Sådan knækkede jeg koden til gode lege med mit småbarn

Livet som enlig mor, når barnet holder fødselsdag :-)

sketch-1509182119606I morgen søndag holder vi Ellas 3-års fødselsdag, og jeg har stort set alt klart til selve dagen, så jeg bare skal sørge for at rydde op og gøre rent inden da 😉 Der er meget planlægning året rundt, når man har børn, og som enlig mor er det endnu sværere at stå for store arrangementer såsom fødselsdage eller jul. Sidste år holdt vi (Ellas far og jeg) Ellas fødselsdag og jul sammen, og eftersom Ellas far arbejder som kok, var der én bekymring mindre, når han stod for maden – og jeg stod for alle kagerne. Jeg lavede 4 forskellige kager til hendes 2-års fødselsdag! Too much! 😉

I år får vi en Halloween-kage, der er bestilt udefra, og så laver jeg en ENKELT Halloween-kage foruden 🙂 Ikke at vi mangler kage, meeeen jeg kunne alligevel ikke lade være med at udtænke en Halloween-kage med bl.a. skumfiduser, som måske skal være spøgelser på kagen…? Hmm, vi må se, hvad jeg finder på.

Derudover lavede jeg en gryderet for en uge siden, som er frosset ned, og desuden har jeg 25 frosne pirogger, der også bare skal varmes på dagen.

I år prioriterede jeg at skulle stå for så lidt som muligt på selve dagen. Forberedelserne startede for 2 måneder siden, hvor jeg gjorde en køkkenskuffe klar til al fødselsdagspynten, jeg fandt på tilbud, sodavand osv. På de dage hvor jeg har haft mindre arbejde, har jeg så kastet mig over madlavningen. Det er virkelig heldigt, at jeg er selvstændig, når en fødselsdag skal planlægges.

Som jeg har skrevet før, står Ellas far for at tage mad med til børnehaven på mandag, når det er hendes rigtige fødselsdag. Først havde han sendt mig et billede af en masse lækkert, han havde købt til at tage med, og jeg måtte minde ham om, at børnehaven har nul sukker-politik 😉 Det er skønt, at vi kan kommunikere så godt på e-mail trods alt, når den mundtlige kommunikation ikke fungerer.

Jeg glæder mig rigtig meget til søndag, hvor vi får gæster på besøg, som vi ikke har set i lang tid. De er alle så vigtige for Ella, og det er så skønt, at vi kan samle 15 personer, inklusiv børn. Det har også sine fordele at have en lille familie, da alle til festen er nogen, som Ella har et afslappet og tæt forhold til.

Den vigtigste dag på året er Ellas fødselsdag

Som jeg skrev om sidste år i det her blogindlæg er Ellas fødselsdag den vigtigste dag på hele året. Nogle gange tænker jeg, at det er fint, hvis ikke jeg får flere børn, for så har jeg mere overskud til at gå ekstra meget op i den. Da jeg selv var barn, gik min mor op i min fødselsdag, og jeg husker at hun gik op i at give mig de helt rigtige gaver, og at vi fik fine lagkager. Hvis ikke det var for hende, var min fødselsdag nok ikke blevet fejret i mit barndomshjem og heller ikke, da jeg blev teenager og ung voksen. Hun holdt sammen på familien, og sådan ønsker jeg også, at Ella skal opfatte mig. Som én der holder sammen på familien, traditionerne og cementerer værdien om: At man bliver et lykkeligere menneske af at give. Selvfølgelig har hun heldigvis en far, der nok skulle stå for det hele, hvis jeg ikke gjorde. Min pointe er bare, at det er rart, at jeg har haft et sejt forbillede i min mor, som tog det fulde ansvar for at tingene fungerede.

Min far prøvede at gøre det godt, og jeg har fantastiske minder fra min barndom om, at han kommer glad kørende for at hente os, når vi skulle på weekend hos ham, og jeg kunne se på hans gang ind mod huset, at han glædede sig til at se os. Vi fik selvfølgelig også et stort kram, når vi sås. Vi handlede ind til weekenden, og jeg husker bare weekenderne som de mest afslappede i verden. Det var ren ferie! Dejlig mad, masser af grin, gode snakke om alt mellem himmel og jord, og masser af kage, chips og hjemmelavede gryderetter, som min far med et grin kaldte for “Rusk-om-snusk”. Vi var altid overraskede over, at det faktisk smagte så godt – og det var han også 😉 Og så grinte vi lidt af det 😉

Den lethed og humor, som jeg er vokset op med, er noget som jeg vil give videre til Ella, og hun slår ofte ud med armen og siger: “Nåå, pyt med det, mor!”.

På hendes fødselsdage skal vi altid have fokus på at give gæsterne en dejlig dag, foruden at Ella selvfølgelig skal forkæles så meget som muligt, og hvis tingene ikke går som forventet, går det også nok. Der skal være nok af det hele, og især skal der være nok af lethed, humor og kærlighed. Ella giver mere og mere kærlighed, som hun vokser op og orienterer sig mere og mere i verden omkring sig. Hun er så fællesskabsorienteret, at jeg kommer til at tænke på den tyrkiske kultur, hvor de i familierne ofte sidder på gulvet og spiser (fx på deres store lejlighedsbalkoner i byerne eller i deres huse ude på landet), og de sørger for, at alle får dét at spise, som de vil have. Ella elsker at dele mad ud, og tænker meget på andre.

For tre år siden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle være så lykkelig som i dag. Det var ikke hendes fødsel, der gav mig den største lykke (der var desværre alt for meget i mit hoved), men at lære hende at kende og knytte mig mere og mere til hende, har været en stor gave. Hun var den manglende brik i mit liv. Ikke at hun har været en forlængelse af mig selv, men en person, som jeg kunne kaste min kærlighed på, og som lærer mig alt muligt om livet. Ella udfordrer mig mentalt, viser mig helt nye måder at se verden på og minder mig om, hvor vigtigt det er at lade sig begejstre af de små øjeblikke i livet.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan knækkede jeg koden til gode lege med mit småbarn