Hvornår følte du dig mest succesfuld som mor? Og som menneske?

Når barnet savner mor og far – men mest far

18379362_10210951234674397_1514305391_oDenne weekend har været rigtig god. Livet er godt. Ja, i dag føler jeg bare taknemmelighed. Det skyldes nok også, at jeg har været til frisør i dag. Det hjælper altid 😉

Fredag sås jeg med den kvindegruppe/tøseklub, jeg er en del af, og det var dejligt at have en fredag for mig selv, imens Ella var hos mormor. Lørdag og søndag havde farmand hende meget, da jeg bl.a. skulle arbejde – ja, sådan er det indimellem som selvstændig. Søndag sås jeg med to veninder fra mange år tilbage, som jeg netop har fået kontakt med igen, så det der med at flytte tilbage til barndommens by passer mig rigtig godt 🙂

Når barnet har det godt, har mor det godt

Angående det faktum at jeg også skulle arbejde i weekenden, var det fedt, at det kunne passes ind således, at både farmand og datter fik mere tid sammen, imens mor arbejdede. Win-win for alle parter.

Til dette blogindlæg valgte jeg dette søde billede af Ella, der er på tur med farmand.

Ella, der spiser “hotdog” på torvet, dog med kyllingepølse i stedet for, men mere dansk bliver det næsten ikke 😉

Det var vigtigt for Ella, at hun havde mere tid med farmand i denne uge, for hun var begyndt at spørge til ham på sin egen måde: “Jeg kan ikke finde Baba”, sagde hun flere gange. Mit moderhjerte gjorde helt ondt. I det første stykke tid blev hun hurtigt mæt af samvær, og ville hjem til sin mor, men i denne weekend kunne hun slet ikke få nok af Baba. Og det passede mig helt fint 😉 Han sendte mig billeder, og jeg kunne se, hvor meget de hyggede sig i solen med skovtur osv. – imens jeg arbejdede 😉 Vi tog også ud et par timer alle tre for at spise noget pizza lørdag aften, og det var også okay, selvom det selvfølgelig altid er en balancegang, for to timer er måske fint, men så kan den tredje time være dråben der får bægeret til at flyde over. SÅ, alt med måde. Ella var glad, og så prøver vi selvfølgelig at se, om ikke det duer engang imellem. Det virker til, at engang imellem kan vi godt ses alle tre for hendes skyld.

Det sværeste lige nu?

Ja, det sværeste lige nu er, at det er en periode, hvor vi prøver os lidt frem, da ingen af os er så meget til helt fastlagte skemaer, og det fungerer heller ikke så godt til Ellas temperament, da det kan være, som vinden blæser – ligesom mors og fars 😉 Det har både sine fordele og ulemper, at vi prøver os frem og hele tiden tager udgangspunkt i hendes behov. Jeg mærker en utålmodighed efter at tingene “bare kører”, og at jeg ikke længere behøver at tænke så meget over alting. Men jeg skal vist nødigt klage, i forhold til mange andre familiekonstellationer med 7/7-ordning og sammenbragte familier. Min utålmodighed skyldes nok bare træthed i det hele taget. Træthed i forbindelse med forandringerne, og at jeg trænger til lidt forkælelse og en “liggen på sofaen”, hvor det bare handler om mig og mine behov. I 2,5 år har jeg tænkt på Ella nonstop og prøvet at få alting til at fungere, og nu er jeg bare træt! Men selvfølgelig også taknemmelig for alt det, der fungerer.

Er hun mere bevidst om tingene nu? Eller er det en reaktion?

Ella er blevet bevidst om mange flere ting, end før flytningen. Det kan sagtens være en reaktion, tænker jeg. Henne i dagplejen er hun meget bevidst om, at mor er på arbejde, og hun kan give udtryk for, at hun savner mig, hvilket er noget helt nyt. Samtidig med flytningen begyndte hun pludselig at bruge følgende sætning, som jeg ikke anede, hun kunne, og som enhver forælder jo frygter i forbindelse med en separation/skilsmisse: “Det er min skyld”. Hvis der sker noget uventet – et glas der falder på gulvet fx, siger hun indimellem: “Det er min skyld”. Det er ikke sjovt for moren, men jeg forsikrer hende om, at det ikke er hendes skyld, og så bliver hun glad igen. Samtidig må jeg også indrømme, at jeg nok har været lidt mere på stikkerne ovenpå flytningen, fordi jeg har haft en idé om, at nu skulle alting være perfekt, og vi skulle passe godt på alting! Men alt med måde, og jeg løsner tøjlerne igen, for Ella har ikke brug for, at moren har mistet sin humoristiske sans og overbærenhed midt i denne forandringstid.

