Den svære snak om bedsteforældre

Hvad lavede jeg egentlig i de to første år som mor?

22050847_1916564811703588_1999252889_oDen anden dag skrev jeg det her blogindlæg, som handler om bedsteforældre, men også om så meget andet. I blogindlægget beskrev jeg en underliggende følelse af utilstrækkelighed og ensomhed hos mig selv, som er opstået on and off, når jeg har haft drømme om en større familie. Selvom jeg er vokset op med en dejlig mor og en storebror, og med weekendbesøg hver anden uge hos farmand, savnede jeg bedsteforældre eller mostre og onkler, som var der. Især min onkel havde en meget gyldig undskyldning, da han var alenefar, og derfor havde nok at se til, men med de andre faldt det måske bare ikke naturligt at være tæt på os, eller også boede de langt væk. Ja, der var flere grunde til, at jeg i bund og grund kun var knyttet til min mor, far og bror.

Ella skulle vokse op med nærværende bedsteforældre 

Hvis jeg en dag blev mor, skulle mit barn derfor have en anden historie, end dén jeg var vokset op med. Min historie var historien om et sæt bedsteforældre på hver side, der ikke var bedsteforældre på den måde, som jeg forventede. Allerede som barn kunne jeg mærke, at mine forventninger ikke blev indfriet.

Det var min hensigt at finde en mand, der kunne være jordens bedste far, og jeg kunne få en dejlig svigerfamilie og dejlige bedsteforældre til vores børn. Den typiske rosenrøde familiedrøm. På den måde blev der rådet bod på min egen erfaring med at komme fra en lille familie, hvor jeg allerede som barn efterspurgte opmærksomhed og omsorg fra mine bedsteforældre, som de ikke kunne leve op til. De gjorde deres bedste, men det kræver jo virkelig meget arbejde at komme i kontakt med de dybere lag i én selv, for på den måde at opnå et nærvær med andre, og dér var de ikke. Livet handlede om meget andet end børnebørn. Uden min undren i barndommen, havde jeg måske ikke haft denne familieblog. Familier interesserer mig bl.a., fordi jeg ofte har undret mig over min egen. Til min mormor og morfars forsvar passede de mig faktisk i ny og næ, da jeg var baby, og det gør mig glad at tænke på, men som barn og ung følte jeg mig ikke tæt på dem.

Ovre på Instagram fik jeg nogle gode spørgsmål

Majken fra Familiefilosofi.dk stillede mig et par gode spg. på min Instagram den anden dag, da jeg havde annonceret, at der var nyt på bloggen. Pludselig havde jeg stof nok til endnu et blogindlæg, for det var virkelig svært at svare kort på hendes spørgsmål 🙂 Hun har altid så gode spørgsmål på hånden, og jeg respekterer hendes blik for det magiske i hverdagen, og hendes mange gode input på sin blog. Du kan følge hende her på FB.

Noget at det, som vi “snakkede” om på Instagram var dét med, at jeg i blogindlægget havde ret få minder fra de to første år af Ellas liv. Jeg spurgte derfor mig selv: “Hvorfor har jeg egentlig så få minder fra de 2 første år med Ella? Hvad var det mon, der fik mig til at skrive, som jeg gjorde i forrige indlæg, når jeg beskrev tiden som lidt tåget…?”

Det var benhårdt på alle fronter

I dette blogindlæg fortæller jeg hudløst ærligt, hvordan tiden var. Det giver svar på, hvorfor jeg har så få minder. Det var simpelthen benhårdt på alle fronter. I et senere blogindlæg vil jeg beskrive de bedre stunder, som vi havde, for ellers bliver fortællingen i sin helhed for ensidig. Måske kan du spejle mig i din fortælling, og måske kan du ikke, men følelsen af ikke at være god nok har vi jo alle oplevet, nybagt mor eller ej.

