Om nærvær, nøkker og navnet Lars Larsen!

Magiske øjeblikke som mor til en 2-årig

img_20170122_155542_303Egentlig skulle det her blogindlæg have været på bloggen i går, men jeg har måttet tage et par fridage, fordi Ella er blevet syg. Nu er det allerede tirsdag, og jeg savner det humør, som vi begge to var i i weekenden. Energiniveauet er ikke så højt, og Ella er lige faldet i søvn, efter lidt protester over, at hun ikke måtte få flere penge at lege med fra mors pung. Pylret sagde hun: “Jeg gerne flere penge, flere penge, flere penge. Ikke nå dem”, hvilket mor hørte som: “Ikke låne dem”, og et øjeblik var jeg vældig stolt 😉 Nu er der tid til, at moren kan publicere dette blogindlæg.

Weekenden var både kedelig og helt magisk… 

Denne weekend gav ro og tid til refleksion – i hvert fald om lørdagen, som var lige stillestående nok… Men sådan er det jo indimellem. Efter en virkelig skøn fredag, nåede jeg at tænke om lørdagen: “Hold op en kedelig weekend” 😉 Meeeen allerede om søndagen kom der igen en masse hyggelige, små stunder. Der opstår altid magiske øjeblikke, når vi tager på mikroeventyr, Ella og jeg 😉

Fredag…

Da Ella kom hjem fra dagpleje, havde vi en legeaftale med nogle her fra Assens, og efter et par hyggelige timer, hvor Ella nærmest konstant hoppede rundt af bar glæde over gæsterne, og jeg nærmest også gjorde, fordi jeg jo elsker at snakke med andre mødre, men ikke altid tager mig tid til det, tog vi ud for at gå en tur, Ella og jeg. Vi tog i Kiwi, og Ella kørte eksemplarisk den lille kurv på hjul rundt i butikken, hjalp mig med varerne og satte de (mange) varer ned igen, som vi IKKE skulle have… Hun har forstået konceptet med at shoppe med mor – at det er mor, der bestemmer 😉 Først omkring kassebåndet begyndte hun at danse lidt for meget rundt, og jeg blev jo lidt stresset over at skulle jonglere med SÅ mange varer, og svinge mit dankort osv., alt imens Ella begyndte at pege på en slikkepind og bede om den, så selvfølgelig kom jeg med et par dumme spørgsmål til den unge kasseassistent: “Hvor meget koster sådan en slikkepind?” (og der stod tydeligt 2 kr. på et skilt). “De koster 2 kr.”, svarede han venligt. “Hvordan får man sådan én op?”, spurgte jeg, imens jeg også lige skulle holde øje med Ella, og han svarede igen venligt: “Man hiver den bare op”, og sådan gik det til, at Kiwi-turen blev rundet af med en enkel manøvre, der gjorde Ella afsindigt lykkelig. Ella fik sig en slikkepind! Udformet som en fod, og hun råbte begejstret, så hele Kiwi kunne høre det: “Det er en fod! Det er en fod!”.

Da vi kom hjem, fik jeg det første kindkys ud af fire den dag. Mor her tæller, skam 🙂 Da jeg satte mig på hug for at tage sko af, tog hun mit ansigt mellem sine hænder og gav mig et varmt kys på kinden, så jeg smeltede. I det hele taget gik alting så godt i fredags, at tiden smuttede fra os. Sådan går det jo i godt selskab, og pludselig sagde Ella med en glad og frisk stemme, og ikke det mindste træt at høre på: “Mor, jeg er træt…”. Så så jeg, at klokken var 23.14! Jeg kiggede igen og igen på klokken – det kunne ikke passe! Nå, men det kunne det, så jeg blev med ét meget seriøs. Pigebarnet skulle jo sove! Og jeg tænkte, at et kedeligt tv-program nok skulle gøre hende søvnig. “Kom Ella, nu skal vi se voksen-tv”, sagde jeg, og helt magisk som denne fredag jo var, svarede hun bare: “Okay, voksen-tv”, og så satte hun sig op ved siden af mig i sofaen. Jeg fandt YouTube frem på min Mac, og fandt et program med Oprah Winfrey, der interviewer Michelle Obama i et afskedsinterview.

“Voksen-tv, voksen-tv, voksen-tv”, sagde Ella glad og puttede sig ind til mig i sofaen. Jeg blev mere og mere stolt af hende og glad, så jeg overkyssede og krammede hende, så hun rystede på hovedet, og tørrede kinden af med bagsiden af hånden. Det sikreste var vist bare at holde fokus på skærmen 🙂 Hun klappede min arm, nussede mine hænder og kiggede indimellem op på mig med stjerner, der funklede i øjnene og et stort, varmt smil, som jeg ikke anede årsagen til.

Lidt senere kyssede hun mig for fjerde gang den dag på kinden – helt uopfordret, hvilket nærmest aldrig sker, hverken opfordret eller uopfordret. Man skulle næsten tro, at hun vidste, at der var kommet børnepenge 🙂

Vi så ret meget af Oprah Winfreys interview med Michelle Obama, og jeg fattede ikke, at hun gad, men hun fandt det interessant at rykke lidt rundt på vores tæppe. Det var åbenbart underholdning nok! Jo, og så da der var en lille dreng iført Superman-kostume foran Barack Obama, røg hun også op og pegede, imens hun sagde: “Det er Superman. Det er Superman!”. Hvor heldig kan man være, at der er noget for børn i selv den mest alvorlige udsendelse for voksne 🙂

Lørdag

Om lørdagen bagte vi chokoladekage, og hun sad på køkkenbordet og hjalp lidt til. Det var nærmest alt, hvad vi lavede den dag. Lavede chokoladekage og spiste den 🙂 img_20170124_140412_286

Søndag

Søndag var vi på køretur til Middelfart, og hvor vi gik rundt i Middelfart by. Vi nåede lige akkurat at få taget det her billede af Ella og mormor, der står ved denne hest, ned til vandet i Middelfart. Ella var meget begejstret for hesten, indtil hun opdagede, at den havde noget mellem benene, som kunstneren bag statuen åbenbart ikke mente skulle gemmes væk. “Det er en pølse! Det er en pølse”, sagde Ella og ville helst ikke stå for tæt på den 🙂 Hendes væmmelse kan svagt anes på billedet 🙂 img_20170122_155542_303

Ella gik også forbi en anden statue, der hed noget så fint som: ‘Havets brus’. For Ella var statuen nu formet som en hånd! “Det er en hånd. Det er en hånd”, råbte hun begejstret. Den lille pige er nem at begejstre, hvilket altid gør det til en oplevelse at tage afsted med hende 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om nærvær, nøkker og navnet Lars Larsen!