld… 

Ellas forargelse over, hvad andre gør, giver anledning til en del reprimander om, at de må sige undskyld. Hun siger ofte til moren: “Du må sige undskyld, mor..” Nu er jeg ved at lære hende, at det fx kan være et uheld, hvis vi går ind i hinanden, og hun forstår mere og mere de forskellige sociale spilleregler. Hun siger så i stedet: “Det gør ikke noget” eller “Det går bedre” eller bare den helt korte version: “Det går…”

Nu ser hun en del engelske/amerikanske udsendelser for børn, og vi talte meget engelsk i hjemmet, indtil hun var 2,5 år, hvor vi flyttede for os selv, hende og jeg. Derfor smuttede det for hende den anden dag, da hun blandede engelsk og dansk, og sagde til mig: “Du må sige sorry!” 😀 Så sødt, at jeg ikke kunne lade være med at smile, og det syntes hun selvfølgelig ikke var sjovt..  “Det er ikke sjovt”, sagde hun så… Jeg tog mig sammen, og svarede hende, at jeg bare smilede, fordi hun var så sød, og fordi jeg var glad…

“Jeg er OGSÅ glad!”, svarede hun med et stort smil.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Midt i en Oprah Winfrey-udsendelse fik jeg svaret... #sårbarhedogmod