Det sværeste ved at være mor til et småbarn

Især dé her ting lærte jeg af hende der snød mig

img_20170917_215349_543Det er efterhånden et par uger siden, at jeg skrev om “SN” – kvinden der snød mig vedr. ugyldige Legoland-billetter.

Her er en update: Hun betalte pengene tilbage! YES 🙂

MEN det var efter politianmeldelse og flere henvendelser, så det var bestemt ikke givet på forhånd, at hun ville betale tilbage. Hun var heller ikke interesseret i, at jeg skrev inde i diverse salgsgrupper på FB, at NU havde hun altså betalt tilbage, som en update på det faktum, at hun var blevet “hængt hende ud” derinde. Hun var KUN interesseret i, at opslagene blev fjernet, og i et splitsekund undrede det mig. Så kom jeg i tanker om, at hun havde snydt mindst 20 andre i diverse salgshandler, og derfor var hun jo ikke interesseret i, at andre henvendte sig for at få deres penge igen. Der var forøvrigt ingen anger fra hendes side. Hun var kun interesseret i, at jeg fjernede opslagene, så jeg tog hensyn til HENDE. Hun gjorde det klart flere gange, at det kun var med udsigten til, at jeg fjernede opslagene, at hun ville overføre pengene.

Men egentlig lærte jeg så meget af hele oplevelsen, at jeg har lyst til at dele i det her blogindlæg. Måske det kan tjene som inspiration, hvis du selv står i en lignende situation en dag.

Jeg lærte især, at jeg har ret til mine følelser – også de vrede følelser

Oplevelsen var en påmindelse om, at jeg da har ret til ALLE mine følelser. Også de vrede følelser, hvor jeg skældte hende ud i tankerne, og jeg blev vred på mig selv over, at jeg kunne falde i hendes fælde! Samtidig var det også rart at komme i kontakt med vreden, fordi jeg egentlig har gået og lukket lidt ned for vrede følelser i de sidste par år. Det er svært at forene vreden med dét at være mor. At være vred på ens partner fx, samtidig med at vi jo har skånet Ella for at se os skændes. Der har ikke været plads til vreden, men SN fik den aktiveret igen, og jeg fik en masse energi af det! Nå ja, vi får jo energi af at udleve alle følelser og ikke holde diverse følelser nede… God påmindelse! Siden hen har jeg faktisk generelt fået mere energi, fordi jeg øver mig i at give plads til følelser, uanset hvor uvelkomne jeg synes de er fra en intellektuel vinkel.

Jeg lærte også, at dét at blive snydt er lidt af et tabu, ikke sandt?

Hvor mange snakker lige højt om, at de er blevet snydt…? Ikke mange, vel? Der er jo nok mange, der holder det for sig selv, så jeg begyndte også at tænke i tabuer, og hvorfor jeg skulle føle mig for naiv, når det i virkeligheden handlede om, at jeg havde en SUND indstilling til tingene – nemlig tillid til mine medmennesker. Så næste gang du måske holder det for sig selv, at du er blevet snydt, så tal højt om det til dine venner og familie og sig, at du havde tillid til vedkommende, og at du dermed var udsat for en krænker. Det er ikke din skyld!

Ydermere lærte jeg, at forventningens glæde kan ingen tage fra én

Som jeg skrev om i blogindlægget med SN, som jeg tidligere linkede til her i dette blogindlæg, lykkedes det mig at være glad i Legoland på trods af, at jeg lige var blevet snydt. Jeg tog ansvar for min egen lykke, og det er godt at huske på i det daglige. Begejstring fyldte meget, på trods af den noget slukørede entré 😉 Ergo betød det ikke noget, hvad der lige var sket. Begejstringen skulle ingen tage fra os! 😉

Med tankerne om at tage i Legoland vidste jeg godt, at jeg ville blive som et lille barn, der er blevet sluppet løs i en slikbutik – ganske enkelt begejstret! En del af dét at blive mor for 3 år siden var også at tænke på alle de oplevelser, vi skulle have sammen. “SÅ skal vi i Legoland”, tænkte legebarnet i mig.

3 år senere var Ella også meget begejstret for Legoland, allerede på forhånd, da jeg viste hende billeder af stedet via en Google-søgning. “Sikke en masse legetøj”, sagde hun og hendes øjne lyste op, da hun så et billede af børne-flyvemaskiner, som jeg tænkte, vi skulle op i.

DET VAR LYKKEN! Og at vi så blev snydt, var et faktum, der ikke kunne tage præcis de minder fra mig. Minderne om Ellas begejstrede øjne og mig der nærmest talte timer ned til, at vi skulle afsted (ja, det er sådan noget jeg er begyndt på efter, at jeg er blevet MOR). Jeg havde glemt, hvor dejligt det er at glæde sig til noget, og jeg tror at vi skal have flere traditioner i familien. Traditioner, vi kan se frem til. Dét lærte jeg også.

Taknemmeligheden blev også forstørret

Forventningens glæde kombineret med den glæde vi havde, da vi var der, fyldte mig med taknemmelighed. Tænk at kunne give sit barn sådanne stunder… Og sig selv 😉 Det var jo selvfølgelig i småtingsafdelingen at blive snydt for 500 kr, men samtidig er ethvert problem jo et problem, uanset om andre har det værre. Da følelserne var kommet på afstand kunne jeg mærke taknemmeligheden over, at det bare var dét, vi havde som problem. Tilmed var jeg også taknemmelig over dét spørgsmål, jeg igen og igen stillede mig selv, og som for hver gang bragte mig nye refleksioner over emnet: “Hvad er det for et menneske, der gør sådan noget?” Jeg ville slet ikke have gransket mit sind så meget, hvis det ikke var for denne oplevelse, og en tidligere oplevelse med snyd fik også flere nuancer.

“Man skal lære hele livet”, er vist mit yndlingsudtryk, og dét man ikke lærer første gang, lærer man måske anden gang. Første gang jeg oplevede snyd, bebrejdede jeg mig det on and off i mindst et år. Denne gang tog det noget nær 30 minutter at få selvbebrejdelserne ud af hovedet. Det er da også et fremskridt, der er værd at være taknemmelig for.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det sværeste ved at være mor til et småbarn