En status over det første år som enlig mor

Dit barn er ikke overvægtigt, fordi du ikke kan sige nej!

Det her blogindlæg skal egentlig handle om en artikel, jeg læste forleden om overvægt og børn. En artikel fra Vores Børn om en overlæge, der hjælper overvægtige børn med at tabe sig, og hvor jeg tvivler på, at fremgangsmetoden hjælper børnene på den lange bane. Han nævner bl.a. en tallerkenmodel, og hans budskab er, at forældrene skal lære at sige nej til cola og andre usunde ting. Forældrene skal lade være med at curle om deres børn, men tage styringen og kommunikere til deres børn, at for at kunne nyde her i livet, må man også yde (altså lide afsavn). Og nej, han formulerer det ikke helt sådan, men det er et miniresumé af en længere artikel, hvor han i bund og grund hælder til de gammeldags dyder om at bruge fornuften i alle mulige sammenhænge.

Artiklen gør det nemt for forældre at tænke: “Okay, så løsningen ligger bare i, at vi skal være mere konsekvent overfor vores barn…?”

Det tror jeg bare ikke på giver færre overvægtige børn. Jeg tror slet ikke på de løsningsforslag, som han opstiller. Artiklen er letfordøjelig med helt konkrete tips til, hvad man kan gøre som forælder. Så enkelt er livet bare ikke, og derfor er det svært at komme med et modsvar. Men jeg ville nævne ingredienser, der kunne hjælpe på problemet: Indlevelse fra forældrenes side, bruge et anerkendende sprog (uden skam og bebrejdelser) og tillokkende alternativer (fx at lave lækre frugtsalater eller at gå amok i græske salater på charterferien).

Artikler om at sige NEJ til sit barn er yderst populære, fordi det samler os i en stor gruppe: “Ja, vil også være på nej-holdet…”, og så opnår vi en følelse af fællesskab. Der er jo heller ingen forældre der vil være vage, vel? Da jeg blev mor, havde jeg en idé om, at jeg ville være en konsekvent mor, der sagtens kunne sige nej! Det kan jeg også, men resultaterne bliver derefter… Jeg får INTET ud af en hård opdragelsesstil.

Det handler om den rette kommunikation med dit barn, ganske enkelt! Eller det er det så ikke.. Det kræver øvelse hver eneste dag, men det virker!

Læs fx denne artikel fra Femina.dk om kommunikation med dit barn, hvor sociolog Anette Prehn udtaler sig, og som står bag bogen: “Hjernesmarte børn”.

I den her tid har jeg læst så mange artikler om børn og unge der mistrives… Mange af rådene er for ensidige og går på, at vi skal tænke os til alting. Vi har jo også en krop, som vi gør klogt i at lytte til. Kroppen er jo meget mere end bare et hylster! Hvis kroppen opfattes så u-kærligt, bliver kroppen jo hurtigt bare en “ting”, som vi fylder med forbudte madvarer, og som “må finde sig i” at blive gjort forkert. Kroppen skriger bl.a. på egenomsorg og noget indlevelsesevne fra omgivelserne. Ja, det starter allerede i “trodsalderen” og fortsætter i den anden svære fase – teenagefasen. Behøver vi virkelig snakke om de her aldre/faser som noget af det mest skrækkelige for forældrene?

Nå, men jeg begynder et helt andet sted, når jeg skal komme på mine bud på, hvad der virker, hvis du har et overvægtigt barn… Jeg vil gerne dele min historie om selv at have været overvægtig.

I 2005 studerede jeg på min bacheloruddannelse, og jeg havde en ungdomsbolig, som jeg slet ikke følte mig hjemme i. Én af grundene var, at der var hundekoldt, fordi det var gået liiiige hurtigt nok med at bygge dem, åbenbart. Nybygget, men det var en gang byggesjusk, og når jeg havde gæster på besøg, grinte vi af det hele, når vi sad med jakker på og frøs. Der var flere der sagde: “Ej, det kan du da ikke leve med?”, men vi grinte også lidt af det absurde i, at boligforeningen fx ikke tog mine henvendelser seriøst – og at jeg i det hele taget havde været så uheldig at havne i sådan en bolig. Vi grinte som sagt mest af det hele…

Men når de var gået, overvejede jeg min situation, uden rigtig at vide, hvad jeg skulle stille op. Klage? Tage kampen op? Flytte? Holde det ud i bare et enkelt år?

Det føltes som at bo i en elevator. Et sted, hvor jeg bare holdt vejret. Et sted, hvor jeg ikke trak vejret med maven, men helt overfladisk oppe i brystkassen, og hvor jeg ikke på noget tidspunkt følte mig godt tilpas i boligen. Når jeg lå i min seng om aftenen, kunne jeg mærke en let susen fra mit yderst lukkede vindue, fordi boligen jo var piv-utæt.

