1-års fødselsdag og et tilbageblik

Julen forfra

IMG_20151221_181130

At være gift med en tyrker gør, at ens juletraditioner bliver vendt på hovedet. Hvad der er en selvfølge for en selv, er ikke en selvfølge for min mand. Det giver nye spørgsmål for os som familie. Eksempelvis spørgsmålet: “Skal vi allesammen gå i kirke juleaften?”. Vi kommer til at gå i kirke allesammen, ligesom vi har deltaget i forskellige jule-arrangementer. Juletraditionen er først og fremmest noget, som min mand fejrer i solidaritet med os. Jeg vil ikke trække en masse ned over hovedet på ham, ligesom han jo heller ikke trækker en masse ned over hovedet på mig, når det gælder hans baggrund. De kulturelle forskelle gør, at jeg nærmest oplever julen på ny – med tyrkiske briller. Julehyggen startede for os allerede i november, da min mand fortalte, at han havde købt noget mad på torvet til ham og Ella. “Hun spiste næsten det hele”, sagde min mand begejstret, og jeg overvejede, hvad det mon kunne være, at de havde spist. I en rød serviet så jeg så resterne af en æbleskive… Så gav det pludselig mening:-)

I starten af december var min mand inviteret til et jule-arrangement på en skole, hvor der var klippe-klistre dag. Det var hans frivillige danskunderviser, der inviterede. En dag fyldt med dansk kultur- og sprog. Han kom hjem med fint julepynt, som han selv havde lavet. Først viste han mig et julehjerte i træ, som han havde malet, og hvor der stod Ellas navn på. Så viste han mig en hjemmelavet lysestage, og endelig viste han mig et julehjerte lavet i træ, der var til mig..  Malet rødt og hvor der står mit navn… Ella peger hele tiden på sit hjerte, og jeg kigger hele tiden på mit. Virkelig en smart måde at sikre julefreden. At få et hjemmelavet julehjerte fra sin tyrkiske mand er nu noget helt særligt.

Det bliver første år, at vi holder jul sammen, da min mand har været i Tyrkiet de andre år, og selvom der har været en del jul i Alanya for turisterne igennem årene, bliver det alligevel noget helt andet. Jeg husker tydeligt, da min mand kom til Danmark i starten af januar sidste år, og vi skulle til at have sundhedsplejerske på besøg. Jeg havde i al hast pakket et par glemte juleting væk i en køkkenskuffe. Et par små nissemænd, der havde stået til pynt i vinduet. Men pludselig stod de igen i vinduet, lige før hun meldte sin ankomst. “Jeg fandt lige de her. De pynter da så fint her, synes du ikke?”, spurgte min mand. De blev nu gemt væk igen. Jeg tror ikke engang, at min mand havde tænkt over, at vi var kommet ind i januar måned og at juletraditionerne dermed var slut – helt og aldeles. Det minder mig om, hvad der skete forleden, da vi snakkede om juleaften plus juledagene, inklusiv hvilke familiemedlemmer vi skulle tilbringe tid med, hvornår.. “Men jeg forstår ikke… Julen er jo over flere dage?”, konstaterede min mand og kunne ikke helt forstå, at der skulle være noget særligt i at få familiekabalen til at gå op. Ja, hvorfor skal alting egentlig være så svært? Det er nu meget rart at kunne vende tingene lidt på hovedet engang imellem.

 

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

 

Næste indlæg

1-års fødselsdag og et tilbageblik