Påsketema - om at tilgive

Hvad alle kvinder bliver spurgt om i damebladene

IMG_20160326_202636“Hvornår blev du voksen?” Det typiske spørgsmål, der bliver stillet en eller anden kendt kvinde i et kvindemagasin.

Nu er jeg heldigvis ikke kendt, for jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle svare. Et svært spørgsmål, men måske blev jeg for alvor voksen, da jeg blev mor? Eller før det? Da jeg blev student? Måske er jeg stadig på vej til at blive voksen? 🙂 Sådan kan det i hvert fald føles indimellem, når jeg pludseligt snakker med en ung kvinde på 17 år med ambitiøse fremtidsdrømme og refleksioner omkring livet, og jeg efterfølgende tænker: “Hvis bare jeg selv var så fornuftig”. Men på den anden side – det er vel netop det smukke (og skøre) ved os mennesker, at vi kan blive så fascineret af andre personers fortællinger, at vi for et øjeblik glemmer os selv – og vores egne kvaliteter. Der er brug for stærke og kloge kvinder i alle aldre, og der er jo mange måder at være fornuftig OG voksen på 🙂

Jeg håber, at Ella som 18-årig føler sig ret voksen, men at hun ved, at hun altid kan komme hjem til moar og baba;-) Vi vil være hendes trygge havn hele livet, og for os vil hun jo altid være vores barn, som vi skal give kærlighed. Det er sådan, det skal være efter min mening.

Da jeg var 18, sagde min far, at nu var det slut med jule- og fødselsdagsgaver. Nu var jeg voksen. Jeg protesterede (selvfølgelig:-)), og så fortsatte det lidt spredt hen over årene. Nogle gange måtte jeg bede om en gave, og andre gange kom de af sig selv. Det har altid været meget vigtigt for min far, at jeg blev selvstændig og kunne klare mig selv. Jeg arbejder som selvstændig i dag, så lidt selvstændig er jeg selvfølgelig, men min mand er nu forbløffet over, hvor lidt handykvinde jeg er;-) Og det kommer fra en tyrker! Det siger ikke så lidt;-) Han kan til gengæld fikse tæt på umulige ting i hjemmet, så jeg indimellem griner af hans opfindsomhed. En knust glaskolbe til en kaffemaskine bliver i en snæver vending erstattet af et tyrkisk svar på en glaskolbe til kaffemaskinen. Den virkede forøvrigt fint, selvom den ikke var køn 🙂

Da jeg var barn, var jeg meget genert – slet ikke som Ella, der går hen til ALLE, hun møder. Selvfølgelig siger hun hej, og skal som regel vise dem noget. Jeg har set 10-årige drenge, der var ved at krybe i ly over hendes frembrusende facon;-) Som genert lille pige kan jeg huske, at min far skubbede mig hen til børn på legepladser og sagde, at jeg skulle snakke med dem. Det var vigtigt for ham, at jeg ikke blev genert som ham selv. Så selvfølgelig var jeg igennem hele skoletiden ret genert over for dem, jeg ikke kendte;-) Jeg var ikke særligt gammel, da jeg reflekterede over, at det er ret svært at ændre folk, og at jeg jo ikke bare blev mindre genert ved et trylleslag. Det gik også meget godt, når min far ikke blandede sig. Så fik jeg alligevel den ene legekammerat efter den anden. Han gjorde det bestemt af kærlighed, og det har jeg selvfølgelig aldrig været i tvivl om. Han traf et valg, som han mente var det bedste, og denne stillingtagen er netop, hvad et barn har brug. At være pilot for sit barn er vigtigt, og i øvrigt titlen på én af mine favorit bøger, som du kan læse om her.

At være pilot er noget af et ansvar, men trods alt også rart at være den, der styrer retningen, styrer efter den bedste destination, og som ens barn er stolt af for evigt – forhåbentlig, da;-)

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Påsketema - om at tilgive