Den vigtigste begivenhed på året

Køb naboer – ikke hus…

img_20161019_174154På arabisk og tyrkisk er der et ordsprog der hedder: “Køb naboer – ikke hus”. Ordsproget bruger min tyrkiske mand i en del sammenhænge. Da min mand fx havde restaurant i en lejet bygning i Tyrkiet for et par år siden, havde udlejeren meget at sige i forhold til husleje, om vi måtte sætte reklameskilte op, hvilken slags belysning, vi skulle bruge, restaurantens åbningstider osv. Der hørte jeg ordsproget første gang – “Køb naboer – ikke hus”. Vi var afhængige af udlejerens accept, ligesom vi er afhængige af mange andre menneskers accept for at trives. Fællesskabets velbefindende betyder alt.

I forhold til naboskab, er min mand helt klart bedst til at snakke med naboerne. Han kan altid lige falde i snak med folk – ligesom han ofte kommer i snak med mange af de flygtninge, der er kommet til Assens. Ligesom i andre byer er der kommet en del flygtninge til Assens. Så de er vores allesammens naboer nu. De er de nye, der er kommet til, og som skal bydes godt velkomne. Jeg blev så glad, da min mand fortalte mig, at de flygtninge, han havde talt med, syntes rigtig godt om danskerne og Danmark.

“Hvordan falder han i snak med dem?”, er der mange der spørger. Han siger bare hej, og finder på en eller anden indgangsbemærkning, og så kører snakken 🙂 I forhold til vores flytning (ikke flygtning :-)), som jeg skrev om her, fik vi hjælp fra et par unge syrere, som han var kommet i snak med et par måneder forinden.

Vi havde jo fået tilbudt hjælp fra venner og familie til flytningen. Men det var naturligt at spørge de unge mænd, om de ville hjælpe os med flytningen. De unge fyre klarede flytningen på ingen tid – og behandlede vores ting som porcelæn. Meget vigtig detalje! 🙂 Jeg tror, at de fik et ret dårligt indtryk af mig, da jeg slappede så meget under flytningen, at jeg overlod al arbejde til mændene og bare stod og spise frokost i køkkenet. Flere gange spurgte både min mand og Ellas mormor: “Er du slet ikke stresset over flytningen?”.

Som travl småbørnsmor får jeg ikke altid spist tilstrækkeligt. På selve flyttedagen spiste jeg derfor… Og spiste – og spiste lidt mere… Indtil det faktisk blev pinligt 😉 Min mand forklarede flyttemændene, at jeg brugte så mange kalorier på at være mor for aktive Ella, så det var okay, at jeg spiste nonstop, imens de løftede papkasser 😉

Flyttemændene ville ikke have penge for at hjælpe os med flytningen. I stedet foreslog, at jeg hjalp dem med deres CV, men den ene kom faktisk straks i job efterfølgende. Min mand var med til at skaffe ham et fast job inden for møbelbranchen. Han havde i forvejen god erfaring fra branchen fra dengang han boede i Syrien. Så han var ovenud lykkelig.

Fællesskabstanken er tilstedeværende i vores liv på mange måder, og det har min mand bidraget med. Jeg kan godt mærke, at han er mere fællesskabsorienteret, end jeg er, så det giver da lidt inspiration i hverdagen.

I et andet blogindlæg vil jeg komme mere ind på forskellige kulturforskelle. Ellers kan du læse dette blogindlæg om dengang min mand opdagede Finn Nørbygaard, og vi snakkede om dansk humor og om at lære det danske sprog 🙂

Ha’ en god aften!

   

4 kommentarer

  • Jeg hilser også på alle min opgang – også hvis jeg ser dem i parken eller i Brugsen 😀 Kan hører på andre jævnaldrende (26 år), at det åbenbart ikke nødvendigvis er kotumen her i Aalborg midtby.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hjertestreger

      🙂 Det kender jeg godt. Det er ikke altid til at vide, om det er “passende” at hilse eller ej. Jeg hilser fx også på folk, som jeg bare har snakket kort med på gaden, og nogle er helt med på det – imens andre lader som ingenting, når man møder dem igen. Nu er jeg så også rigtig god til at genkende ansigter – det er jo ikke alle der er det 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er sjovt som tyrkere har nemt ved at komme i snak med folk 😊 Min mand var i dk sidste vinter og havde haft længere samtaler med folk i toget fra kastrup til jylland 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hjertestreger

      Hehe, ja det kender jeg godt – at de kommer i snak med folk i toget! 😀 Det gør jeg da sjældent, så det må helt klart ligge til den tyrkiske kultur 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den vigtigste begivenhed på året