Barsel – den helt korte udgave

Som selvstændig tekstforfatter, hjemvendt fra udlandet, havde jeg ikke andet end selvbetalt barsel. Det var derfor min plan at arbejde et par timer hver dag i den første tid som mor. Præcis d. 9. dec. (på min fødselsdag) fik jeg nye arbejdsopgaver ind. Fantastisk! For jeg elskede jo mit arbejde som selvstændig, men jeg var alene med Ella på det her tidspunkt, da Ellas far var i Tyrkiet, og nu skulle jeg både være mor og arbejde… Det var selvfølgelig hårdt, men jeg tror først, at det er gået op for mig langt senere. Da jeg var i det, føltes det ikke så hårdt. Det var bare noget med at blive endnu bedre til at prioritere min tid. Det svære ved minderne består mere i, at jeg senere hen har drømt om, hvor dejligt det må være med en barsel, hvor man kan sidde på en bænk og stirre ud i luften, imens man rokker barnevognen frem og tilbage, og man bare nyder fuglekvidder og en lille break. Ren idyl 😉 Det er sådanne stunder, jeg gik glip af. Samtidig ved jeg jo godt, at selv uden arbejde er der jo rigeligt at se til under en barsel, og alle babyer er forskellige. Ella var nok ret gennemsnitlig. Ikke en nem baby, men heller ikke én med kolik eller andet. Hun havde det som blommen i et æg, og var sund og rask. Det eneste “problem” var, at hun kunne blive overstimuleret af for mange indtryk, så hun var svær at trøste igen efter nogle hyggelige timer i sociale sammenhænge. Helt normalt for babyer, og jeg blev mere striks med at gå hjem i tide, så det ikke skete. Så alt i alt var jeg heldig med, at alting gik så fint med Ella. Jeg blev mega effektiv, således at jeg var meget nærværende, når arbejdet ikke lige kaldte. Arbejdet fyldte kun, når Ella sov, eller mormor kunne passe hende lidt, imens jeg skrev. Amningen kørte heldigvis perfekt, så Ella lå i min favn, imens jeg måske tjekkede arbejdsmails osv. Nu sover babyer jo meget i starten, og det gjorde Ella også, så derfor var jeg der i lige så stor udstrækning for Ella, som jeg havde været, hvis ikke jeg havde arbejde. Men det gik selvfølgelig ud over mig selv, at jeg så var lidt ekstra træt. I januar var der ikke så meget arbejde, og der tog jeg revanche ved at sove, når Ella sov. Omkring juletid (Ella er født 30. oktober) tog vi i sommerhus med mormor, og der hjalp mormor jo meget med pasningen.

MEN alt det her med arbejde, var ikke det største problem i den her tid.

Knas i parforholdet

Det største problem var, at jeg vidste, at Ellas far og jeg ikke skulle være sammen til vi blev gamle. At vi så senere blev gift – ja, det virker ulogisk. Jeg følte ikke rigtig, at jeg havde andre muligheder end at give det en seriøs chance, som et giftemål må siges at være 😉 Jeg fortalte ham åbent om min tvivl, så han ikke blev holdt for nar. Nogle gange gik det jo også fantastisk mellem os, men der var lige så mange gange, hvor det ikke gjorde. Det giver jo en vældig stor forvirring! En forvirring, som jeg end ikke kunne sætte ord på – og derfor ikke kunne handle på. Ikke på det tidspunkt i hvert fald.

Han var hjemmegående “husmor”, og jeg arbejdede

Omkring 8. januar 2015 kom Ellas far hjem fra Tyrkiet, og nu skulle han i høj grad komme på banen, så jeg kunne arbejde. Han skulle kun koncentrere sig om at holde “barsel” i et års tid, imens han i første omgang var her på et turistvisum, og senere havde lov til at blive, imens vores ansøgning om familiesammenføring blev behandlet, som vi søgte i sommeren efter, at vi var blevet gift.

