Samtaler med en 3-årig #familieformer

Samtaler med en 3-årig #børnehavelivet

img_20180106_204000-2En ny uge begynder i morgen. Ella havde GLÆDET sig til at komme i børnehave igen efter juleferien. Faktisk måtte jeg berolige hende med, at hun skam nok skulle se sine venner igen. Hun skulle se børnehaven igen! Så forsvandt det mutte blik, og hun lyste helt op. Vi havde ellers haft det hyggeligt i juleferien med smutture til Odense, sommerhustur i det fynske, besøg hos familie i Jylland og julehygge ved mormor. MEN når man er enebarn herhjemme, er det liiidt kedeligt til tider.

Nu er det hendes anden børnehave, da vi startede ud med en enkelt måned et andet sted. En børnehave, der ikke lige var hende. Hver eneste morgen afleverede jeg et barn, der enten tog sig gevaldigt sammen og mut sagde: “Farvel, mor” eller hun hviskede igen og igen, mere og mere bedende: “Jeg gerne hjem, mor. Hjem i mors hus”. I den sidste uge før vi måtte sige stop, græd hun rigtig meget ved afleveringer. Jeg vidste bare, at hun aldrig ville blive glad der. Indkøringen var gået for hurtigt, og det gik mere og mere skævt. På trods af søde pædagoger og en virkelig kompetent og sympatisk leder, måtte jeg kaste håndklædet i ringen.

Her til aften sagde Ella pludselig sådan lidt ud af det blå, at hun ikke kunne lege med de andre børn i den første børnehave. Hun pegede på fjernsynet, hvor der var en række børn. “Jeg kunne ikke lege med børnene i den første børnehave”, sagde hun mut, men tilføjede så helt begejstret: “….men så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE!” Og hun fortsatte: “Det var liiidt uoverraskende. De var lidt uoverraskende, mor…”, sagde hun med bekymret mine og hun skuede op i loftet for at finde de rette ord. “Uoverraskende”, sagde hun igen, og med bøjede, indadvendte knæ bakkede hun tilbage og så helt nervøs ud. Det var tydeligt, at hun ville demonstrere, hvordan hun havde haft det. Ud fra min tolkning var det hendes måde at sige på, at hun havde været utryg og uforstående overfor, hvad der blev forventet. Hun kunne ikke finde sin plads.

Fuld af forundring over at hun fortalte alt det her, betragtede jeg hende bare, siddende på stuegulvet, imens hun talte videre. Jeg ville huske på hver en lille beskrivelse, fordi det gav mig ro i sindet, at hun vidste, at jeg havde gjort mit bedste. Jeg havde set, at hun ikke var glad, og havde reageret på det.

Nede i knæ og med bekymret mine udbrød hun: “Jeg prøvede at lege… Men dén var forkert…..og så fandt MOR EN NY BØRNEHAVE”, udbrød hun, og hun gik hen og krammede mig så kærligt. Hun så helt lykkelig og taknemmelig ud, og jeg krammede hende, mærkede de små, buttede kinder og sagde: “Ja, Ella var ikke glad, men mor måtte sige farvel. Øv. Det var ikke rart. Mor skulle på arbejde. Mor var så trist, når vi vinkede farvel. Vi prøvede. Det gjorde vi. Med ved du hvad? Jeg kunne se, at Ella ikke var glad”.

Ella skuede igen mod loftet og så lidt tænksom ud, og svarede så : “Ja, det var ikke så godt…men mor skulle hjem og skrive og læse”, og hun plingede med fingrene for at demonstrere, at jeg skrev på computer. “Ja, det er rigtigt, Ella”, svarede jeg lettet og bekræftende. Vi krammede igen, og jeg sagde: “Men nu har du det godt i den nye børnehave”, og hun lyste op. Jeg nævnte et par venner, og hun nævnte mange flere 🙂 Det var vist vigtigt for hende at få dem alle med 😉

