Din historie kan inspirere andre, så vær' stolt af den

Drop snakken – TEGN de svære følelser for din tumling

18596800_10211060146357121_1082887751_oDe sidste to morgener har Ella følt et stort savn til Baba. Det er et irritationsmoment for moren, at vi så kommer sent ud af døren, men det er selvfølgelig ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at det er hårdt at se hende ked af det. Hun reagerer ved at være tvær og ugidelig, når hun egentlig er ked af det. Som mor kan jeg godt se, at Ella ikke bare er umulig for at få sin vilje. Det er ellers en meget almindelig opfattelse at tænke, at barnet manipulerer med én, men nej, den køber jeg ikke. Det er da hårdt at sætte sig ind i alle de følelser konstant, men så handler det jo om min egen magelighed. Så jeg er stolt af, at jeg kan stå fast på min mening om, at Ella altså var ked af det – og ikke bare en trodsig tumling 🙂

Hun vil intet, når hun er i det humør, og jeg satte mig på hug og spurgte hende: “Er du ked af det?”, og hun nikkede. “Savner du?”, og hun nikkede. “Hvem savner du?”, og hun svarede: “Jeg savner Baba”, og hun tog hænderne op til øjnene og græd, ligesom en voksen. Bare fordi man er 2,5 år, kan man godt være god til at forstå følelser, sætte ord på dem og reagere på de triste følelser, der trænger sig på. Det er jeg stolt af, midt i den hårde situation, hvor hun krammede sig ind til mig, og jeg trøstede hende. En side af mig har bare lyst til at flygte fra situationen, bestikke hende med chokolade og snakke om noget andet. Jeg har lyst til at kilde hende, så hun glemmer tristheden, jeg har lyst til at blive irriteret over, at vi kommer sent ud af døren, og jeg har lyst til at sige, at nu må hun stoppe! Men ville jeg vinde tid? Nej… Ville jeg vinde hendes tillid? Nej… Ville jeg gøre hende mere glad? Nej… Ville jeg have det bedre med mig selv? Nej, bestemt ikke…

Når barnet er ked af det, virker “tegneterapi” 

Så hvad gjorde jeg i stedet for at trøste hende? Jeg krammede hende selvfølgelig og satte ord på, men jeg greb også fluks pen og papir for at gå i gang med en impulsiv form for “tegneterapi”. Ja, jeg er ikke ekspert, men mit moderhjerte kan godt styre sessionen i en konstruktiv retning 😉

Jeg satte mig for at tegne “øjebliksbilledet” af Ella, der er ked af det. Det handlede om 5 minutter, hvor vi satte os ved bordet, og jeg lynhurtigt tegnede et par streger, som med nød og næppe lignede dét, det skulle ligne 😀

18575203_10155093286426413_56359692_o

Hun bad om at få tegnet Ella, der græd, og Baba der græd og mor der græd. “De græder allesammen”, sagde hun, og jeg prøvede at rumme denne “elendighed”. Mest af alt havde jeg lyst til at tegne en eller anden glad klovn, der kom ind fra siden. Jeg lod hende styre, hvad der skulle ske, og i de første par minutter så hun meget trist ud, når vi tegnede al elendigheden, og sagde bl.a. at det var synd for Baba. Han var ked af det, sagde hun, og det var synd for Ella, og hun var også ked af det. Igen havde jeg super meget lyst til at pynte på det hele eller at styre uden om emnet.

Jeg foreslog, at vi tegnede et hjerte imellem Ella og Baba, fordi de savnede hinanden og elskede hinanden. Den var hun med på. Jeg foreslog også, at vi tegnede Babas hus og med den dejlige have, og at Baba var i sit hus, og Ella og mor boede et andet sted. Efter en rum tid var hun med på, at vi allesammen også blev glade igen. Hun lyste op og ville gerne have, at jeg tegnede en glad mor, en glad Baba og en glad Ella, og så vendte hun sig om, og Ramasjang i fjernsynet fangede pludselig hendes opmærksomhed. Nu var de triste følelser drevet over for en stund. Jeg kunne give hende overtøj på, og så kunne vi komme afsted til dagplejen.

I dag havde vi så endnu en morgen, hvor hun savnede Baba – på trods af, at hun så ham i går. Det var til ærgrelse for moren. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: “Ej, skal vi nu igennem al den elendighed igen?!”. Men svaret i mit indre var: “Ja, kære mor – dit barn har brug for, at du tegner skøre tændstiksmænd med store følelser” 😉 SÅ, det gjorde jeg, og hun blev da i bedre humør, så vi kunne gå ud af døren og hen til dagplejemor. Det lyder så nemt, men i virkeligheden beklagede hun sig også indimellem på vejen og sagde, at hun savnede Baba. Vi skulle have taget os bedre tid til at tegne denne morgen, for jeg tænkte, at hun nok glemte det, når først vi kom ud at gå… Forkert antagelse – “tegneterapi” virker bedre end en gåtur som afledning.

Min opfordring til andre mødre i en lignende situation er derfor at sætte sig for at tegne med dit barn, hvis det gennemlever nogle svære følelser. Du er ikke alene, hvis du synes det er svært at rumme dit barns følelser… Men jeg lover dig, at når I er ovre denne “tegneterapi-session”, er både du og dit barn lettet. Dit nærvær styrker jeres relation, så I får færre konflikter. Jeres stærke bånd får jer godt igennem et hav af situationer op igennem hele opvæksten, så tiden er givet godt ud.

Jeg håber, at du kunne bruge min lille fortælling til inspiration – uanset, hvordan jeres familie er skruet sammen, og hvilke udfordringer I evt. har. Det er i hvert fald ikke sidste gang, at jeg har benyttet mig af det 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Din historie kan inspirere andre, så vær' stolt af den