Han gik helt ind i rollen som far på “barselsorlov”. Han lavede mad, vaskede tøj, skiftede Ella, gik tur med hende, legede med hende osv. osv. Indimellem brokkede han sig over vaskemaskinen nede i vores vaskekælder, der ikke altid virkede. Jeg vidste ikke, hvorfor han blev ved med at brokke sig over det, og forstod ikke, hvad han mente, når han prøvede at forklare. Jeg husker stadig denne fornemmelse af at befinde mig en tåge… Det her eksempel er bare ét ud af flere, hvor jeg tænkte: “Hvad snakker manden om?”. Vores kommunikation var så dårlig på det her tidspunkt, at jeg brugte meget energi på at regne ud, hvorfor alting var SÅ besværligt i vores liv. Samtidig bebrejdede jeg også mig selv for at blive vred på ham, når han for tredje gang på en uge kom til at smadre noget eller kom til at vaske Ellas uldne tøj på 60 grader (selvom han var vant til at vaske tøj). Tågen blev tykkere og tykkere, for hvad foregik der egentlig? Han kom på et tidspunkt hjem fra en rejse til Tyrkiet, hvor jeg havde betalt rejsen og lommepenge, selvom vi overhovedet ikke havde råd. Da jeg havde betalt hans returbillet, havde jeg 100 kr. tilbage på kontoen. Det husker jeg tydeligt. Han kom hjem med en kuffert fyldt med gaver, og jeg kunne hverken passe eller lide det tøj, han havde købt. Okay, noget af det, men bestemt ikke det hele. UNDREN og skam! Skam over, at jeg ikke blev glad. Det var mine penge, han havde brugt på tøj, og nu måtte jeg arbejde hårdere. Ét eksempel ud af mange, der viser, at vores prioriteringer var meget forskellige. Nogle gange lavede han mad i timevis, når jeg havde mere brug for, at han underholdt Ella, så jeg kunne arbejde. Så fik jeg dårlig samvittighed over at tænke sådan. Både på grund af hans anstrengelser for at gøre det godt, og at jeg ikke havde tid til at lege med Ella. Han blev også ved med at sige, at nu måtte jeg altså snart tage tøjvasken. Vi havde boet der i et år, da jeg endelig satte min første vask over 😉 Lidt vildt egentlig, men han valgte jo altid at klare det selv alligevel. Sødt, men jeg var ikke afslappet ved tanken om, at min mand klarede ærterne, imens jeg arbejdede, eller når jeg sørgede for alt det praktiske. Når ens mand er ny i Danmark, er der meget praktisk at ordne, skulle jeg hilse og sige. Som jeg skriver det her glemmer jeg vist, hvor meget arbejde der er i også bare at være MOR. Der var simpelthen ikke mange ledige stunder til at sortere vasketøj fx eller tilberede mad, så det var jo fair nok, at han stod for den del. Men skævheden i vores forhold var helt klart en udfordring.

Men der var jo som sagt også alle de gode stunder. Engang stod han op kl. 6 en lørdag morgen for at bage boller, som jeg kunne tage med i mødregruppe. Det var helt fantastisk, og han strakte sig ofte langt for, at jeg skulle være glad. Det var sådan, jeg så på ham. At han gjorde en masse søde ting, men indimellem blev misforstået af mig selv og andre. Han kunne også være lidt stresset, og det havde han al grund til at være. Jeg forstod ham. Han fortalte mig jo også dagligt, at han elskede mig. Hvad mere kunne jeg ønske mig?

Hvad husker jeg fra de to første år?

Denne forvirring grundet mixede signaler i relation til Ellas far var nok hovedårsagen til, at jeg ikke husker så meget fra de to første år. Det handlede lidt om bare at overleve på mange måder. At Ella trivedes så godt, var den store optur. Nu har jeg så heller aldrig troet på talemåden: “Når mor er glad, er barnet også glad”. I samspil med ens barn er det jo muligt at være meget glad og mentalt tilstede, selvom meget andet ikke fungerer. Man bliver jo heller ikke nødvendigvis en dårligere søster, datter eller kollega, fordi man har nogle udfordringer. Der er også mange glade mødre derude, der opfostrer børn, som bestemt ikke er lykkelige, desværre. Men måske skal talemåden bare forstås på den måde, at når mor kan stå inde for sine valg, har barnet det (ekstra) godt, fordi det finder tryghed i, at alting er som det skal være. Det var med dét i baghovedet, at jeg vidste, at jeg ikke skulle være sammen med Ellas far for evigt.

Der var også andre udfordringer, der var årsag til, at jeg ikke kan huske så meget. Vi blev fx syge af skimmelsvamp, grundet den lejlighed vi boede i, hvor skimmelsvampen i soveværelset var dækket af et lag maling, da vi flyttede ind. Men man kan kun fjerne svampen på den maleriske måde for en stund. Så viser den sit grimme ansigt igen. At være syg af skimmelsvamp giver ofte nedsat energi og følelsen af at være i en glasklokke – sådan en lidt tåget fornemmelse, som så forsvinder, så snart vedkommende befinder sig et andet sted. Det var næsten helt symbolsk for vores situation i øvrigt 😉

Nu vil jeg slutte, for jeg kan jo blive ved med at skrive, men det var helt terapeutisk at sætte ord på en tid, hvor alting kunne have været mere simpelt og ligetil. En tid, hvor jeg i højere grad burde nyde bare at være mor. Efter det første år nød jeg det mere og mere, og det er kun gået den rigtige vej lige siden.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den svære snak om bedsteforældre