Et børneliv i Tyrkiet? Hvordan ville det have været?

Når jeg er mest stolt af min datter, er det når…

img_20170106_104002_786

Ella, nytårsaften 2015

Når jeg er mest stolt af min datter, er det når hun…

Beder om hjælp: “Mor, du gerne hjælpe mig”

Beder om trøst: “Ella ke’ af det. Så mor trøste…”

Beder om konkrete ting. som et slags plaster på såret: “Mor, puste…”

Når jeg er mest stolt af min datter, er det også når hun…

Beder om trøst ved hjælp af sit kropssprog….

Når hun fx tager min hånd og aer mig hen over sit hoved og kinder, fordi hun ved, at det gør jeg ALTID. At hun overhovedet beder om dette, er utroligt i sig selv, da der nærmest ikke er en plads i døgnet, hvor jeg ikke nusser de små kinder og aer hendes hår. Til gengæld hader hun, når jeg kysser hende 😉 Så jeg prøver faktisk at lade være, for selv små kindkys gider hun ikke. Uhh, det er svært! Lykken var, da hun i går gav mig et kindkys af sig selv, da jeg hentede hende fra dagplejen…

Det gør mig også stolt, når hun….

Beder om trøst, når hun er bange, og hun fx udtrykte sig helt klart om hendes frygt for fyrværkeriet ved nytår. “Mor, jeg er bange. Trøste mig.”, sagde hun.

Hun havde faktisk grædt kortvarigt, da hun var ude at gå tur med far, og da hun forklarede mig efterfølgende, hvad der var sket, sagde hun: “Ella bange lys. Mor trøste. Ella ked af det”, og så tog fingrene op til kinderne og imiterede tårer, der løb ned ad kinderne.

Det kan godt være, at min datter til tider er lidt frygtløs og fx skal prøve alle de vilde ting i legeland og snakker med gud og hver mand på gaden OG store hunde! Men fyrværkeri kunne hun ikke lide, og det gør mig så stolt, at hun viser sårbarhed og kan udtrykke følelsen af frygt så fint. Jeg håber, at hun bevarer denne evne hele livet. Det er vel egentlig dét, som ofte går galt i kommunikationen, når vi bliver ældre, og vi egentlig ikke vil være ved, at vi fx er bange, bekymret, ked af det eller har brug for trøst i form af et kram. Så pakker vi følelserne væk eller kalder ikke følelserne ved deres rette navn, så vi udtrykker mixede signaler, og det smitter af på kommunikationen til andre – og relationerne. I stedet for at alting er så klart, når vi taler med et lille barn, der udlever sine stærke følelser, bliver det til en gang rod, når vi bliver voksne. I hvert fald indimellem 😉 Så skal vi på ny finde ud af vores følelser, og vi spørger os selv: “Hvad betød det mon, da jeg reagerede sådan og sådan?”. Det er den lille tumling sjældent i tvivl om, men mangler bare sproget til at udtrykke sig 🙂

Billedet til dette blogindlæg er fra sidste år, hvor Ella ellers var glad for fyrværkeriet. Hun så farverne på himlen, slog ud med armen, og sagde: “Bum, bum” i ren begejstring! Det lille barn er nu 2 år og en rigtig lille følsom én, ligesom hun rummer mange andre følelser. Fra raseri til lykke på et splitsekund. Det er nu skønt at være mor til en tumling 😉

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et børneliv i Tyrkiet? Hvordan ville det have været?