Livet med børn - her er vores hverdag i billeder

Om en tumlings tøjkriser og mors irriterende spørgsmål

17571932_10154927431101413_440771863_oI går sorterede jeg Ellas tøj. Selvom det ikke er alt tøjet, der er for småt, er der også bare en del tøj, som Ella ikke bryder sig om. Jeg husker, at under min graviditet var der en mor, der sagde til mig, at hendes børn var meget sensitive overfor tøj – det skulle være bestemte materialer, og det skulle være super blødt. Nu ved jeg præcis, hvad hun mener – bortset fra at Ellas præferencer går mest på, at det ikke må være kjole, eller noget der minder om en kjole.

17571229_10154927413771413_1286589152_o

Fx har jeg det her billede af hende, hvor hun har sin fine, hvide bluse på med lidt rynkebånd i kanten af ærmet. Det var et held, at hun fik blusen på dén dag, for næste gang udbrød hun febrilsk, da hun havde fået blusen på: “Nej, nej, ikke kjole, ikke kjole”. For hende var der lidt “kjole” over de der ærmer… Ja, ja… Moren kan end ikke komme afsted med at give hende en bluse på med lidt “svung” i.

I går stod jeg foran kommoden og indimellem fremviste jeg tøj til Ella og spurgte om hendes mening: “Hvad synes du om denne her? Kan du lide den?”. Den første smarte sag var en kjole, men i en koksgrå farve (drengefarve), så den kunne hun måske godt lide?

Her tog jeg helt fejl… “Det lugter…”, svarede hun. Hmm, det startede ikke så godt. Så prøvede jeg igen og sidste gang. Jeg vil ikke bombardere hende med alverdens spørgsmål, og samtidig skal hun heller ikke udelukkende bestemme lugten i bageriet 🙂 Hun er 2 ½ år, og har hverken brug for en personlig assistent i form af sin mor eller brug for 117 spørgsmål 🙂 Nå, men jeg måtte lige spørge hende, hvad hun syntes om en rigtig fin buksedragt (som også plejer at være et sprængfarligt tøjemne). Jeg fremviste buksedragten, mens hun stod lige foran mig. “Se, den her, Ella… Hvad synes du om de her BUKSER!?” Strategisk, kloge mor fik et ærligt svar fra Ella… Et svar, hvor Ella brugte hele kroppen som udtryksform. Hun faldt simpelthen ned på sine små knæ med et stort SUK, kneb øjnene sammen og hele overkroppen faldt sammen som en sæk kartofler, og jeg skyndte mig at spørge: “Hvad er der…?”, og hun svarede: “KAN ikke lide DE BUKSER…”

Okay, så forstod jeg, at dårligt tøjvalg går hende på, som det går en gymnasiepige på den første dag i skolen 🙂

Det er ikke altid nemt at være en 2-årig med alle de store følelser, og jeg er opmærksom på, at irriterende mor-spørgsmål kun skal fylde en meget lille del af vores hverdag. Små børn kan jo slet ikke svare på alt det, som vi gerne vil have dem til, og så lever de også bare så meget i nuet. På et tidspunkt læste jeg i en artikel på nettet, at det er godt at snakke med sit lille barn om dagen der er gået, fordi det styrker deres hukommelse, og de får sat ord på en masse. Inden jeg læste artiklen, spurgte jeg sjældent til ting, der var sket, når jeg var sammen med Ella. Vi var bare i nuet! Da jeg så havde læst denne fornuftige (ekspert)-artikel, ændrede jeg lidt tilgang til Ella. Nu begyndte jeg at spørge til forskellige ting, der var sket. Det har været rigtig fint, men så i sidste uge læste jeg, at børn er så meget i nuet, at det ikke giver så meget mening at spørge til en hel masse, der ER sket. Vi skal bare nyde, at børn ikke har noget problem med at leve i nuet – noget som mange voksne jo tilstræber! Faktisk var de to artikler lidt modstridende, og jeg blev endnu engang bekræftet i, at vi også bare skal lytte til os selv, os mødre. Er der noget, der virker mekanisk at gøre? Så lad’ være. Hvad virker fornuftigt? Hvad giver energi, glæde og latter imellem mor og datter? Gør alt det… Mærk konstant efter, hvad der føles rart for alle parter.

Om morgenen skal barnet måske ikke spørges om, hvad det kunne tænke sig til morgenmad – måske er det bare et “Værsgo og spis, min skat…”

Og så kan barnet jo bare lade være med at spise, hvis barnet ikke er sultent… Eller beklage sig, hvis det kunne tænke sig noget andet, som mor kan fikse i løbet af 3 minutter…

Når Ella viser, at hun er ved at få for meget af alting – det kan være med ord eller hendes kropssprog, plejer jeg at tie lidt stille, lade hende få lidt skærmtid, eller vi tager på en lille udflugt. Fx tog vi til Helnæs i går på en søndagsudflugt. Så kom vi alle ned i gear, for der sker ikke så meget på de kanter, men smukt er det! Ella fik snakket med en kat, der faktisk godt kunne lide børn, så hun var helt ekstatisk.

17571740_10154927426731413_1360935621_o

På det her billede løber katten godt nok væk fra hende, men ellers fandt den sig i at blive krammet, klappet – og endda hevet lidt i halen – ja, man skal være over dem, konstant. Det er vist godt, at vi ikke har en kat derhjemme. Katten led vist ikke overlast, da den var lige så hengiven, da vi sagde farvel, som da vi sagde hej. “Farvel, katten”, sagde Ella og vinkede, og så tog vi videre ud i det fynske landskab omkring Snave og Haarby.

Vi tog bl.a. forbi Haarby Pizzeria for at spise aftensmad, og da vi nærmede os hjem, sagde Ella: “Dejligt at spise mad. Tak, aften”. Så var forældrene selvfølgelig pavestolte. Der er vist en “Ella Gad” gemt i hende 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Livet med børn - her er vores hverdag i billeder