Sommerferie i Danmark eller i Alanya?

Er du en sjov mor? Eller er det kun far, der er skør?

IMG_20160808_132756Vi kiggede i en billedbog, Ella og jeg. Hun udbrød pludselig med begejstring, da hun så ovenstående billede: “Det er FAR”. Ganske rigtigt var billedteksten også: “Far tumler med børnene”. Længere oppe på siden var der et billede af en sorthåret mor, der krammede sit barn. Jeg spurgte Ella, om det var mor? “Neeeej”, svarede hun med et smil, som om at jeg tog pis på hende. Det var nok det sorte hår der forvirrede 🙂 Så ikke engang pladsen som ‘moren, der krammer’, kunne jeg få… I bøger er alting sat lidt firkantet op, og det er sjovt, hvordan kønsrollemønstrene stadig lever i bedste velgående i mange børnebøger. Min mand er så også super god til at tumle med Ella, og jeg har efterhånden også lært at tumle vildt med hende og lave en masse fjollede ting. Lige præcis det med at tumle og være fjollet, er noget jeg har tænkt meget over i forbindelse med mor-rollen. Da vi var i Madsby Legepark – som jeg skrev om her, så jeg en lille dreng på Ellas alder, der hele tiden løb væk fra sine forældre med et stort grin. En stor nysgerrighed, som fik mig til at tænke på Ella. Først kom faren efter ham, tog ham op på skuldrene og fjollede afsted med ham. Det var et forholdsvis kendt syn. En moderne mand, der leger med sit barn. Næste gang var det moren, som løb efter drengen for at fange ham, når han løb væk. Hun tog ham op på hoften og løb afsted med ham, så hurtigt hun kunne, imens hun fjollede, og drengen grinte. Jeg kunne se på moren, at hun var lidt af et legebarn selv 😉 Det var befriende at se, og det er jo ikke altid ordene, men hele kropsholdningen der afslører, hvordan du er forælder – eller bedsteforælder, dagplejemor eller pædagog. Det er nu okay at bedømme folk ud fra vores fornemmelser engang imellem. Nogle kalder det at bruge sin mavefornemmelse. Det er vel fair at bedømme andre ud fra hele vores indtryk af dem, som måske stammer fra noget “diffust”, men formodentlig er vores hjerne, der registrerer alle de små nuancer i mødet. Således dømte jeg hende moren til at være én, der var god til at fjolle med sit barn.

Indimellem sker det også, at jeg kaster mig ud i at være skør og fjollet, i det offentlige rum – men det er stadig som om, det mest er min mands rolle!? Det forventes ikke af en mor på samme måde som af en far? Deraf er der måske også mødre, der opgiver på forhånd? “Det er kun far, der er så skør”, har jeg da hørt som en kærlig sætning et par gange. Så bliver det normen, at faren er ham den sjove, imens mor sørger for andre ting – måske det praktiske og ekstra krammere? Herhjemme er der ingen grænser – der prøver jeg at være så skør som muligt. Måske fordi det er så anderledes for mig at gå ind i den rolle, at jeg insisterer på at lære det. Det tog sin tid, hvor jeg søgte råd hos min mand, som jo er et stort legebarn. Nu kan jeg sagtens være et legebarn sammen med Ella – til stor morskab for os begge 🙂 Faktisk var det en forhenværende kollega, der inspirerede mig engang for mange år siden. Hun insisterede på at lave noget skørt sammen med sine børn hver dag. Hendes historier og billeder som dokumentation fik også os andre til at grine. Måske fordi hun også var både seriøs, omsorgsfuld og havde så mange andre fine karaktertræk, gav det mig blod på tanden til at finde mit indre legebarn frem 🙂 Det er da bare med at udvikle forskellige personlighedstræk, så livet ikke bliver for kedeligt.

Jeg håber, at denne blogartikel gav lidt inspiration til at tage det skøre i hverdagen mere seriøst 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerferie i Danmark eller i Alanya?