Samtaler med en 3-årig #børnehavelivet

Midt i en Oprah Winfrey-udsendelse fik jeg svaret… #sårbarhedogmod

sketch-1515699769315I de sidste par dage har der været meget omtale af Oprah Winfrey’s fantastiske tale ved Golden Globe Awards. Jeg fik i den forbindelse lyst til at skrive et blogindlæg om Oprah Winfrey, da hun også har haft en kæmpe betydning for lille mig. Da min blog er både en personlig blog og en familieblog, bliver blogindlægget en god blanding af den betydning som Oprah Winfrey-udsendelserne havde for min personlige udvikling og mit fremtidige familieliv.

Oprah Winfrey har været mit forbillede, siden jeg begyndte at se hendes talkshow i fjernsynet som 16-årig. Min mor og jeg var netop flyttet ind i et byhus i Middelfart, hvor vi skulle finde os til rette som familie med nye vaner i hverdagen, hyggelige traditioner osv. Når fjernsynet blev tændt, var der kun to der skulle være enige om, hvad vi skulle se. Valget faldt ofte på, at vi da selvfølgelig skulle se Oprah Winfrey! Hvis ellers det kom på et godt tidspunkt på dagen, ville vi sidde klar og se det sammen. Vi snakkede efterfølgende om emnerne eller citerede, hvilke leveregler Oprah Winfrey havde. “Oprah siger…”, sagde vi med et smil, og indimellem blev det for amerikansk til vores smag, men så “levede vi også med det”. Hende Oprah forstod at fange vores opmærksomhed med make-overs til amerikanske husmødre, gaveregn med foræring af biler, filosofiske snakke med Gary Zukav eller følsomme interviews med Gwyneth Paltrow m.fl. Hvordan kunne jeg glemme hendes bogklub!? Bøgerne, som hun anbefalede, fik vi også læst i ny og næ. På ferier til udlandet lykkedes det os indimellem at få fat på dem. Hvis der er nogle læsere, der kan relatere til alt det her, er I meget velkomne til at skrive en kommentar. Det kunne være sjovt at høre, om andre også har været så store fans af Oprah Winfrey 😉

Nogle gange var jeg i skole, når en Oprah Winfrey-udsendelse blev sendt i fjernsynet. Eller også sås jeg med mine venner. Jeg var meget bevidst om, at godt nok var jeg vild med Oprah Winfrey-talkshowet, men det skulle ikke være en afhængighed, der gik ud over mit øvrige liv. En svær balancegang, når nu jeg helst ville droppe alt, hvad jeg havde i hænderne, når Oprah tonede frem på skærmen. MEN, hende Oprah var jo så fornuftig, at det ville være helt skørt, hvis hun skulle være skyld i, at jeg fik et afhængighedsforhold. Destruktive mønstre beskæftigede hun sig meget med, hehe;-)

Jeg talte ikke så højt om min interesse for Oprah Winfrey-udsendelserne til mine jævnaldrende veninder. Det var ikke ligefrem sejt at interessere sig for Oprah Winfrey som 16-årig. Jeg indviede dog mine nærmeste veninder i min fascination af Oprah Winfrey universet. De kunne efterhånden godt se, at hvis vi sad foran fjernsynet, og vi tilfældigvis zappede forbi Oprah Winfrey, lyste mine øjne helt op. De kiggede på mig og sagde helt instinktivt: “Vil du gerne se det, eller er det okay, at vi ser noget andet?”. Indimellem ville de heldigvis gerne se det af egen fri vilje, og så var alle glade 😉

Når nu jeg ikke altid så udsendelserne om dagen, var der heldigvis dét faktum, at de ofte blev genudsendt om natten. Det var ikke sjældent, at jeg stod op ved 2-tiden for at liste ned i stuen og se det. Ja, så er man altså Oprah Winfrey-fan! 😉 Det var dog ikke altid, at jeg gad at stå op, men når jeg gjorde, var det altid det hele værd. Min mor ville ofte spørge ind til det om morgenen, selvom hun vist syntes det var vigtigere med min nattesøvn. “Når jeg bliver gammel, skal jeg bare se Oprah Winfrey og spise kager dagen lang”, jokede jeg, og der er stadig lidt sandhed i det, haha.

Igennem årene så jeg det sjældnere og sjældnere. Jeg blev ældre, og gik primært op i at passe min dagligdag på handelsgymnasiet, ses med veninderne, arbejde og tage i byen i weekenden. Et helt almindeligt ungdomsliv, hvor jeg ikke så så meget fjernsyn. Der var meget andet der trak. På et tidspunkt fik jeg min første, seriøse kæreste, og det viste sig, at det ikke var et specielt sundt forhold at være i. Kritik var dagligdag. Ting blev fordrejet, der var jalousi, og der var mange ting, som jeg ikke måtte i forholdet. Af den grund havde vi nogle mærkelige skænderier, som jo opstår, når ens verdensbillede bliver vendt på hovedet. Det absurde bliver gjort normalt. Måske begynder man en diskussion med at ville diskutere ligeværdighed i et forhold, men ender med at forsvare sig selv, fordi man bliver angrebet med kritik. Dét begynder ét sted og ender et helt andet. Ofte kunne jeg ikke gengive til mine veninder, hvad vi havde skændtes om. Det føltes uvirkeligt, at vi kunne skændes om emner, som jeg aldrig ville have troet kunne være et problem. Det tærer på energien, og typisk glemmer du hurtigt skænderierne igen, fordi de er så ligegyldige, og alligevel så ophedede. En meget mærkelig kombination, der får dig følelsesmæssigt ud af kurs.

