3 mor-situationer, jeg IKKE har lyst til at gentage

Mer’ empati, tak – også i relation til teenagere!

img_20170715_140458_636Det gode ved Facebook er helt klart de grupper, der findes for ens specifikke interesser. Fx er jeg medlem af en gruppe, der elsker et bestemt område i England, og det er dejligt at se billeder derfra, og folk sender fx billeder af deres skøre/sjove/smukke hunde i landskabet, og det er bare hyggeligt, som I nok kan høre 😉 Men i går havde jeg en oplevelse derinde, som jeg gerne vil dele her på bloggen, da jeg blev så overrasket over, hvordan mange snakker om teenagere.

Teenagere anses nærmest for ubudne gæster i huset, som man må prøve at holde ud, så godt man kan. Aldrig kan man stole på, at de har noget værdifuldt at byde ind med, og altid kan man stole på, at hvad end de siger, er det bare hormoner (teenagehysteri), og at ignorere dem er det bedste, du kan gøre. Jeg har forøvrigt lovet mig selv, at jeg vil behandle Ella med respekt, når hun er teenager og ikke affeje eventuelle problemer med, at hun er teenager. Hvis jeg har et problem med Ella på det tidspunkt, kigger jeg ind i mig selv, først og fremmest. Det må da kunne lade sig gøre at have en god relation, uden en masse skænderier og dårlig stemning. Ambitiøst, måske… Men det er værd at give et forsøg, og sikkert meget godt, at jeg kun har et barn at koncentrere mig om, hehe.. 😉

Nå, men inde i gruppen så jeg et opslag med en far, der var i tvivl, om han sammen med resten af sin lille familie, herunder sin 12-årige datter skulle flytte til det her naturskønne – men lidt øde område. Teenageren var nemlig sikker på, at hun ville blive dybt ulykkelig ved en flytning, hvilket jo påvirkede ham. Han ønskede lidt input fra andre, der måske også havde rykket teltpælene op med en teenager i huset, og som kunne fortælle, at alting nok skulle ordne sig!

Her fik jeg lidt af et (kultur)chok. Ja, der er måske også lidt kultur i det, for selvfølgelig opdrager vi børn lidt forskelligt, alt efter landet, meeeen jeg tror godt, at vi danskere kan nikke lidt genkendende til det.

Der var nemlig mange nedladende kommentarer møntet på teenageren, og selvfølgelig skal alting ikke være sagt i sådan en seriøs tone, men jeg syntes virkelig ikke, at det var sjovt. Her er et udpluk af kommentarerne, der er oversat til dansk:

  • Hun er 12 år – du er den voksne, ikke hende!
  • Hvorfor overhovedet tage diskussionen – du er den voksne!
  • Sælg hende på Ebay og adoptér mig i stedet
  • Glem hende, og flyt nu bare hertil
  • Hun aner ikke, hvor heldig hun er!
  • Send hende på kostskole og flyt hertil (ej, jeg joker bare)
  • Åh, lige nu er hun bare fyldt op med angst og skaber drama. Bed hende om at skrive dagbog, og om 20 år vil hun grine af sig selv
  • Jeg er selv mor til en 12-årig, og der er ikke meget, som de ikke anser for værende ren tortur fra vores side, og at vi er håbløse forældre.

Det kan godt være, at det område, der er tale om, er så fantastisk, at alle nærmest vil falde til. Selvfølgelig vil teenageren sikkert falde super godt til. Resten af sine dage vil hun sikkert takke sine forældre, men det kan også være, at hun resten af sine dage vil synes, at hendes forældre kun tænkte på deres egne behov og ignorerede det faktum, at hun elskede sine venner og sin dagligdag, og syntes at det var lettere traumatisk at flytte væk fra sin “lille familie”, som venner jo nærmest er i barndommen/ungdommen. I voksenlivet er venner mere nogen, der kommer og går, og jeg tror da, at mange voksne savner de helt dybe venskaber.

Nå, så min pointe er, at det kan godt være, at dem i kommentarsporet havde en masse brugbare input – og at de sikkert har ret i deres antagelser om, at familien ALDRIG kommer til at fortryde flytningen, men de skøjtede hen over teenagerens følelser i en grad, så jeg tænkte: “Hold da op, hvor er empatien henne?”.

Så jeg måtte da lige skrive en kommentar til trådstarteren, at pigen var heldig at have sådan en omsorgsfuld og betænksom far.

Teenagere skal ikke styre alt, men vi må stadig lytte til deres følelser, prøve at sætte sig i deres sted, og snakke os til rette med dem – for helt ufleksible er de vel heller ikke i deres tankegang? 🙂 Hvis teenagere bliver mødt af en “mur” af mennesker omkring dem, kan jeg da godt forstå, hvis de viser eksplosive følelser, der på overfladen virker som en ufleksibel ageren i verden…

Nå, det var bare lige dét, jeg havde på hjerte i dag. Jeg ved, at der er skrevet en del bøger om at få en bedre relation til sine teenagere, men det går da fløjten, hvis vi gejler hinanden op til at mene, at teenagere ikke er værd at lytte til, før de når voksenalderen.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 mor-situationer, jeg IKKE har lyst til at gentage