Så om det er alderen, der gør at hun pludselig er blevet meget bevidst om alting, eller det er en reaktion på flytningen – ja, det er jo nok en kombination.

“Mor, jeg kunne ikke finde dig”, siger hun også indimellem. Faktisk har hun sagt det så meget, at jeg snakkede med dagplejemor om det, og vi blev enige om, at det var nok en kombination af, at hun er mere bevidst nu om mange ting – men også en reaktion på forandringerne.

At rumme hendes følelser er det eneste, jeg kan gøre

Den anden dag begyndte hun at blive helt hysterisk igen, som jeg nævnte et tilfælde af i dette blogindlæg. Det er jo almindeligt for børn i den alder, at det kan være frustrerende, når de ikke kan sætte ord på, hvad de gerne vil. Jeg tog dog chancen og spurgte Ella, om hun savnede Baba? Og så faldt hun straks helt til ro og svarede: “Ja, savner Baba” med helt bøjet hoved, og hun lagde sig ind til mig. På det tidspunkt sad jeg på gulvet ved siden af hende, og det var derfor let for hende at lægge sig i mine arme, og hun gentog: “Jeg savner mor og Baba, savner mor og Baba, savner mor og Baba”, og det var med en trist stemme, og hun var lige ved at græde, så jeg strøg hende over håret, og fortalte, at det da heller ikke var sjovt, og at jeg godt kunne forstå hende. Nærmest øjeblikket efter fik hun øje på noget udenfor, der fik hende til at live op, og hun rejste sig op igen og smilede til mig, imens hun så helt lettet og glad ud. Man skulle ikke tro, at hun lige havde været ved at græde for under et minut siden! Så åndede moren også lettet op, for jeg synes det er helt utroligt, at mange andre mødre er gået igennem det her før mig med et trist barn, der savner at se sin mor og far sammen. Det er jo dét jeg tolkede af hendes sætning: “Savner mor og Baba”, for det er som regel dét hun lægger vægt på. Tænk, at så mange andre mødre er gået igennem den følelse af afmagt og skyldfølelse – det er jo virkelig hårdt at se sit barn være ked af det af præcis dé årsager! At hendes trygge fundament er ved at omforme sig, og det ikke bare var “noget vi legede”, som i de første par uger her. Hun reagerede jo ikke på at være et andet sted og væk fra Baba, men nu er realiteterne ved at gå op for hende.

Jeg kan jo kun være der for hende, og så prøve at samarbejde med Baba om det, så han fx véd, at han var hjertens velkommen til at tage hende nogle ekstra timer i denne weekend. Vi har en overordnet aftale om samvær – men Ellas behov kommer altid i første række.

Lettelsen, når andre lytter

Da jeg så hendes lettede ansigt, huskede jeg, hvordan det var, da jeg selv var barn. Der skulle så lidt til, før jeg var glad igen, hvis jeg delte mine bekymringer med en voksen. Det var især min mor, der var god til at lytte, og det slog mig, da jeg så Ellas ansigt, at jeg trods alt er lykkedes med noget – at få hende til at tale om følelser og være god til at rumme forskellige følelser, selvom hun er så lille. I stedet for at vende det indad, så hun bliver trist, vil hun derfor fra helt lille have lært, at man jo altid kan snakke med nogen om det. Måske vil der være én person der skuffer og ikke kan lytte anerkendende, men så er der så mange andre der kan. Der skal nok være én derude der forstår. Det håber jeg, at hun tager med sig ud i verdenen. 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvornår følte du dig mest succesfuld som mor? Og som menneske?