Uperfekte ferieplaner, der alligevel gik meget godt

Så stod han og vinkede farvel på perronen!

Ella og jeg var jo i Hamborg for halvanden måned siden… En dejlig tur, som du kan læse om her. Vi tog med toget, og det var jo en længere togrejse, hvor vi skulle skifte i Flensborg – OG Kolding, for til sidst at vende tilbage til Middelfart. Undervejs havde jeg brug for en del klapvogns-løft op og ned ad trapper, og sikke en masse kærlige “dask” jeg har fået på skulderen af folk, der ville tilbyde sin hjælp, længe inden toget stoppede – eller før jeg var nået hen til en stor trappe. FANTASTISK.

Hamborg-turen satte en masse tanker i gang om det her med at møde fremmede. Hvor selvsikker er jeg, når det handler om at tilbyde min hjælp til en anden? Kan jeg slippe lidt af mageligheden, og bare klø på med hjælpsomheden og generøse udspil?

Hvad sker der i de mange møder, som vi har med fremmede i Danmark og i udlandet? Smiler vi til naboen? Begynder vi at konversere med en fremmed?

Eller måske vinker vi til en person, fordi vi synes at vedkommende ser sød ud!?

Det sidstnævnte håber jeg, at jeg oplevede på turen hjem! 🙂 På vej hjem fra Hamborg, oplevede jeg en fyr i starten af 30’erne, der måske vinkede til mig på en perron i Kolding, fordi han syntes at jeg så sød ud…. Ja, måske er det historien… Eller også er historien, at han bare ville vinke mig hen til det rigtige tog, fordi jeg stod og lignede én, der var lost 😉

Han vinkede til mig med et stort smil, og det huskes!

Jeg husker, at kiggede mig selv i spejlet på hotelværelset i Hamborg lige inden vi tjekkede ud, og tænkte: “Nå ja, det blev ikke til så meget makeup”. Det tænker jeg jo næsten hver eneste dag 😉 MEN på en ferie, vil jeg gerne gøre lidt mere ud af mig selv. Det er en luksus, som jeg ikke har tid til i hverdagene. I en sort lang kjole, lidt tjavset hår og sparsom makeup, gik vi ud af hoteldøren og var klar til en afslappende togtur – så afslappende som den nu kunne blive, når ønsket om Kinderæg fra hende den knap 4-årige og ønsket om  underholdning på en 4-timers lang togtur dominerer 🙂

Men det gik jo så fint altsammen…

I Flensborg skulle vi godt nok skifte tog efter 45 minutters ophold, men så var det så hyggeligt på resten af turen.

Ella og jeg satte os ind i toget, på de her klapsæder lige ved døren, og der var næsten mennesketomt bortset fra et par unge fyre, der sad et par sæder fra os. De snakkede tysk, så indimellem prøvede jeg at forstå, hvad de snakkede om. Den ene fyr grinte højt og cirka hvert 3. minut, så jeg kunne ikke undgå at bemærke ham. Han så da sød ud, men jeg skulle oppe mig, hvis jeg skulle matche hans lattermildhed og funklende øjne, der lyste det kedelige tog op.

Okay, Ella sørgede også for lidt underholdning. I Padborg var der paskontrol, hvor Ella sprang ud foran en ung politibetjent i toget, der skulle tjekke vores pas. Jeg havde ikke sat hende ind i, hvad det gik ud på, så helt begejstret og med sit pas i hånden sprang hun ud foran ham: “VÆRSGO’!”. Jeg greb ud efter hende i et kram, så han hurtigt kunne komme forbi, og han kunne fortsætte sit seriøse arbejde. Han tog det heldigvis med et smil 🙂

Da vi nåede til Kolding hjalp den ene fyr mig med klapvognen, og da jeg stod af perronen og ville orientere mig, lagde jeg mærke til, at de to fyre skulle til at gå ind i det tog, som jeg også skulle med. Ham fyren, der grinte så meget, rakte armen i vejret og vinkede til mig med et stort smil, imens han råbte noget, der kunne være en farvel-salut… Jeg vinkede tilbage med et smil, og gik så hen imod toget. Denne gang sad vi ikke tæt på hinanden, men da toget ankommer til Middelfart, skal de også af. Det var ret pudsigt, at de lige skulle af i Middelfart, og de blev åbenbart hentet af en slags værtsfamilie i Middelfart. Sidenhen har jeg tænkt på det store smil, jeg blev mødt af i Kolding, og armen der vinkede. Denne umiddelbarhed var forfriskende, og oplevelsen lærte mig om vigtigheden af at gøre noget ekstraordinært positivt i ny og næ, så du bliver en sol i en andens grå hverdag 🙂

I går kunne jeg selv have været lidt af en sol, men jeg fejlede…

Jeg var på vej hjem fra Flensborg i et propfyldt tog, og var så fornuftig, at jeg havde taget madpakke med på turen. En 4-årig dreng kiggede sultent på min rugbrødsmad. “Ej, det kan ikke passe”, tænkte jeg og spiste videre. En rugbrødsmad med vegansk tomatpostej var sikkert ikke noget for ham… Det måtte være af andre grunde, at han kiggede så indgående på min mad. Måske lugtede den? Ja, jeg nåede at tænke mange tanker.

“Mor, jeg er SUUUULTEN…”, jamrede han øjeblikket efter, at jeg havde fortæret min mad. Hvis jeg havde haft en ekstra mad med i tasken, havde han fået den – hvis jeg ellers turde at tilbyde den, med risikoen for at blive afvist… Afvist af en 4-årig, der ikke ville have min mad – eller at hans mor syntes det var en dårlig idé:-)

Det er ikke let at gøre en forskel i det daglige, men der skal så lidt til, og når det lykkes – så huskes det!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Uperfekte ferieplaner, der alligevel gik meget godt