I den periode havde jeg et ret usundt spisemønster, hvor jeg spiste alt for meget, og jeg prøvede at kontrollere, hvor meget jeg spiste, og hvad jeg spiste. Jeg husker, at jeg talte timer til, at jeg med god samvittighed måtte spise igen. Kalorieregnskaber fyldte i mit hoved, og jeg læste damebladsartikler om, at man brugte rigtig meget energi på at fryse – “lucky me!” 😉 Jeg læste alverdens bøger om sund kost og motion, og jeg prøvede også at leve rigtigt sundt i fx en uge i træk, hvorefter jeg kastede mig over de usunde sager på en søndag, hvor jeg simpelthen ikke kunne styre mig og lovede mig selv, at det skulle være sidste gang. Jeg skulle simpelthen ikke være så svag at falde i igen og igen. Nu måtte jeg tage mig sammen!

Men selvfølgelig skulle jeg ikke tage mig sammen! Det var da den dårligste strategi, som jeg der havde gang i… Og jeg troede faktisk på, at NU ville jeg forandre mig. Nu ville jeg forstå alvoren i, hvor ked af det jeg var, og gøre noget ved min manglende selvkontrol.

Det var derfor skamfuldt at indse, at jeg ikke kunne leve op til mine store idealer.

For strategien skulle jo ikke have handlet om mit madindtag, men om at have det godt! 

Jeg skulle have talt pænt til mig selv, og tænkt gode tanker om mig selv. Jeg skulle have tænkt, at jeg gjorde mit absolut bedste, og at jeg var lige som jeg skulle være, her og nu. Ja, jeg kunne være glad ved tanken om at tabe nogle kilo, men der var intet galt med mig som person, og jeg skulle have det godt, her og nu!

Mit velbefindende skulle betyde meget mere, end et par ekstra kilo, og hver gang jeg havde følelser, som jeg ikke kunne håndtere, fik jeg en større appetit – “Så tror da pokker, at du er blevet lidt rundere”, skulle jeg have sagt med de kærligste ord til mig selv. Jeg skulle have anerkendt mig selv for at gennemgå en daglig kamp – ligesom de børn der er overvægtige, som kæmper og kæmper med at være ligesom alle andre.

Det er jo anstrengende at have følelser af at være ked af det, vred, skuffet eller træt og kun mærke følelserne som: “Nu har jeg virkelig lyst til mad!”. 

Det giver en forvirrethed, så du tvivler på din dømmekraft og mister selvtillid. Forestil dig, at du tror at du er taget på ferie i Tyrol, men alle siger til dig, at “Nej, kan du ikke se, at det er Spanien…?” Du oplever skam og føler en afstand til andre, fordi du ikke kan sætte ord på, hvad du føler.

Om du så er voksen eller et skolebarn, tænker jeg at følelserne er de samme…? Du føler dig forkert, og ingen fortjener at rende rundt med den følelse.

Jeg endte med at gå til en psykolog og sige: “Nu må du hjælpe mig med det her spisemønster, som gør mig så ked af det. Jeg hader, at mit madindtag skal være fyldt med dårlig samvittighed og skam. Hvad kan jeg gøre?”

Det var heldigvis en rigtig god psykolog, som jeg var kommet til. Hun gav mig en masse viden om, hvad jeg kunne gøre. Hun anbefalede en bog, som IKKE handlede så meget om madindtag, men mere om følelserne bag. Vi snakkede om så mange andre ting, end bare maden. Vi snakkede en hel masse om følelsen af skam, som jo opstår, når du har et problem, som du ikke kan komme ud af. Hun fortalte mig, hvordan jeg kunne være mere ærlig overfor mig selv. I stedet for at overbevise mig selv om alt det, som jeg “burde” gøre og tro på, at jeg da sagtens kunne leve for 1200 kalorier om dagen, måtte jeg sige til mig selv: “Jeg skal have noget god mad, og jeg skal have minimum 3 gode måltider dagligt, og det skal være hyggeligt. Der skal være plads til kage, og jeg sætter mig ned og spise min kage med god samvittighed! Alle andre spiser kage indimellem, så selvfølgelig skal jeg da også hygge mig med et stykke kage!”

Strategien bar hurtigt frugt, fordi jeg jo blev mere bevidst om, hvad jeg tænkte om mig selv, og hvordan jeg så reagerede.

Én af de ting, som hun foreslog var, at jeg skulle fortælle mine venner og min familie, når jeg fx havde lyst til kage, og at jeg havde tænkt mig at købe noget kage ved bageren. Jeg skulle tale højt om, hvordan det var at være mig! For som min psykolog sagde: “De kan jo se det, uanset hvad, at du ikke lever af gulerødder dagen lang”. Og selvom det kan lyde provokerende, ændrede det min tankegang.

