Er jeg nu en god nok mor? Det evige spørgsmål

Modige mødre – er du én af dem?

img_20171012_210425_342‘Mod’ er noget af det mest centrale ved at være en god mor

Jeg vil mene at ‘mod’ er noget af det vigtigste i livet som mor. Det gør en forskel for vores børn, hvis vi tør at vise vovemod, når det gælder – fx konfrontere en forælder til en mobber i skolen eller fortælle naboen, at du ikke har i sinde at opdrage anderledes på dit barn (hvis du mener, at I gør det godt nok), eller du er måske modig, når du fortæller en kollega, at det faktisk ikke går så godt derhjemme. Der er mange måder at være modig på, og det er interessant at snakke med andre om, hvornår de har været modige.

Hvornår har du sidst været modig?

Hvornår har du mon sidst været modig? Vil du betegne dig som en modig person, der tør at træde ud af din komfortzone for at opnå noget andet af livet? Er du en modig mor, der tør sætte grænser på dit barns vegne? Sige til og fra? I en eller anden grad er de fleste mødre modige – i hvert fald dem, der går op i moderrollen, og har ressourcerne til at være en god mor. Jo mere jeg tænkte over, hvornår jeg havde været modig, jo flere beviser for det kunne jeg finde. Sådan er det jo nok også med mange ting i livet, at vi indimellem skal stoppe op og rose os selv for de gange, vi gør det rigtig godt!

Efterårslæsning om en modig kvinde

I forbindelse med emnet til dette blogindlæg omkring ‘mod’, kom jeg i tanker om den bog, jeg læser pt. Det er en bog, der hedder: “Brev til mor”, og er skrevet af Malene Lauritsen og Carsten Graff. Det er Malene, der fortæller sin historie i bogen om at have været udsat for incest i sin barndom.

Selvom det er barsk læsning, læser og læser jeg, for det er så hudløst ærligt fortalt, så direkte og modigt at hun deler noget så sårbart med læserne. Undertitlen til bogen er: “Om at komme ovenpå efter en svær barndom”, og der er masser af håb i bogen – godt nok i bittesmå lyspunkter til at begynde med, men de er der.

Det er tydeligt, at hun heldigvis er født med en stor portion empati og et godt hoved, hvilket giver hende ressourcer til at finde en vej ud af den svære barndom. Barndommens negative spor kunne lige så godt have forfulgt hende langt ind i voksenlivet og givet hende en følelse af håbløshed, som hun ikke kunne komme ud af. Hun er et offer for sin fars frygtelige misbrug af hende, men føler sig ikke længere som et offer, da hun har fået et godt liv. Derudover er det utrolig modigt, at hun tør dele sin historie med omverdenen, og hendes vrede over at blive behandlet som hun blev, førte hende også langt, da vreden måske aktiverede endnu mere ‘mod’ i hende. Fik hende til at gøre, hvad der skulle gøres, så hendes far velfortjent endte med at komme i fængsel. Hun fandt modet til at anmelde sin far for voldtægter igennem sin barndom, og hun fandt modet til at skrive en bog om det, stille sig op og sige, præcis hvordan det var. Hun holder foredrag, og har en Facebookside, som jeg følger. Selvom jeg ikke selv har været udsat for noget lignende, og der er mange andre følgere der heller ikke har, er vi jo mange der er optaget af, hvordan hun kan komme ud for noget så frygteligt og alligevel få et godt liv? Hvordan fandt hun styrken og modet til at sige: “Jeg vil have et godt liv”, når det selvfølgelig er en lang kamp at nå dertil, hvor du ikke længere føler dig skamfuld og beskidt over, hvad der er sket, og hvordan fandt hun modet til at blive ved og ved med at kæmpe for en fuld accept af sig selv, når der samtidig var så meget ubehageligt, som hun samtidig skulle se i øjnene? Herunder forfærdelige minder og relationer, der var usunde.

Hun har ikke kontakt til sin mor, så også her skulle hun finde modet til at forkaste en drøm om, at de kunne have en god relation til hinanden. Der blev sendt en DR-dokumentar, hvor hun fortalte om bruddet, og om alle de tanker hun har gjort sig i forbindelse hermed. Det var rørende at se, og jeg er glad for, at jeg valgte at gå i gang med bogen efterfølgende for at få en endnu større forståelse af, hvad hun har gennemlevet.

Hvad er det mest modige, du har gjort…? Det er et spørgsmål, som jeg synes er rigtig interessant i forhold til familielivet. At foretage et modigt valg hænger tæt sammen med sårbarhed og skam, som især er temaerne her på bloggen.

Jeg var modig på kærlighedsfronten

For mit eget vedkommende har jeg foretaget mig de mest modige valg på kærlighedsfronten. Det var modigt i sin tid at blive kæreste med en muslim, gifte mig med ham og få barn med ham. Det må faktisk have været det modigste valg, jeg har foretaget mig, og det var det sværeste valg nogensinde. Jeg fik at vide af andre, at jeg skulle følge mig hjerte, men jeg var forvirret fra dag 1. Det eneste jeg vidste med sikkerhed var, at jeg virkelig, virkelig, virkelig ønskede at blive mor en dag, og at jeg brændende ønskede mig en kæreste, som ville forpligte sig 100 procent! Jeg blev mor, og jeg fik en loyal mand. At der så kom andre udfordringer, det måtte jeg tage med, men det er trods alt sjældent, at jeg har fortrudt et rigtig modigt valg.

