Er du god til at leve livet? Eller bare til at overleve? (#StrongBecause)

Grådighedens pris i familier

img_20161023_171531Dette blogindlæg skal handle om noget, som mange familier sikkert oplever, men som ingen taler om. Grådighed. Om grådighed i familier. Da jeg skulle vælge billede til dette blogindlæg, stødte jeg på et billede, jeg havde taget af en pelikan i Odense Zoo i sommers. Da jeg googlede mig frem til, hvad det var for en fugl (ja, man kan jo aldrig vide sig sikker på ens kompetencer indenfor biologi), fandt jeg frem til, at pelikanen faktisk er brugt en del i kristen kunsthistorie. Pelikanen siges at være et symbol for Kristus, der ofrer sig for mennesket. Nå, men det korte af det lange er, at et billede af en pelikan faktisk var et fint kontrastbillede til temaet om grådighed.

Jeg har set tre tv-udsendelser om grådighed på DR1. ‘Grådigheden pris’ hedder de, og jeg startede egentlig med at se programmet, da jeg har gået i handelsgymnasie-klasse med Thomas Banke, der medvirkede i det første program, og jeg blev jo lige nødt til at se det af den årsag 🙂 Han var borgmester i Fredericia for nogle år siden, Han måtte træde tilbage fra borgmesterposten bl.a. på grund af rod med bilag, der overordnet set satte tilliden til ham over styr.

Med en programtitel som ‘Grådighedens pris’ forventede jeg faktisk, at vi som seere ville sidde tilbage med følelsen af at være blevet snydt for den “egentlige historie” bag grådigheden, men sådan havde jeg det ikke. Vi blev inddraget i, hvorfor det var gået, som det var gået. Alle de medvirkende var gode til at sætte ord på deres følelser og at være ærlige om, hvilke fejl de havde begået. I programmet medvirker også forskellige eksperter til at sætte ord på ‘grådighed’ som begreb. En psykolog fortæller, at der jo altid ligger en historie bag, når et menneske er meget grådigt. Det fik mig til at tænke på de familier, der bliver splittede på grund af grådighed i familien, og hvor det for eksempel handler om arv og bodeling.

Ved arvespørgsmål har det altid undret mig, hvorfor det kan komme så vidt? Det er jo “bare” penge, og det er da langt nemmere at indgå kompromiser med familiemedlemmer, som man bare vil det bedste? Men når grådigheden bliver markant i en familie, er der jo også flere forskellige historier bag. Konflikten kommer jo ikke ud af det blå, og kan jo handle om forskellige svigt igennem flere år. Så er der måske også de mennesker, der har lært, at penge betyder alt. At dét at have penge og dermed status betyder en god tilværelse, hvorimod et tab af status virker som det mest frygtindgydende scenarie. Igennem generationer har penge måske været en måde at overleve på, fordi der ikke var nok kærlighed og omsorg. Så kan det godt være, at de siger, at penge ikke betyder noget, men det er jo som bekendt handlingerne, der tæller mere end ord. Hvis en person har brug for masser af penge til at vise andre, hvor stor rigdom de har – og dermed virke attraktive i andres øjne, er det jo deres forsøg at få kærlighed på. De sætter lighedstegn mellem opmærksomhed og kærlighed/oprigtig interesse og omsorg. De vil stadig være ubehagelige at omgås, eftersom alt drejer sig om deres selviscenesættelse, men i det mindste forstår vi deres motiv. De bliver menneskelige.

Nu er der meget debat om kontanthjælpsloftet, fattigdom og ulighed, og der kan jeg også frygte, at der kommer endnu mere grådighed i samfundet. Samtidig har vi altid et valg. Vi kan vælge at være næstekærlige, selvom vi mest har lyst til at tænke på vores eget ve og vel. De medvirkende i programrækken: ‘Grådighedens pris’ gør en masse ting anderledes i dag, så heldigvis er det jo aldrig for sent at skifte kurs – uanset om grådigheden sker på arbejdspladsen, i sportshallen eller i familien. Det handler også om at lytte til sin indre stemme, der fortæller, at man er gået over grænsen, for jeg tror, at de fleste har en god fornemmelse for, hvornår de har været grådige. Det føles godt at sætte grænser og at stille krav, men hvis man sidder tilbage med en dårlig smag i munden, er det nok grådigheden der er kommet op i én.

Nå, men du kan stadig nå at se programrækken, hvilket kan anbefales. Jeg er i hvert fald blevet klogere på begrebet, så vi forhåbentlig kan styre uden om grådigheden i vores familie 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er du god til at leve livet? Eller bare til at overleve? (#StrongBecause)