Familieferie og livet som selvstændig? En frygtelig cocktail?

Lad os tale om skavanker, skam og sårbarhed!

img_20170805_151505_456Dette blogindlæg omhandler en enkelt episode, som satte tankerne i gang. Det skal handle om de følelser, som mange af os forsøger at holde ud i strakt arm – følelsen af skam og sårbarhed.

Det er sårbart at være mor – OG selvstændig!

Den forgangne uge har været travl, og især fordi jeg har arbejdet på nedsat tempo grundet et par forstuvede fingre. Øv, det er bare ikke optimalt som selvstændig tekstforfatter. Her mærkede jeg i høj grad sårbarheden hos mig selv. “Tænk, hvis jeg ikke når mine arbejdsopgaver”, lød en indre bekymrings-stemme. En fysisk skavank, og min indkomst er i farezonen. Det var indbegrebet af at føle sig på vaklende grund.

“Glem hvad andre tænker”

‘Sårbarhed og skam’ som begreber er desuden noget, jeg læser om i øjeblikket, hvilket gjorde, at det blev lidt interessant at betragte en hel uge i sårbarhedens tegn! Bogen, jeg læser, handler som sagt om sårbarhed, og er af den amerikanske skam-forsker og professor Brené Brown. Bogen hedder på dansk: “Glem hvad andre tænker”. Her taler hun bl.a. om at have en modstandsdygtighed mod skam. Skam og sårbarhed er tæt forbundne begreber, og det er interessant at sætte begreberne i relation til mine egne opdagelser omkring mor-rollen.

Men hvordan kunne det dog ske?

Når vi som forældre mærker sårbarhed, er det fx noget med et lille chok i hverdagen – ligesom da jeg forstuvede fingrene. Første tanke og udbrud lyder oftest i retning af: “Men hvordan kunne det dog ske?”. Det spurgte jeg også mig selv om, da jeg stod i entreen og stirrede på Ella, imens min hånd gjorde ondt.

Scenariet, der udløste skam

Lang historie er det, men i hvert fald skulle vi bare hurtigt et smut i kælderen… Ella var så sød og heeeelt stille og rolig. Hun hviskede sågar på vejen, at “vi skulle være stille”. Ja, mor her havde fortalt, at hun skulle være stille, da det var sent, og måske naboerne sov… (Ella sover jo nærmest aldrig). Det var som om, luften gik ud af ballonen, da vi nærmede os hoveddøren til vores lejlighed på vej op ad trappen. Ella fik et andet blik, og nu ville hun smutte i forvejen, væk fra mor og hen til døren. Jeg huskede i det samme, at døren stod på klem, så derfor kunne jeg regne ud, at døren ville baldre hårdt op i radiatoren bagved døren, hvis hun puffede til den. SÅ jeg løb efter hende og forsøgte på en krampagtig måde at stoppe døren, hvilket forårsagede en lille forstuvning i to af fingrene.

I det øjeblik, hvor jeg mærkede den fysiske smerte, blev jeg med det samme vred på Ella. Endda på en måde, som jeg ikke har prøvet før. Jeg fortalte hende, hvad jeg var vred over, og jeg så, at hun blev skamfuld. Jeg blev også selv skamfuld, fordi jeg følte mig nødsaget til bare at blotte mine følelser, at jeg både var ked af det og vred. Der var ingen anden udvej, for jeg var pænt sagt ret irriteret. Skamfuld var jeg derfor over, at jeg i dette øjeblik ikke var særligt pædagogisk. Hånden gjorde ondt, og mor var vred, ked af det og træt!

De fire elementer i ‘modstandsygtighed mod skam’

Hvad jeg besluttede mig for at gøre var at se min skam og sårbarhed i øjnene. Brené Brown har fire elementer, hun opererer med i forhold til at eliminere følelsen af skam, så vi i stedet føler empati og oplever en form for healing. Jeg gennemgår dem lige meget hurtigt, men ellers kan de nærstuderes på side 85 i bogen 🙂

Jeg kunne mærke sårbarheden i situationen, eftersom jeg kunne genkende skammen (første element i følge bogen) over at være vred på Ella, når det egentlig ikke var hendes skyld, at jeg nu stod med en smertefuld hånd. I sidste ende var det mit ansvar. Derfor foretog jeg et realitetstjek af de budskaber og forventninger, der drev min skam (andet element). Var det rimeligt, at jeg pålagde hende skam, når hun bare er et barn, der havde været lidt kåd, og det sker jo så sjældent, at hun ikke lytter, og hun er et barn, og jeg er hendes mor – den voksne, og jeg ville ikke skælde hende ud, men i stedet tænke over min egen rolle. Hvordan skulle hun kunne vide, at døren var på klem? Og at den i øvrigt baldrer hårdt op i radiatoren, hvis man giver den et puf?

Det tredje element er at række ud mod andre ved fx at dele historien af skam. Her fortalte jeg Ella, at jeg bare blev så vred og ked af det, men at alting var okay nu, bortset fra et par fingre, der ville blive go’e igen. Det var nemlig forståeligt, at hun havde lyst til at løbe lidt på gangen, som hun indimellem gør ved højlys dag.

Det fjerde element er at sætte ord på skammen, og det gør jeg så via denne blog – men også da jeg satte ord på det overfor Ella, og hvad jeg havde brug for fra hende. Det lykkedes mig på pædagogisk vis at inddrage hende i mine følelser, men uden at være for dramatisk. Jeg orienterede hende bare om, at mor havde brug for en pause (til at ømme og sunde sig i), og at jeg ville få det godt igen. Siden hen har vi snakket om mors fingre, og at de er blevet fine igen, hvilket imponerer hende og gør hende lettet over, at alting bliver godt igen, vedrørende mange dagligdagshændelser. Sådan ser hun i hvert fald ud, når ansigtet lyser op under vores lille samtale 🙂

Egentlig kunne man vel godt sige, at Ella og jeg dermed har opnået større forbundethed, fordi vi netop snakkede om det. Der var jo også den mulighed, at jeg havde vendt hende ryggen og sagt, at jeg ikke ville hverken se på hende eller tale med hende, hvis vi tager en tilgang, som i høj grad påfører barnet skam, og som vel næsten er en uddød tilgang? Men vi ser vel hele tiden grader af det, ligesom jeg selv blev opmærksom på min egen vrede, rettet mod Ella. Jeg kunne stoppe mig selv, fordi jeg lynhurtigt identificerede, hvilke følelser der var på spil og hvorfor.

Så her var en lille historie om forbundethed. Jeg håber, at den måske inspirerede dig til selv at tænke tilbage på episoder, hvor en skamfølelse dominerende, men hvor den stærke følelse blev afløst af healing.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Familieferie og livet som selvstændig? En frygtelig cocktail?