De svære beslutninger, der viser sig at være okay

Noget, som alle mødre kender til – flade batterier!

img_20170420_122618_653Påsken er ovre, og mine batterier er ved at lade op nu. Ja, i omvendt rækkefølge. Ella har lige været syg, dernæst var jeg syg og så sammenholdt med et hjem, der godt kunne trænge til min opmærksomhed, var det op ad bakke. Nu har jeg fået sofa, knagerækker op og forskellige andre ting, der skulle til, så det føles mere som et hjem. Mormor var heldigvis sød til at hjælpe os under denne sygdomsperiode.

Ella skulle egentlig have været i gæstedagpleje i dagene før påske, men hun var forkølet, og derfor holdt jeg hende hjemme. Det var en gæstedagplejer, hun ikke kendte i forvejen, så selvom jeg virkelig trængte til at få styr på hjemmet (og arbejdet), kunne jeg bare ikke sende hende afsted med snotnæse til et helt nyt sted. Resultat=efter 3 dage hjemme var jeg virkelig træt af at være PÅ konstant. Jonglere med arbejde, når Lillepigen sov, sørge for god mad og drikke hele tiden, underholde og koordinere med farmand omkring samvær – hvilket viste sig at være et halvdagsprojekt. MEN det er bedre nu – vi har allerede forfinet vores projektlederevner 🙂

Påsken har også været andet end sygdom. Ella har bl.a. fundet påskeæg i mormors kolonihave, og jeg tog også Ella med i skoven her i Middelfart en dag. Jeg måtte lokke hende med, at vi skulle se på myrer og edderkopper… Så ville hun gerne ud at gå! Hun fik lov til at vælge klapvogn – og jeg véd, at hun altid vælger den lille lette sommermodel (som slet ikke er praktisk til det ustadige påskevejr i Danmark!) Men hun fik lov og blev stjernelykkelig. Ja, hun tog endda min hånd op til sin mund og kyssede den – ja, så kan man jo klare alt her i verden, ik?

Hun gik glad afsted ved siden af klapvognen, og ville gerne op i klapvognen lidt senere på turen. Puha, lettelse, at det ikke var en kamp. Da vi nåede til skoven, fik hun med det samme helt røde kinder og helt lysende øjne af begejstring. Hun løb og løb op ad stien, og så så glad ud. Vi fik rigtig sludret om alting. En mand, sidst i trediverne, kom gående meget hurtigt forbi os (og havde ikke det mest åbne kropssprog – måske grundet sygdom), og Ella løb straks efter ham. Hun så ham åbenbart som en sympatisk mand, som hun måtte sig hej til. “Kom tilbage, kom tilbage”, råbte hun imens hendes små ben ilede afsted for at prøve at fange ham. Ellas yndlingsbeskæftigelse er godt nok at sige hej til folk, men hun overrasker gang på gang, hvor tillidsfuld hun er.

Da vi næsten var hjemme igen, dvs. nåede ind i indkørslen, sagde Ella glad: “Så, nu er vi hjemme”, og det har hun sagt siden dag 2 her. Det er gået langt bedre end forventet med omstillingen. Inden vi lukkede os ind, mødte vi en af vores naboer. En sød, nydelig dame sagde hej til Ella, og jeg spurgte Ella, om ikke hun ville sige hej? Ella lignede ikke ligefrem én, der var til at rokke eller stikke i, men man kunne jo håbe… “Ella, ikke sige hej”, sagde hun surt. Ella havde brugt sine batterier! Det kan vi alle jo komme ud for 🙂 Heldigvis var naboen meget forstående, og næste gang Ella ser naboen løber hun sikkert efter hende for at fange hende. Hvem ved? 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De svære beslutninger, der viser sig at være okay