Hverdagslykke med en tumling - 5 gode øjeblikke

Samtaler med en 2-årig, som kun en mor frygter

img_20161011_200118Hvornår er jeg på glat-is i mor-rollen? Det kan du læse om lige her, hvor jeg deler ud af de samtaler, jeg har haft med Ella, hvor jeg lige med nød og næppe klarede at sørge for solskin i den lille piges liv 🙂

Samtaler i dårligt vejr

Det var øsregnvejr i går, hvilket var lidt uheldigt, da jeg skulle hente Ella i dagplejen. Mange ville måske tage bilen for at hente barn, men som jeg skrev om her, har vi ingen, men pønser lidt på at anskaffe os en bil 🙂 Men ud skulle jeg i det dårlige vejr. Da jeg hentede Ella fra dagplejen, klædte jeg hende derfor godt på til at gå hjem i regntøj og gummistøvler. Det gik udover al forventning det første stykke. Vi sang i kor (på repeat): ”Lille Peter Edderkop” og ”Hjulene på bussen”. Vi måtte synge lidt højt i regnen, fordi det jo larmer at gå med en paraply, hvor regnen trommer. Jeg kiggede ned på Ellas små ben, regnhætten over hendes lille hoved og betragtede hendes lille hånd, der holdt fast i klapvognen, imens hun sang sammen med mig. Idyllen havde dog sin bratte ende. Jeg foreslog Lillepigen, at vi sang: ”Bjørnen sover”. Det skulle jeg aldrig have gjort. Så strejkede Lillepigen. Stod først stille. Helt forstenet, og jeg skyndte mig at sige, at vi kunne også synge den med bussen. Jeg begyndte at fremstamme: ”Babyen, der siger vræ, vræ, vræ” (som hun jo elsker…), men nej, der var ikke noget at gøre. Så satte hun sig ned på numsen og begyndte at græde, så jeg måtte tage hende op. Okay, regnvejr i mere end 10 minutter er jo ikke sjovt for selv den mest vandglade lille 2-årige.

Samtaler, der ødelægger hyggen for en 2-årig

Nå, men det gik altsammen, da jeg først havde taget hende op. Så var der bare noget andet, der kom i vejen. Vi havde det jo faktisk rigtig hyggeligt igen, da vi begyndte at snakke om hvepse midt i regnvejret. Vi talte om hvepse, der sagde “wizz, wizz, wizz”, og hun grinte på et tidspunkt (hvor jeg ikke anede, hvorfor, hvilket er ret typisk som mor til Ella ;-)), og vi fortsatte med at gå hjemad i regnen med oprejst pande. Så pegede hun op på grenene i træerne og sagde: “Det er edderkopper”, og jeg gik med på samtalen.. Ville gerne sige et eller andet, der kunne sætte gang i dialogen.. “Er det edderkopper?”, og Ella svarede “Ja…”, men jeg kunne se, at der snart skulle mere kød på samtalen, da hun ellers ville miste tålmodigheden. Så jeg fandt på et eksempel, som en biolog nok ville studse over. “Tror du fuglene spiser edderkopperne?”, spurgte jeg hende, men Ella så forfærdet ud nu… “Neeeej”, sagde hun og fortsatte…: “Neeej, de må ikke spis’ edderkopperne”, og jeg skyndte mig at sige, at “Nej, det gør de heller ikke…”

Ella må alligevel have lyttet efter, når jeg har snakket om fugle, og hvorfor vi ikke mere kan spise skovjordbær i oktober måned (fuglene har jo spist dem!), for Ella kiggede på mig og sagde eftertænksomt: “Fugle spise’ jordbær”.

Ja, det er nok mere sandsynligt end at de spiser edderkopper 🙂 Og jeg skal lade være med at ødelægge hyggen med mærkelige samtaler 😉

Samtaler om mad/drikkevarer, som vi er udgået for

Når du har en 2-årig, bliver du til tider desperat i kampen om at undgå sure miner. Den anden aften spurgte jeg Ella, om hun ville have Havrefras med mælk. I det samme jeg sagde det, kom jeg i tanker om de få dråber mælk, vi havde tilbage. Så måtte jeg ty til det trick, jeg lærte engang for mange år siden. Det var da jeg arbejdede på et demensplejehjem, og de gamle bad om at få serveret stærke drinks sent om aftenen. Mine kollegers råd lød på det samme, som jeg indimellem fortæller mig selv som småbørns-mor – “SNYD!”.

Så jeg blandede vand i de kostbare dråber mælk, og Ella godtog heldigvis denne version af Havrefras med mælk! Tre portioner blev det til – ligesom de gamle på plejehjem altid skulle have en ekstra “whisky”, når det egentlig var cola, vi serverede… De var glade. Ella var glad. Det er, hvad der tæller 😉

Faktisk er Ella en forholdsvis nem 2-årig, synes jeg. Hun accepterer mange ting, men indimellem er der intet, der virker. Vi har ALTID is i fryseren i tilfælde af, at intet virker. En is trumfer enhver pædagogisk anerkendende tilgang. Derudover tror vi heller ikke på for mange forbud/regler, for så er det bare endnu mere spændende med sukker. Gulerødder kan faktisk være mere spændende for hende end chokolade, så jeg tror på, at vi gør det rigtige 😉

Den anden dag kunne jeg forudse en nedsmeltning, da der ikke var flere af Ellas yndlings-is tilbage i fryseren. Hun var løbet fra stuen og ud i køkkenet med den største begejstring, og nu var gode råd dyre. De såkaldte “Løve-is”, som jeg havde navngivet var spist. De er fra Sun Lolly, og de har måske deres egne navne til dem, men den orange is herhjemme er “Løve-isen”. Da Ella fandt ud af, at der ikke var flere “Løve-is” tilbage, begyndte hun straks at græde, og der var kun én ting at gøre. Jeg måtte i al hast navngive den lilla Sun Lolly-is, der lå tilbage i fryseren. Lige efter blogger-bogen tog jeg udgangspunkt i MIG SELV!

“MOR-is!”, udbrød jeg stakåndet til tumlingen. “Vil du have MOR-is?”, spurgte jeg febrilsk og ventede på en afvisning af mit meget-lidt-kreative-forsøg på en navngivning. Heldigvis lyste Ella straks op med et smil og nikkede glad. Puha… Reddet fra en katastrofe 😉

Fra den dag af har “Løve-is” ikke længere været den foretrukne. “Mor-is” er også godt med 🙂

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hverdagslykke med en tumling - 5 gode øjeblikke