Imens jeg gik til psykolog, fortsatte livet i ungdomsboligen lidt endnu, men i stedet for at kæmpe med restriktioner i forhold til madindtag, tænke på kalorier og “gode madvarer” versus dårlige valg, begyndte mine tanker at kredse om hele denne proces med at få et godt forhold til mad. Det begyndte at blive lidt interessant, og jeg fik håb om, at jeg godt kunne få det anderledes. Det var stort!

Jeg lagde mærke til ensomheden, når jeg havde haft gæster på besøg, og de gik. Så skulle jeg være alene i lejligheden… Den lejlighed, hvor jeg slet ikke følte mig hjemme. Selvom jeg ikke var sulten, begyndte jeg at spise for at dulme ensomheden, men med psykologens ord i baghovedet kunne jeg få vendt mønstret. Jeg begyndte at se det lidt udefra, og i stedet for at have et virvar af følelser, kunne jeg sætte ord på, hvad jeg følte, og så kunne jeg tage mere fornuftige valg, dvs. at holde et stabilt blodsukker med regelmæssige måltider. Min appetit blev helt automatisk mindre, da jeg kunne sætte ord på, hvad jeg følte og bare være i følelserne for en tid. Det blev ikke så farligt at mærke en ensomhedsfølelse. Det var jo bare en ensomhedsfølelse, og en følelse der gik væk igen… Jeg kunne se nysgerrigt på alle mine følelser.

Hvis jeg havde et barn, der var overvægtigt, ville jeg derfor have fokus på vores indbyrdes relation, så mit barn var trygt ved at kunne bruge mig som sin fortrolige, og vi kunne snakke følelser igennem, så det ikke resulterer i øget appetit. Nu er vi alle forskellige, og nogle børn føler alting meget kraftigt – stemninger og hvad folk egentlig mente bag de ord, som de sagde. Som forælder til et følsomt barn er det bare med at støtte op omkring følsomheden og se den som en gave, i stedet for noget, som der skal lægges låg på.

Jeg ville også snakke med mit barn om at opleve skamfølelser i forskellige situationer. Ingen taler om skam, men vi oplever det jo flere gange ugentligt i mange forskellige situationer. Skammen over at have glemt at ringe tilbage til en person, skammen over at have sagt det forkerte, skammen over at have lavet fejl i en opgave osv. osv. Jeg ville også tale om sårbarhed. Hvornår lukker vi ned for vores følelser, fordi noget er for svært at håndtere? Det er sårbart at spørge om hjælp eller at sige undskyld til en person, men jeg ville snakke med mit barn om alle de her ting.

At tale om følelser på hjemmefronten er yderst vigtigt for ens barns trivsel, så det ville være mit hovedfokus.

Jeg ville også fokusere på alt det gode her i livet, fremfor hvad der står på en vægt. De fleste der gerne vil tabe sig ved ALT om at leve sundt, så mit barn ville sikkert vide en masse om det i forvejen. Det er jo altid godt at fokusere på at have gode råvarer i huset, og jeg ville gøre mere for, at vi skulle have madglæde derhjemme. Vi kunne fx have en hyggelig køkkenhave eller gøre det til en tradition at spise et lækkert stykke kage hver fredag. Jeg ville have tillid til, at mit barn nok skulle finde ud af at tabe sig, og jeg ville aldrig få mit barn til at føle sig forkert! En glubende appetit kan heldigvis forsvinde af sig selv – det har jeg selv oplevet, men jeg skulle kigge på følelserne – og ikke maden.

Nu håber jeg, at denne artikel gav noget inspiration, hvis du er typen, der ikke kan se dig selv leve efter en tallerkenmodel. Så kan dit barn måske heller ikke? Vi er alle forskellige, spiser forskelligt og ser ikke ens ud. Nogle børn har mere sul på kroppen, og det skal der også være plads til. Det vigtigste er at være glad, uanset alder eller kropsbygning.

Men hvis dit barn ønsker at tabe sig – eller du synes det er fornuftigt, var her nogle tips til at gribe udfordringerne an på en mere “hjertebaseret” måde, således at vi går efter den indre motivation, så vægttabet holdes igennem hele livet.

 

Hvis du synes, at denne her artikel var interessant, er du selvfølgelig velkommen til at dele den. Læs evt. også denne her artikel om, hvorfor jeg aldrig går på slankekur.

 

Og nu har jeg lige opdaget, at Sofia Manning også skriver om det her emne, og det kan jeg også anbefale at læse. Vi er meget enige 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En status over det første år som enlig mor