7 typer, der bør få en medalje, når du er mor til et småbarn #livetsommor

Friheden ved ikke at passe ind

img_20171230_210535_976På denne søndag, hvor Ella ses med sin far, og jeg burde rydde op og gøre rent, er der især én ting, som jeg er taknemmelig for. At være helt mutters alene, med ro og absolut ingen forventninger 😉

Vi har så meget fokus på at passe ind i vores samfund, og i dag har jeg som så mange andre dage set flere tegn på, at jeg ikke passer ind. Jeg så et program om et flot opdækket bord. Jeg er ikke god til at dække et smukt bord. Jeg så et billede af en mødregruppe, der var samlet, og der var intet rod omkring de yndige babyer. Jeg er alt for god til at rode, så dér følte jeg mig OGSÅ forkert.

Jeg slipper hurtigt følelsen igen. Sådan er det i mit liv i dag, og det er jeg SÅ taknemmelig for.

Jeg kom i tanker om, hvor forkert jeg havde følt mig i Alanya, da jeg tog et sprogkursus i Tyrkisk, og jeg som gravid var noget mere perfektionistisk end normalt. Jeg har stadig sådan et billede af, at der er 20 mennesker, der griner ad mig, når jeg skal sige noget på tyrkisk, når virkeligheden er, at læreren gjorde meget ud af, at vi skulle have det sjovt! Hun grinte bare, tog lidt let på tingene. Jeg følte mig sårbar som et lille barn, der ikke kan afkode andre folks mimik til perfektion. Jeg var sikker på, at de grinte ad mig! Sådan en grad af præstationsangst har jeg aldrig oplevet senere. Hormoner fra min graviditet havde vist også noget at sige 😉

Det gik helt galt, da jeg skulle lave hjemmearbejde om aftenen. Jeg fattede jo absolut intet! Hvilket overhovedet ikke var sandt, men sikke en følelse af at være forkert, som jeg faktisk kan grine af i dag. Det sjove er, at på kurset var der en fantastisk sød pige, som under en pause betroede mig, at første gang hun havde taget kurset, havde hun droppet det hurtigt igen, fordi hun slet ikke kunne følge med. Hendes kæreste måtte trøste hende, da hun kom hjem, og da hun fortalte historien, var det bare en sød historie. Faktisk også ret sjov på den uhøjtidelige måde, hun fortalte det på. Få dage efter handlede historien om mig 😉 Det er sådan en historie, der altid minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi fortæller hinanden om vores sårbarheder, vores følelse af at være forkert, og minder os selv om, hvor tæt forbundne vi alle er. Følelsen af at være forkert, kender vi alle til. I dag er jeg bare lynhurtig til at slippe følelsen igen, så følelsen ikke trækker mig ned.

Det kan være sådan en frihed at registrere forkerthedsfølelserne og tænke: “Nå, dér dukkede du op igen. Hvordan kan det være?”, og så efter lidt analyse, er følelserne erstattet af noget andet.

Det er en frihed at tænke om sin barndom, ungdom eller sit voksenliv: “Dér og dér passede jeg slet ikke ind. Jeg blev misforstået, jeg sagde altid det forkerte, jeg gjorde alt det forkerte og når jeg opsøgte fællesskabet, blev jeg ikke lukket ind”. Der er jo masser af eksempler, hvis vi går og tænker over det. Nogle har så oplevet det mere end andre. Det er selvfølgelig klart, men ingen af os kan komme uden om det.

Når jeg har været i forskellige studiegrupper, er der altid den samme fortælling, der går igen: “I folkeskolen var jeg ikke medlem af én bestemt klike. Jeg ville bare gerne snakke med alle, og jeg havde et ben i hver lejr. Det var forvirrende, men jeg kunne bare ikke vælge side. Jeg passede ikke ind, hvis jeg forsøgte mig med én gruppe”. Vi nikker allesammen og siger: “JA, sådan havde jeg det også!”.

Hvis du har en stille og rolig søndag ligesom mig, vil jeg derfor opfordre dig til at tænke: “Ja, jeg passede ikke ind dér og dér, og det er okay. Jeg kan nyde øjeblikkene, hvor jeg passer perfekt ind, men jeg kan også acceptere alle de andre tidspunkter, hvor det er svært at føle sig ordentligt “hjemme”. Livet er det hele. Heldigvis er jeg ikke alene om at have den følelse.”

Her i bloggerland føler jeg heller ikke altid, at jeg passer ind. Jeg læser et hav af forskellige blogs. Med vidt forskellige kvinder bag, og det føles på en måde illoyalt. Ja, en smule forkert. Jeg har respekt for hende, der ikke vil tjene penge på sin blog, og hende der tjener kassen. Jeg har respekt for hende, der går hjemme ved sine børn, og hende der elsker sine børns institutioner. Jeg har respekt for hende, der vejer sine ord i relation til sine børn, bevarer roen og reflekterer over, hvordan dagen i morgen kan blive bedre, og jeg har respekt for den mor, hvis følelser og temperament løber af med hende til tider, og tiden ikke altid er til lange analyser, men til take away, et varmt kram, et hurtigt undskyld og yndlingsfilmen på repeat til alle mand sover.

Nu vil jeg gå i gang med at gøre rent, og i stedet for at reflektere videre, vil jeg sætte noget tempofyldt musik på, så jeg i stedet kan tage fat på alt det praktiske med høj energi. Hver ting til sin tid 🙂

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

7 typer, der bør få en medalje, når du er mor til et småbarn #livetsommor