Når man prøver at få et svar ud af ens tumling...

Fejrer bondefamilier også valentinsdag?

IMG_20151118_103306Det har lige været valentinsdag, og siden jeg er gift med en tyrker, der er lige så romantisk som den stereotypiske, tyrkiske mand, blev jeg heldigvis ikke snydt:-) Valentinsdag er nu ellers en tradition, som er ret ny i Tyrkiet, men for hvert år vokser traditionen endnu mere – ligesom herhjemme. En tradition, som de fleste nok har et had-kærlighedsforhold til. Virksomhederne tjener penge, parforholdene sættes under pres af for høje forventninger – men, når romantikken alligevel indfinder sig, er alle kvalerne hurtigt glemt igen.

Da vi boede i Alanya, husker jeg, at jeg var så uromantisk at give min mand en rød stegepande i valentinsgave. Den er nu alligevel blevet fragtet hele vejen fra Alanya til Danmark – så lidt hjerterum fik den skam;-) Den har endda overlevet at blive glemt på en hed kogeplade, så vi troede, at den var lige til at smide ud. Men min tyrkiske mand kan fikse nærmest alt (grundet sin opvækst i det tyrkiske landlige liv), så vi bruger den stadig dagligt. Det er det dejlige ved at være sammen med min tyrkiske mand, at han altid har en idé til, hvordan ting skal fikses.

Hvis vi har lidt tid til overs i hverdagen til at snakke om gamle dage, vil jeg gerne høre på min mands fortællinger om sin barndom. En barndom ude på landet, hvor naboerne bagte pandekager over åben ild, og råbte til de nærliggende beboere, at de skulle komme over for at få mad. Jeg er fascineret af fortællingerne, men for min mand er det anderledes. Han husker også bare, hvor hårdt det landlige liv var. Spørg ham, om han vil se ‘Bonderøven’ på DR1, ‘Søren Ryge’ eller et tredje program om livet på landet, og han vil højst sandsynligt have andre ting i kalenderen. “For os, der allerede har levet sådan, er der er ikke noget interessant ved det”, sagde han på et tidspunkt, og det synes jeg er lidt tankevækkende. De her programmer er vildt interessante for mange danskere, fordi det ligger så langt fra den verden, vi er vokset op i.

Lige nu er der strømninger i vores samfund, hvor det fx forudses, at flere flytter ud på landet (og endda ud i skoven i følge Andrea Hejlskov), salg af økologiske madvarer oplever en stigning og genbrugstrends hitter. Som kontrast er valentinsdag en påmindelse om det kapitalistiske samfund, vi lever i. Vores forbrugssamfund og den konstante selviscenesættelse, der hersker.

Forleden så jeg tv-programmet: ‘Far, mor og børn’ om en moderne bondefamilie, der går i hjemmesyet tøj, forsøger at være selvforsynende og nærmest lever på en sten. De blev spurgt, om de nogle gange spiser kage. Selvfølgelig blev de spurgt om det! Danskerne – det kagespisende folkefærd… Jeg kunne næsten ikke holde svaret ud:-) De forsøgte nemlig at minimere kageindtaget. Ellers valgte de hjemmelavede og sukkerfri kager, bagt med honning i stedet. “OKAY, jeg kommer aldrig til at leve som dem”, tænkte jeg straks:-) En sjælden gang kunne de finde på at købe en kage. Et banalt eksempel på, hvordan virkeligheden uden for matriklen banker på i store og små henseender. Her er valentinsdag endnu en påmindelse om livet udenfor. Jeg tror umiddelbart ikke på, at de fejrer valentinsdag, men hvem ved? Heldigvis kan man jo flette traditioner ind i sin egen lille familie, så traditionerne passer godt ind. Det samme som vi gør herhjemme i en dansk-tyrkisk familie. På den måde identificerer vi os både med de familier, der lever meget anderledes, men egentlig også med normen – familier, der ligesom os kører med på valentinsbølgen, og hvis hverdag er præget af institutionsliv, arbejde, shopping og planer om ferier i sommerhus. Vi mixer det hele, så vi er bevidste om den verden, vi lever i – men samtidig holder os for øje, at vi altid har et valg… Det er altid muligt at gøre tingene anderledes…

Næste indlæg

Når man prøver at få et svar ud af ens tumling...