Gad vide, hvad en 3-årig tænker om dét at være skilsmissebarn?

Hvor meget kan man lære om livet på 6 måneder?

 

img_20170813_135804_828For ca. 6 måneder siden var vi lige flyttet til Middelfart. Det føles som i går. Sommeren gik virkelig stærkt, og solskin var der ikke meget af, men jeg husker, at jeg d. 17. juni gik tur sammen med Ella i solskinsvejret og var rigtig glad og tilfreds med livet. Vi gik tur sammen med min bror, der netop var kommet på besøg, og det var en virkelig varm og flot dag. I dag er det fire måneder siden, at jeg faktisk udnævnte d. 17. juni hvert år til min egen personlige lykkedag, hvor jeg vil have ekstra fokus på at fejre livet.

Hvor meget kan man lære om livet på 6 måneder? Det var en sætning, der poppede op i mit hoved. De sidste 6 måneder har jeg konstant spurgt mig selv: “Hvad kan du lære af det, Astrid?”, altså på den blide og omsorgsfulde måde.

Her er, hvad jeg har lært om livet i de sidste 6 måneder.

At der kan ske meget på 6 måneder… Alting løser sig…

For lige knap 6 måneder siden blev vi separerede min eksmand og jeg. En separation/skilsmisse efterfølges ofte af en sorg eller kaotiske følelser, men alting gik forholdsvis stille af sig, og vi er egentlig kommet fint videre, fordi vi havde talt så meget om det, før beslutningen blev taget endegyldigt.

Det går meget bedre med samarbejdet, end jeg havde turdet håbe på.  Jeg har virkelig lært at vælge mine kampe med omhu, for der er noget næsten hele tiden, som jeg egentlig gerne ville snakke med ham om, men som jeg lader ligge. Jeg kigger på Ella og ser, at hun er glad, og så er det hele okay. Det ville være rart at kunne diskutere sukkerindtag og mad i det hele taget, men så må jeg bare sørge for at leve op til mine egne krav herhjemme 😉 Jeg må derfor som mor træde ekstra meget i karakter herhjemme, og være mere opmærksom på at lokke frugt og grønt i hende, begrænse sukker- og saltindtaget osv. Hun bliver forkælet af ham, ligesom hvis han havde været en ekstra bedsteforælder, og da hun netop kun er knyttet til sin mormor, er det faktisk okay.

Det har været en tid, hvor mange ting er faldet på plads, og jeg er taknemmelig for bare at have et stille og roligt liv – okay nogle gange er det lidt for kedeligt. Men i det store og hele nyder jeg, at jeg bare kan være mig selv, og ikke skal anstrenge mig for at være en god partner, men bare kan koncentrere mig om at være mor.

Men hvad har jeg så lært i de sidste 6 måneder, hvis jeg straks skriver dét, der lige falder mig ind?

Jeg er blevet påmindet om, at jeg havde savnet min vrede…

Min vrede kom ikke så meget til udtryk i forholdet med Ellas far, da jeg altid tænkte på, at vi IKKE skulle skændes foran Ella. Det er meget få gange, at hun har oplevet lidt skænderier – eller måske endda bare dårlig stemning. Jeg har derfor været vant til at undertrykke vreden.

Vreden skal der være plads til, så glæden også kan boble mere. Takket være en person, der snød mig vedr. billetter til Legoland, som jeg skrev om i det her blogindlæg, fik jeg vreden aktiveret igen 😉 Tak for det, SN! 😉 Faktisk tænkte jeg straks, at der måtte være noget lærdom i oplevelsen, og da jeg nægtede at tænke: “Nu var du for naiv, Astrid. Tænk, at du faldt i”, valgte jeg noget andet. Jeg sagde til mig selv. “Hvor er der mange andre, der har troet på SN, og sikke en masse mennesker hun har snydt, og hvor er jeg bare i min gode ret til at have tillid til verden! Det er hende, der er en krænker. Det er hende, der har et problem”. Det føltes faktisk rart at blive stiktosset engang imellem – og det blev jeg. I dagene derpå var jeg fyldt med energi og glæde, så jeg kom i tanker om, at vi aldrig må leve for ensidigt. Vi skal have fat i alle følelserne for at leve et godt liv.

Gamle venskaber holder! 

Jeg er blevet mere opmærksom på betydningen af at pleje gamle venskaber. Ellas far har altid været støttende omkring mine venskaber og relationer i det hele taget, men jeg trak mig selv fra nogle venskaber, da jeg mødte ham. Det kom også i takt med mine udlandseventyr, som først var 8 måneder i England og dernæst et år i Tyrkiet, så det kom naturligt, at det var svært at holde kontakten med veninderne derhjemme. Nu, hvor jeg er single og bosat i Danmark, er det meget nemmere at pleje venskaberne, og jeg nyder at ses med gamle veninder, hvor jeg kan føle mig tryg i deres selskab, fordi vi ligesom har “set det hele” med tømmermændsdage i gamle dage, hvor humøret måske ikke altid var godt og hytten rodede, og vi havde minus overskud. Som mor er det så nemt at falde i den der fælde med, at alting skal se så poleret og fint ud, og man altid skal ose af overskud og selvtillid. Sammen med gamle veninder er det umuligt at tage en maske på. Som en ekstra bonus er det sjovt at ses, hvis de selv har børn, for så kommer der lige pludselig nye oplevelser og erfaringer til. “Skal vi tage på legeplads med børnene”, lyder pludselig helt skørt, når vi tænker på alle de ungdomsminder vi har sammen. Jeg har fx veninder fra efterskole- og kollegietiden, hvor vores samtaler sjældent drejede sig om børn – ja, ikke engang om de børn vi engang skulle ha’ 😉 Vi havde fokus på nuet med shopping, biografture, byture og caféliv og vi sparede op til rejser og udveksling. Det var så rart, da min veninde nævnte titlen på vores yndlingssang i 2001, og vi for et øjeblik var tilbage til dengang, hvor vi kun havde ansvaret for vores egen lykke. Nu tænker vi jo konstant på vores børns ve og vel, og det er jo samtidig rart, at vi altid har nogen at overøse med kærlighed.

Nogle gange bliver du en anden person under rejsen – og det er okay…

Nogle gange bliver jeg næsten nostalgisk og tænker: “Ej, hvor har alting ændret sig”. Især, når det kommer til venskaber, hvor de fleste af os er 34 år, vi har familie og har oplevet mange ting, som givetvis giver en større ro i sindet, men hvor vi også mister lidt af vores umiddelbare facon. Det er ikke det samme, som da vi var 18 år, og bare sagde tingene mere ucensureret. Det havde sin charme, men gav også knubs på vejen. I de her 6 måneder har jeg ofte ledt efter beviser på, at jeg stadig er den samme person som for 4 år siden. Før jeg fik børn og mødte den helt rigtige (forkerte) mand, som jeg helt klart lærte meget af 😉 Men jeg er jo ikke den samme, og jeg er nået til en erkendelse af, at jeg faktisk foretrækker at være den person, jeg er blevet. Jeg skal jo ikke kæmpe imod den personlige udvikling, som har været helt naturlig i de her år.

I bund og grund er jeg jo stadig den samme, og vi bliver jo allesammen ældre og ændrer os undervejs 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gad vide, hvad en 3-årig tænker om dét at være skilsmissebarn?