Modigt at være eneforsørger i et år

Det var også modigt at søge om familiesammenføring, hvor jeg pludselig stod som eneforsørger og ansvar for at min tyrkiske mand blev integreret i det danske samfund. Da kærligheden brast, og jeg måtte se i øjnene, at det ikke gik, tog jeg også et modigt valg ved at flytte til Middelfart fra Assens, sammen med Ella.

Oplevede du også skam i forbindelse med et modigt valg? 

Når jeg tænker på de modige valg, dukker der også en skamfølelse op. Der har som regel været en person/personer der var imod beslutningen, og jeg kom måske til at såre nogle eller jeg måtte sande, at beslutningen også havde en negativ bagside. Hvordan har du det med de modige valg, du har truffet? Husker du også skammen, der fulgte med? Skammen over at trodse andres meninger, eller skammen over at gøre andre kede af det? Med årene er jeg blevet mere modstandsdygtig overfor skam i forbindelse med modige valg. Jeg mærker, hvordan skammen rumsterer, og jeg har lyst til at følelsen skal gå væk med det samme! Men jeg bliver bedre til bare at være i det. Håndtere følelsen af skam, fordi jeg véd, hvad der er på spil. Jeg er ved at tage et vigtigt og modigt valg, som kræver meget af mig. Bekymringer dukker op, og følelsen af at stå på vaklende grund. Modige handlinger er altid forbundet med et vist ubehag.

At være sårbar er at se problemerne i øjnene

Modet indledes ofte med en følelse af, at der er en forandring, som du bare MÅ i gang med. Det kan ikke være anderledes. Du har et problem eller en længsel, og du bliver nødt til at handle på det – hvis ellers du vil være ærlig overfor dig selv. Du tør se problemerne i øjnene. Selvom du måske ikke har en løsning her og nu, har du taget første skridt: At erkende, at du ønsker noget andet af livet. Næste skridt er så at handle på det. Med mange af mine modige beslutninger har jeg da heller ikke været i tvivl om, at det var dét jeg skulle. Det føltes rigtigt.

Frygten ved modige beslutninger

Der er selvfølgelig også frygten i forbindelse med modige beslutninger. Skuffelsen, der kan følge i kølvandet på en modig beslutning kan få os til at holde os tilbage fra at tage springet. Jeg hader selv små skuffelser, men jeg er opmærksom på, at jeg ikke skal lade frygten bremse mig.

Modig i hverdagen

I forhold til den helt almindelige hverdag, er det også interessant at huske på alle de gange, hvor du er modig i hverdagen!

Det var et modigt valg, at jeg indskrev Ella i en anden børnehave. Du kan læse om børnehaveskiftet i dette blogindlæg, og jeg var så lettet da jeg oplevede, at det var den helt rigtige beslutning.

Modig, når det kommer til at gå egne veje i børneopdragelsen

Jeg er også modig, når det kommer til børneopdragelse. Jeg tør gå egne veje og forkaste teorier og forskning, som jeg ikke tror på – og finder selv frem til andre forskningsresultater, som jeg tror mere på 😉 Jeg tør lukke ører og øjne for diverse eksperter, der egentlig virker så overbevisende, men som jeg ikke vil påvirkes af. Mit mod består i, at jeg tør være i sårbarheden ved, at ingen andre end mig selv kan give mig svarene på, hvordan jeg er den bedste mor for Ella. Jeg ved jo godt, hvordan jeg er den bedste mor for Ella! Det handler jo om at tune sig ind på hende, som jeg gør i en hvilken som helst anden relation.

Indimellem bruger jeg fx ret lang tid på at snakke om følelser med Ella, hvilket ikke står i nogen ekspert-bog, at det er en god idé at snakke om dybe følelser med en 3-årig! Ella er forud for sin alder, når det kommer til at sætte ord på sine følelser, og skulle jeg så bare lade hende sejle sin egen sø? 🙂 Nej, jeg hjælper hende på vej. Jeg véd, at jeg er god til at fortælle historier, tale om følelser og både have det sjovt og snakke alvor, så jeg føler, at det er det rigtige at gøre i forhold til Ella. Ella har vist arvet min optagethed af relationer, og hun observerer så mange ting, at jeg føler det nødvendigt at snakke med hende om følelser i langt højere grad, end jeg ville gøre med et andet barn.

“Ella er Ella”, som hun plejer at sige, og jeg forsøger derfor at se hende som den, hun er. Hver morgen tager jeg det modige valg at tænke: “Hmm, gad vide, hvordan vi får det i dag?”, i stedet for at tænke: “I dag skal vi have det sådan og sådan”. Jeg bruger min livserfaring i opdragelsen, min empati og nysgerrighed, og jeg tager én dag ad gangen. Mod er også ikke at planlægge for langt frem i tiden, men nyde livet her og nu.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er jeg nu en god nok mor? Det evige spørgsmål