Kan man være lykkelig i Herning Messecenter?

Om Mads Holger, og om at lære børn (og voksne) at bede om hjælp

IMG_20160706_190159Ligesom mange andre danskere er jeg blevet rystet over den tragiske nyhed om Mads Holgers død. Til dem der ikke ved det, var han uddannet i teologi, men fungerede som skribent, blogger, forfatter, debattør og provokatør.

Egentlig kendte jeg ham ikke så godt fra medierne, men har læst en masse om ham, lige siden jeg hørte, at han valgte at ende sit liv. Politisk var vi ret uenige, men uenig eller ej, får jeg selvfølgelig, fra alt det jeg har læst, sympati for Mads Holger. Hvis bare han havde bedt om hjælp… Måske hjælp til at tackle magtesløsheden over den til tider uretfærdige verden, som han gerne ville forandre, men ikke kunne. Hjælp til i højere grad at finde balancen mellem det udadvendte og indadvendte liv, og balancen mellem at være hårdfør og sårbar. Han virker til at have været en sammensat person, der gjorde og sagde en masse, som folk misforstod. Der er meget skam forbundet med at være misforstået, og skammen er jo virkelig gift for sjælen. Han fik kritik, og tacklede det udadtil meget godt, men han var åbenbart mere sensitiv end det billede, som de fleste havde af ham. Trist..

I forhold til hvordan vi opdrager vores børn, kan vi jo også lære vores børn, at der er mange måder at bede om hjælp på. Der er den hjælp, som man ved, at man har brug for – men også den hjælp, som man ikke har et billede på. Vi skal ikke altid have et svar på, hvad vi har brug for. Vi skal lære vores børn, at det er tilstrækkeligt at sige til en voksen: “Jeg har brug for hjælp”. Vi kan give vores børn et billede af, at det at søge hjælp er et begreb, der kan dække over mange ting. Det kan handle om meget eller lidt hjælp, og om at klare noget næsten selv eller at have mange omkring sig til at hjælpe. Er vi mon gode nok til at huske det i opdragelsen, at vise vores børn, at det er okay at bede om hjælp? At vise sårbarhed? Hvis andre bliver misforstået, kan vi måske også hjælpe vores børn til at blive rummelige mennesker ved at forklare, at alle bliver misforstået engang imellem – og at det ofte er noget uden for den person. Vi skal huske at sige “pyt” til de misforståelser, der rammer os. Misforståelser, der rammer store som små. Det er jo indimellem en del af tidsånden, hvis vi bliver misforstået i en bestemt henseende. Nogle mennesker er super gode til at være på det rigtige sted, og på det rigtige tidspunkt – og sige det, der forventes. Andre går igennem et helt liv med masser af misforståelser.

Se fx denne nedenstående statusopdatering, som Mads Holger skrev på Facebook d. 28. maj, og som jeg synes er ret humoristisk, og som siger noget om, at misforståelser jo altid handler om øjnene der ser. (Se billedet nedenfor).

“Som flere sikkert vil vide, har jeg udgivet en del romaner, hvoraf flere har fået en hård medfart i dansk kulturliv grundet navnlig mit sprog. Senest blev jeg af Politiken erklæret den dårligste forfatter i Danmark, hvilket bl.a. skyldtes, at jeg anvendte det danske ord “endskønt”. Selvom mit sprog påvist er meget korrekt, selvom jeg har studeret netop sprog gennem mange år og er eksamineret i syv af slagsen, selvom jeg i 20 år har levet stort set udelukkende af at skrive og sandsynligvis er en af landets mest læste skribenter, måtte det af Politiken med vanlig excessiv aggression fastslås, at jeg ikke kunne skrive. Det var jeg naturligvis ked af, men sådan kan det jo gå. Imidlertid kunne jeg derfor godt tænke mig at henlede opmærksomheden på nogle af de udgivelser, som omvendt høster succes. Her er vi i tidsskriftet Hvedekorn, hvor fremtidens største talenter inden for litteratur og lyrik udpeges. Dette er et digt med titlen “Morgensonate” af den unge lyriker Alberte Klysner (Hvedekorn nr. 1, 2016, side 28). Jeg for min del må bare blive ved at øve mig”.

mads holger

Vores børn skal føle, at der mindst ét sted i verden, er plads til dem, hvor de føler sig accepteret som dem, de er. I den ideelle verden er alle børn jo accepteret derhjemme. Men ellers må der være et andet sted, hvor børnene bliver mødt med milde øjne. Hos bedsteforældre eller hos venner. Det kan ikke altid være den enkeltes problem at føle sig accepteret af det omgivende samfund. Det omgivende samfund har også et ansvar for at sige tingene på en pæn måde, så kritik bliver til konstruktiv kritik og anerkendende ord falder, når det er på sin plads. Jeg vil gøre mit for at møde alle børn, som de er, og give dem positive og anerkendende ord med på vejen. At sætte grænser er noget andet – det er ikke at snakke negativt til- og om børn. Det er at slå en streg i sandet og vise: ‘Hertil og ikke længere’, men jeg kan stadig godt lide dig, og om 5 minutter vil vi to fjolle og grine sammen igen.

Det var, hvad jeg tænkte om, hvordan vi som samfund kommer videre herfra. Om det er en kendt person eller en ukendt person, der vælger at tage sit eget liv, er altid et liv for meget, hvor vi som samfund har fejlet et eller andet sted. Skam fylder utrolig meget i vores samfund. Hån, latterliggørelse og kritik af andre fylder på sociale medier, og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det, men vi kunne i hvert fald debattere det mere, end vi gør. Det er ikke i orden at grine ondsindet ad andre – hverken som barn eller voksen.

Hvil i fred, Mads Holger.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan man være lykkelig i Herning Messecenter?