Logik for en 2-årig #2

Et børneliv i Tyrkiet? Hvordan ville det have været?

img_20170102_193636_786Det her blogindlæg favner den danske og tyrkiske kultur, når jeg ser på, hvor meget vi egentlig har til fælles, når det kommer til børneopdragelse.

Anerkendende tilgang versus autoritær 

Anerkendende pædagogik er lige meget tilstede i begge lande, er min opfattelse, ligesom der selvfølgelig også er familier, der holder fast i gammeldags måder at opdrage på, hvor faren ved bedst, moren tager sig af børnene, og børnene bliver skældt ud og skammet ud, når der er noget, de ikke må. Jeg tror ikke rigtigt, at man kan sige, at der er et mønster af mere af “den ene tilgang” frem for den anden. Det varierer i endnu højere grad i Tyrkiet, hvor der er så mange forskellige religioner, subkulturer og geografiske forskelle, der afgør, hvordan et barn vokser op.

At være barn i Alanya

Et børneliv i Alanya virker generelt som noget af det mest fantastiske, man kan forestille sig. Der er legepladser på hvert et gadehjørne, engagerede fædre, der henter fra skole, og parkanlæg og offentlige swimmingpools, hvor familier tilbringer masser af kvalitetstid sammen. Skolebørn får endda lært i folkeskolen, at hvis ikke deres forældre behandler dem ordentligt, skal de bare ringe efter politiet 🙂 En politibetjent kommer ud til skolerne og fortæller børnene om, hvilket nummer de skal ringe til, og hvilke rettigheder de har. Min opfattelse er, at der bliver gjort meget for, at børn har det godt. Det gælder både rent juridisk med ret strenge straffe til forældre, men også i forhold til at oplyse børn om, at de er meget værd, og at de ikke skal finde sig i at blive behandlet dårligt. Lærerne i skolerne er moderne, og der sker ofte noget sjovt i undervisningen. Den legende og kreative tilgang er meget tilstede. Tyrkiet har i de sidste 20 år været i en rivende udvikling, som gælder på alle fronter – også i forhold til at uddanne de bedste lærere og sørge for de bedste institutioner hele opvæksten igennem. Men der er helt klart sket en moderne udvikling, for min mands storesøster på knap 40 år har da oplevet en heeelt anden skolegang, hvor spanskrøret ikke var helt afskaffet! Det er noget, som vores danske forældre måske kan berette om, at de også har set i deres skoletid, men i Tyrkiet har de jo i mange år været bagefter os. Nu skal vi så ikke føle os så sikre på, at alt fungerer fantastisk herhjemme i forhold til i Tyrkiet. Det er ofte, at jeg hører om nytiltrådte love i Tyrkiet, der giver SÅ god mening, hvorimod jeg ofte undrer mig, når det kommer til lovgivning i Danmark. I Danmark hører vi også konstant om besparelser, hvorimod Tyrkiet, til sammenligning, er ved at bygge Verdens største lufthavn 🙂 Læs evt. mere om Istanbul New Airport i denne artikel. 

Alt er på børnenes præmisser

Tyrkiet er et mere moderne land, end det bliver fremstillet i danske/vestlige medier. Der vil jo altid være økonomiske interesser, der smitter af på de nyheder, vi får serveret. Men jeg har med mine egne øjne set på gaden, hvordan tyrkiske forældre er forældre, og de gør det virkelig godt, er mit generelle indtryk. Børnene bliver kysset, krammet og løftet op og tumlet med til den store guldmedalje. Der er et hav af børnevenlige restauranter – og masser af aktiviteter for børn. Jeg ser store, brede smil fra børnene på gaden, og en afslappet gang. I det hele taget bare ubekymrede, glade unger. Der er meget i religionen Islam, der også foreskriver, hvordan voksne fx altid skal smile og være venlig mod et barn. Og det gælder i særdeleshed i en kirke/moské – selv, når de gør noget, som de ikke må. Det minder mig om, da Ella og jeg var i kirke juleaften, som jeg skrev om her… I en moské er børn særligt velkomne og ingen kan irettesætte dem. Det er virkelig dårlig stil, i hvert fald. Der er en let stemning, hvor et barn i princippet ikke kan gøre noget forkert, overhovedet! Børn er i det hele taget små engle, men indimellem kan selv tyrkere godt se, at de skal guides lidt til en god opførsel 😉

I Danmark er jeg født, der er jeg hjemme

Men det blev ikke i Tyrkiet, at vi bosatte os med Ella. Danmark har jo også masser at byde på, og hun trives så godt, at når jeg og min mand kigger på hinanden og gør status, kan vi ikke forestille os, at hun skulle være et andet sted. Vi elsker også de muligheder, hun får i Danmark, og de mennesker, vi er omgivet af her. Vi er godt tilfredse, og hun får en skøn opvækst her, er vi sikre på 🙂

   

2 kommentarer

  • Jeg elsker dette postitive innlegget om å ha barn i Tyrkia. Fantastisk beskrevet, og det stemmer så godt. Jeg oppdrar min sønn i Tyrkia, og han får en flott barndom full i kjærlighet. Det ville han nok også fått i Norge, men det er mer tilrettelagt utendørs her i Tyrkia.

    Også er jeg glad jeg slipper unna det sosiale presset på klær og utstyr til små barn, som det kan være i Norge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hjertestreger

      Tusind tak for din søde kommentar. Det er dejligt, at du kan nikke genkendende til det. Ja, det er skønt for børnene, at de kan være så meget udenfor, og det hele er så frit. Bestemte sovetider og øvrige rutiner er måske ikke så almindelige i Tyrkiet, og det giver så meget lethed og leg ind i hverdagen. Der bliver kigget på barnet, og det praktiserer vi nok i højere grad herhjemme, end mange andre danske familier. Det sociale pres er helt sikkert også noget jeg tænker over.. Det må være dejligt for jer at være familie i Tyrkiet – det kan jeg godt indimellem misunde, men der er jo fordele og ulemper ved begge steder 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Logik for en 2-årig #2