Om at være en mor, der godt kunne trænge til en digital detox

Hvornår har du sidst hjulpet én ud af sit negative ståsted?

IMG_20160731_221839I går fortalte jeg min mand, at jeg var stolt af Ella. Hun havde nemlig været så sød ved en dreng i dagplejen. Taget ham i hånden, da han græd, og sammen var de gået ind i legeværelset. Så var han glad igen. Min mand blev også stolt, da han hørte det. Han foreslog, at vi huskede at fortælle det til Ellas mormor. Det ville hun blive glad for, for hun var jo et rigtigt familiemenneske. “Det er også, hvad jeg godt kan lide ved dig”, sagde min mand så, og tilføjede: “Du er et rigtigt familiemenneske. Det må du have efter mormor”. Jeg blev rigtig glad for den kompliment. Det er jo min mission i livet at være et godt familiemedlem, først og fremmest. Gøre mig umage, i det mindste 🙂  Jeg har selvfølgelig spejlet mig i, hvordan Ellas mormor har prioriteret familielivet. Derudover har jeg også reflekteret over, hvilke værdier, jeg ikke vil viderebringe i familien. Værdier, som jeg har set andre praktisere, og som jeg tager afstand fra. Derfor er ens ressourcer som menneske ikke kun summen af alt det gode – men også de negative ting, man møder på sin vej. Uretfærdige mennesker, svigt, misforståelser osv. Det er også de ting, der former én på den positive måde – hvis ellers man formår at bruge erfaringerne konstruktivt.

Mønsterbryder, rådgiver og forfatter Lisbeth Zornig Andersen har gjort opmærksom på lige præcis det emne i hendes bog: ‘Underdanmarks jægersoldater’. Jeg har endnu ikke læst den, men følger hende på Facebook. Her gjorde hun i går opmærksom på et forskningsprojekt, der også viser, at “brændte børn” har en masse ressourcer – i kraft af deres opvækst. Se denne artikel fra denoffentlige.dk om forskningsprojektet.

Artiklen opfordrer til, at vi ikke behandler “brændte børn”, som om de er forkerte, når deres oplevelser falder uden for normen. Ej heller skal vi opfatte dem som forkerte, når de i deres opførsel viger uden for normen. Måske har du hørt en sætning i stil med: “Hun/han har haft en svær opvækst, og derfor er hun/han ikke i stand til…” Jeg har i hvert fald hørt den sætning – især da jeg var yngre. Det viser sig jo selvfølgelig (og heldigvis), at det slet ikke behøver at være sandheden. Prøv bare at tænk på et tv-program som Sporløs, der er et af de mest populære tv-programmer, hvor noget af underholdningsværdien jo netop ligger i, at mange børn og teenagere klarer sig virkelig godt som voksne – indimellem mod alle odds.

Det er de negative erfaringer under opvæksten, der kan give én et ekstra drive. En evne til at “sno sig” uden om forhindringer, når det er nødvendigt, tage ansvar og søge retfærdighed. Det er jo fine egenskaber, og måske vi skulle være bedre til at tale med hinanden om de ressourcer, vi har fået fra negative oplevelser i familien? Et følsomt emne for dén, der måske har været udsat for massive svigt, men at holde vedkommende fast i alt det negative, og alle de ressourcer, der gik tabt, forandrer jo intet. Det bliver et liv med selvpineri, som ingen fortjener. For dén, der har været udsat for en række dårlige oplevelser i barndommen, må det være dejligt at blive løftet ud af et negativt ståsted med positive ord på vejen. “Du må uden tvivl have udviklet ressourcer i dén og dén retning, og sikke stolt, du kan være over at have overvundet dét og dét, og at du lever med dét og dét”. Det kan være svært at se det selv. Når andre kan få øje på ens ressourcer, kan det give en følelse af taknemmelighed, der lindrer det svære, så det er nemmere at leve med.

Til denne artikel valgte jeg et billede af Ella, der kravler op ad trappen. “Ikke kravle op, ikke kravle op”, siger hun – imens hun kravler op 😉 Der er intet, der kan stoppe hende. Masser af appetit på livet, som burde være en menneskeret for alle – uanset opvækst 🙂

2 kommentarer

  • Hvor er det en dejlig drejning. Det giver så god mening for mig, det her: “Du må uden tvivl have udviklet ressourcer i dén og dén retning, og sikke stolt, du kan være over at have overvundet dét og dét, og at du lever med dét og dét”
    Tak, det vil jeg tage med mig i mit professionelle arbejde ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hjertestreger

      Åh, hvor er du sød – tak! Det er jeg da rigtig glad for at høre, og det må du meget gerne tage med dig i dit professionelle arbejde. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være en mor, der godt kunne trænge til en digital detox