Om stillestunder i børnefamilier

Mor og datter – som to dråber vand?

17236958_10154874046531413_954802601_oDet er meget sjældent, at jeg kan lokke Ella i en kjole. Det er derfor noget af et held, at jeg fik et billede af hende, da hun for nogle måneder siden havde denne røde kjole på. Det er efter dagplejen, og hun er egentlig ikke så tilfreds, da hun vist bare gerne vil have den af! Jeg nåede dog lige at fange det her billede, hvor hun ligner mig til forveksling, da jeg var på samme alder. Jeg var lidt mere rundhovedet og vist lidt større i det generelt. Ella er et lille myr, men ellers ligner vi da ret meget hinanden, trods hendes sydlandske far 😉

Nu har jeg opgivet at give hende kjoler på, da hun også i endnu højere grad protesterer i dag. Meget kan jeg byde hende, men ikke at hun skal have kjole på 🙂 Jeg var HELT anderledes i den alder. Jeg var den yngste til børnedans, hvor jeg startede, da jeg var 2 år. Der var ingen vej udenom. Jeg snakkede konstant om dans, dansede rundt i stuen osv. osv. Ella er ikke så vild med at danse – kun hos dagplejemor. Herhjemme passer det hende bestemt ikke, at vi begynder at danse 😉 Det kan være, at det ændrer sig hen ad vejen. Hun elsker typiske drengefarver og drengetøj, “farlige uhyrer” og typisk drengelegetøj, hvorimod jeg var stik modsat. Jeg elskede at lege med dukker, og har aldrig søgt drengelegetøj. Tøjet kunne heller ikke blive piget nok, da jeg var 2 år gammel. Jeg lavede en scene, hvis min mor kom hjem med noget tøj, der ikke var lyserødt eller rødt. Det var KUN det, der duede, og forøvrigt hadede jeg fløjsbukser, som jo ellers var hot i 80’erne… Ja, jeg vidste godt, hvad jeg ville have, og dét har vi dog til fælles, Ella og jeg. Vi vil ikke nøjes, nogen af os. Vi er meget sensitive, så vi bemærker alt og reagerer på det. Men hvor Ella er lidt højrøstet og siger tydeligt fra med ord og store armbevægelser (er det fra faren, hun har det, mon?;-)) var jeg en mere stille og forsigtig pige – altså, når jeg ikke lavede en scene over tøjet 😉

Ella bliver nemt begejstret og kan råbe højt af begejstring, når vi er nogen steder, så folk vender sig om. I Fakta den anden dag fik hun øje på et stort reklameskilt med en ko på. Hun var MEGET begejstret, og hun råbte op: “Der er en KO!”, og det gentog hun igen og igen, og jeg smilede og svarede: “Ja, der er en ko..” Men hun blev ved, og da hun åbenbart ikke syntes, at jeg var engageret nok, tilføjede hun: “Og den prutter!”. “Koen prutter!”. Det gentog hun så også igen og igen – selvfølgelig ved at råbe det ud i hele Fakta.

Jeg var også et barn, der blev nemt begejstret og selv som voksen skal der heller ikke så meget til, før jeg synes noget er fantastisk 😉 Så på den måde minder vi om hinanden.

Da jeg var barn, skulle jeg se folk an. Jeg kunne godt være temmelig genert. Det er sjældent, at jeg har set Ella genert, og de få gange har jeg bare stået og nærmest sagt: “Åhhh, hvor er hun sød!”, for det er uvant at se hende vende hovedet væk i generthed. Hun har flere gange præsteret bogstaveligt talt at hoppe op i favnen til næsten fremmede folk, og selvom der er noget familie, som hun kun ser med et par måneders mellemrum, krammer hun dem til den store guldmedalje, når vi ses med dem.

Jeg har altid ønsket mig en datter, og jeg er super taknemmelig for, at jeg så fik en datter – og lige præcis Ella! Jeg husker stadig, da jeg i Tyrkiet fik at vide, at det var en lille prinsesse der lå inde i maven, og jeg tænkte straks: “Ej, så heldig kan jeg simpelthen ikke være! Tænk, at jeg får en datter!”. Selvfølgelig havde jeg elsket en søn lige så højt, men når nu jeg vidste, at vi højst sandsynligt kun skulle have ét barn, var jeg glad for, at min barnedrøm om engang at få en datter gik i opfyldelse. Af alt, hvad der er tilkommet mig som værende heldigt i livet, følte jeg, at den dag hos lægen, overgik alt. Jeg følte, at jeg vandt i lotteriet den dag, jeg hørte den tyrkiske og stramtandede læge sige på gebrokkent engelsk: “It’s a princess”.

Nu vil jeg spise pandekager sammen med Ella og nyde torsdag aften i hendes selskab 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om stillestunder i børnefamilier