Om at lokke mad i småbørn

Hvordan går det med at rumme de svære følelser?

_20170630_222816For nye læsere kan jeg fortælle, at jeg netop er blevet separeret, og Ella og jeg er flyttet fra Assens til Middelfart. Hendes far bor stadig i Assens. Dette blogindlæg er en lille opdatering om, hvordan det går ovenpå forandringen.

I forhold til Ellas savn, som jeg skrev om her, går det op og ned. Hun er en udtryksfuld pige, der sætter tydeligt ord på, hvad hun ønsker og mangler. Hun sætter sig fx i vindueskarmen og spejder efter en vis person, og siger henvendt til mig, at vi skal prøve at finde ham. Hun vender heldigvis ikke følelserne indad, men går ofte til mig, og kigger mig dybt i øjnene og fortæller om sit savn, eller hun former hænderne som en telefon og nærmest råber ind i røret, at nu må han altså godt tage og komme herover! 🙂 Selvom det er hårdt for moren, er det jo hårdere for hende, og jeg prøver at være i følelserne, ligesom jeg skal lære hende at rumme følelserne.

Ella leger en del med bamserne for tiden, og leger at det er faren, der kommer på besøg og krammer den lille bamse, og de er så glade for at se hinanden. Der bliver kysset og krammet til den store guldmedalje – og så skal de ALTID have is! 😉

_20170703_215210En dag viste Ella mig dette reklamebillede, som er fra et Kiwi-blad. “Se, det er mor, og det er Baba. Se! Det er mor, og det er baba!”, og så smaskede hun nærmest billedet op i hovedet på mig 😀 Jeg forstod godt hendes pointe, at det er en “rigtig familie” med far og mor sammen. Nu er reklamebilleder så også ekstra yndige at se på, og jeg har det egentlig altid godt over min beslutning, selvom hun viser sin sorg. At tage en beslutning, der er god på den lange bane, er hvad jeg har gjort. Nu synes jeg så også, at den er god på den korte bane, men for hende er der selvfølgelig en sorg over, at vi ikke længere er en “rigtig familie”. At der i samfundet er en stor accept af forskellige familiekonstellationer opvejer altså ikke det faktum, at der i de fleste familieserier for børn i TV er en mor, en far, to børn – og et sæt bedsteforældre. Det er det typiske, og far kommer hjem fra arbejde, sætter sig på hug og breder armene ud, og børnene løber imod ham til et stort kram. Sådan var det engang, og nu må Ella se sin far i et par timer om ugen. Det er da en forskel, selvom hun så heller ikke tilbragte så meget tid med ham før. Nu har de til gengæld mere kvalitetstid sammen med flere fælles oplevelser.

Mor er sød, far er sej

I denne periode er der også alle de svære samtaler med Ella, der kun er svære, fordi hun elsker at tale om en vis person. For min skyld kunne vi godt lade være med at snakke om ham, men hun vil selvfølgelig rigtig gerne snakke om ham, og det glæder mig da, at hun er glad for sin far. Ligesom andre ligesindede mødre, må jeg bare gå med på det. Vi snakker om seje far, der kører bil – og måske traktor? Dvs. vi snakker om alt, hvor ordet ‘far’ kan indgå 😉 Og jeg bider i det sure æble og prøver at se det hyggelige i at snakke om Ellas seje far 😉 Nå, men Ella strør om sig med komplimenter i det hele taget, og jeg er så “Ellas søde mor”, som hun plejer at sige. Det husker jeg lige på, når jeg mest af alt har lyst til at svare: “Hmmm…”, når Ella endnu engang snakker om sin far, og der er længe til næste samværs-aftale. Ergo, at jeg skal høre MEGET om ham indtil da.

Indimellem siger hun også om sig selv, at hun er farmand, og jeg skal sige goddag til ham – dvs. hende.. Meget mærkeligt 😉 Så siger vi goddag, og ja, i det hele taget tror jeg, at legene er med til at heale det savn, hun har. Hvis hun er farmand, kan hun føle, at hun er herre over situationen, og måske kan hun godt lide tanken om, at mor og farmand siger goddag til hinanden. Det gør vi selvfølgelig flere gange ugentlig, men vi er stoppet med at lave fællesting sammen, desværre.

Nu er min vigtigste opgave at være i de svære følelser sammen med hende. Lynhurtigt gider hun faktisk ikke engang at snakke om sin far, men er mere optaget af dinosaurer og rumraketter 😉

Jeg tanker energi til de svære stunder ved at betragte hende, når hun bare er ovenud lykkelig, som hun virker til at være det meste af tiden. Hun har virkelig glimt i øjet, en klukkende latter, hang til at synge og god humoristisk sans, så det overskygger de mindre gode stunder.

   

2 kommentarer

  • Thomasine

    Hvor er det rørende og godt skrevet! Tak for at jeg må læse med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hjertestreger

      Tusind tak for din søde kommentar. Det er dejligt at høre – jeg er glad for, at du læser med.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at lokke mad i småbørn