Det var så befriende at høre hende fortælle om sine oplevelser, da jeg godt kan bebrejde mig selv, at jeg på sin vis svigtede hende i et par uger ved at aflevere et barn, der på alle mulige måder strittede imod. Hun må da have tænkt: “Hvad er det lige, at min mor ikke forstår?! Jeg er jo ikke glad!”. Det var derfor rart at høre, at hun véd, at “vi begge tog os lidt sammen”. For en periode handlede vi i strid med vores umiddelbare følelser, når mor fx sagde: “Du skal nok få en god dag”, og jeg måtte vriste mig fri af hendes greb. En situation som mange mødre desværre oplever, og derfor er det fantastisk, at vi allerede nu kan få sat ord på vores følelser fra dengang. Det er nok lidt unikt for vores relation, for alle mødre og børn er jo forskellige. Ella suger mange indtryk til sig, så det virker naturligt at tale mere om følelser, end jeg havde forestillet mig, før jeg blev mor.

Nu er det ikke kun Ella, der “danse-hopper” af glæde ind i børnehaven om morgenen, fordi hun er så klar på en ny dag. De andre børn i hendes børnehave ser også altid så glade ud. Pædagogerne er dygtige og nærværende og sætter sig helt ned på hug til børnene, kigger dem i øjnene, eller sidder på gulvet og er omringet af børn, der vil sidde på skød og kramme. Nu er der jo ikke flere ressourcer i dén børnehave, end så mange andre (går jeg ikke ud fra, i hvert fald), men tingene fungerer bare.

Hvis der er noget, som jeg var taknemmelig for i 2017 så var det, at vi fik plads i den børnehave. Læs også om, hvad jeg ellers var taknemmelig for i dette tidligere blogindlæg om mit nytårsforsæt.

   

2 kommentarer

  • Maria

    Åh, en dejlig fortælling!
    Hvor ville jeg ønske, at det bar Noa som hoppede af glæde over at skulle i børnehave…
    Hun græder ved hver aflevering og har gjort det i et halvt år nu…! Men de fortæller os, at hun har gode dage…men svigter vi hende…? Prøver hun i virkeligheden at fortælle mig, at hun ikke er tryg? Hun vil ikke sige hvorfor hun ikke vil afsted, men når jeg henter hende er hun altid glad…
    Åh, det er svært!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hjertestreger

      Mange tak for din søde kommentar! Det må virkelig være hårdt, at hun græder ved hver aflevering. Når pædagogerne siger, at hun har gode dage, er det også svært at vide, hvad man skal gøre :-/ Hvis det var mig, der gerne ville finde ud af mere omkring Ellas trivsel i børnehaven, ville jeg fx tegne/lege noget med “børnehave” i hverdagen. Så ville jeg opstille forskellige scenarier, hvor jeg ville betragte hendes reaktion undervejs i legen. Jeg ville fx tage fat i en udfordrende situation, såsom spisesituationer, hvor hun har svært ved at sidde stille. Så ville jeg lege denne “spisesituation” med små figurer sammen med hende, og fx sige helt opgivende: “Ej, det er så svært at sidde stille.. Åhh, hvor er det bare dumt at sidde stille, når man bare gerne vil lege..!”, og så lige for et kort sekund springe ud af legen og sige henvendt til hende: “Er det sådan, du har det ovre i børnehaven?”, og så ville Ella måske nikke og se trist ud eller svare glad: “Nej, jeg er GOD til at sidde stille” 😉 Så får jeg en reaktion på den måde. Måske du kan bruge det som inspiration til at finde ud af, hvordan hun har det – på trods af, at hun ikke siger, hvorfor. Nogle gange fortæller Ella også en del, når vi tegner… Det er jo et godt tegn, at Noa er glad, når du henter hende. Måske er der bare del-elementer i dagligdagen, der gør hende utryg. Jeg ville selv undersøge det til bunds indtil, at jeg havde en god mavefornemmelse, når jeg afleverede, og kunne se, at hun trivedes bedre. Jeg har så meget, jeg kunne sige om det emne, så må hellere skrive et blogindlæg på et tidspunkt 😉 Jeg håber, at det løser sig for jer. Kh. Astrid

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Samtaler med en 3-årig #familieformer