Med min fornuft vidste jeg efter 3 måneder, at jeg skulle ud af forholdet, men oplevede en stor skamfølelse ved at opgive allerede. Halvdelen af tiden var det jo det mest perfekte forhold, og han var den mest omsorgsfulde mand, så hvorfor kunne vi så have sådanne mærkelige skænderier? Så længe jeg ikke kendte svarene, var jeg ikke klar til at gå. Vi måtte da finde en løsning, eller jeg måtte i det mindste vide, om jeg skabte et negativt mønster, som jeg ville tage med mig til det næste forhold? Jeg ville lære af det her, og føle mig afklaret den dag, hvor jeg evt. gik. En dag var jeg derhjemme og ordnede forskellige ting og sad og lavede lektier med fjernsynet tændt i baggrunden. Jeg zappede rundt, og landede på et Oprah Winfrey-show, som var godt i gang. Et par var i studiet, og de havde frivilligt meldt sig til et eksperiment, hvor de i et par uger eller måneder skulle have sat kameraer op i deres hjem, og de ville få feedback fra en terapeut i forhold til deres opslidende skænderier. I udsendelsen så vi derfor en blanding af videooptagelser af deres skænderier og en terapeut i studiet, der analyserede situationerne, hvor parret skændtes. Straks kunne jeg nikke genkendende til dén type af skænderier, hvor en udenforstående ikke ville kunne finde hoved og hale i samtalen. “Sådan skændes vi også”, tænkte jeg, og 3 minutter senere blev vi i studiet præsenteret for en bog af forfatteren og eksperten, som jeg bestilte med det samme. Det var ikke en bog for alle og enhver, men det var en bog, der lige talte til det, som vi gik igennem. Jeg har stadig bogen, som handler om følelsesmæssig vold. Vores forhold var kendetegnet af følelsesmæssig vold, og i dag kan jeg tænke tilbage på det helt neutralt. Jeg ønsker ham min ekspartner det bedste, og jeg lærte meget af forholdet. Vi havde de bedste intentioner, men kunne ikke finde ud af det på grund af følelsesmæssig umodenhed og forskellig bagage, så vi åbenbart triggede hinanden. Samtidig er jeg også sikker på, at hvis jeg havde mødt ham i dag, ville de opslidende konflikter udspille sig igen, så selvom jeg forsøger at være diplomatisk, når jeg beskriver det, kan alt ikke tilskrives alder og følelsesmæssige ar i fortiden. Dengang havde jeg dog masser af energi, når en konflikt gik i gang, og jeg ville gerne pointere mine synspunkter. I dag ville jeg ikke gide at gå ind i det, overhovedet. Jeg ville være den kedeligste samtalepartner! 🙂 Derudover ville jeg være smuttet efter 3 måneder. Rettelse: før de 3 måneder… Forholdet ville have været nærmest ikke-eksisterende, fordi jeg genkender tegnene nu, og véd, at det kun eskalerer med tiden. Det bliver ikke bedre. Jeg var altid problemet i forholdet, og det kunne jeg jo ikke ændre ved. Kun selvindsigt og handling hos dén, der har problemet med modparten kan ændre noget. Ellers er det bare at gå sin vej.

Summasummarum, så ændrede det mit liv, at jeg så Oprah Winfrey den dag. Det ændrede mit liv at læse bogen, google en masse om følelsesmæssig vold, og jeg holder mig langt fra det i dag, hvis jeg fx ser det i arbejdssammenhænge, hvor mange også støder på det. For nogle måneder siden var jeg tæt på at sige farvel til et samarbejde med et bureau, da jeg oplevede nedgørelse og ukonstruktiv kritik fra min nærmeste “chef”, og lige inden jeg sendte en opsigelse afsted, fandt jeg ud af, at han var blevet fyret. Jeg havde set rigtigt, var min konklusion. Det var ikke bare mig! Med Oprah Winfrey’s indflydelse igennem min barndom og ungdom, husker jeg altid på, at der findes mange andre, der går rundt og har det præcis som dig. Du ser rigtigt. Du føler rigtigt. Du er ikke alene om at have det, som du har det. Hun har altid opfordret sine gæster til at komme ud med sandheden om, hvordan de har det. Det har indprentet sig (og selvfølgelig blandet med, hvad jeg har med hjemmefra), at du altid véd, hvad det rigtige er. Om det så er at gå fra et usundt forhold, opsige sit job, udleve sine passioner eller tale sandheden om, hvem du er.

Det var min personlige historie. Læg mærke til hashtagget #sårbarhedogmod, hvor jeg deler personlige historier, men også artikler omhandlende alt det, som jeg læser mig frem til fra bl.a. den amerikanske skam-forsker Brené Brown. Brené Brown er mit nutidige forbillede 😉

Tak, fordi du læste med! 🙂

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Samtaler med en 3-årig #børnehavelivet