Evnen til at navigere i kaos

Det værste og det bedste ved at have sommerferie med en tumling

IMG_20160830_103217

Nu er jeg vendt tilbage til hverdagen efter ferie i Danmark. Ella og jeg har lige været i Skagen med to af mine veninder, hvor vi var i sommerhus i et par dage. Det var en rigtig dejlig tur med solskin og lækker natur. Ella nød også udelivet, og så snart hun så vandet ved stranden, trak hun afsted med mig, og sagde ordene: “I bad, i bad…” 🙂 Under sommerferien lærte både Ella og jeg et par ting. Ella lærte, at det faktisk kan være ret sjovt at træne sig op til OL i redskabsgymnastik – se bare her på Instagram 😉 Jeg lærte endnu mere om mor-rollen, og hvordan det er at holde ferie med en tumling på armen.

Jeg har lavet en: “Det værste og det bedste” – liste fra vores sommerferie. Du er velkommen til at tilføje punkter i kommentarfeltet, inspireret af dine egne oplevelser 🙂
Det værste
At pakke en ferietaske er jo noget helt andet med en lille tumling! Og især én, der gerne vil underholdes konstant. Det var lige før, at jeg brugte lige så lang tid på at forberede mig mentalt/organisere turen/pakke til Skagens-turen som at være deroppeMen det var nu det hele værd!
Det bedste
Det bedste var at have flere timers venindesnakke i streg, når vi om aftenen sad på terrassen med stearinlys tændt. SÅ mange timers komprimeret venindehygge, har jeg ikke haft, siden jeg blev mor. Det havde jeg savnet!
Det værste
Det værste var, at jeg i Skagen fik en edderkop på mig, der lignede denne her…. En kvadratedderkop! Vi var ude at gå i vildnisset i sommerhusområdet, og pludselig peger Ella på mit bukseben og siger: “Det er en myre…” Hmm, en gul, stor krop og brune lodne ben, var hvad jeg så! En edderkop, der kravlede op ad mit bukseben, mens jeg kiggede ned på den og skreg. Og så fortæller min mand, at edderkopper altså ikke kan høre 😉 Okay, men mine veninder kunne i hvert fald høre, at jeg behøvede hjælp, så de verfede den heldigvis væk! Lille Ella stod helt stivnet i græsset og kiggede på – så hende tog de sig også af – hurra for veninder i nøden! 🙂
Det bedste
Det bedste er at slække lidt på perfektionismen i ferien. Det gjorde jeg bl.a., da vi var i Randers Regnskov og indimellem kaldte dyrene ved de forkerte navne. En tumling har det jo heldigvis bedst med simple betegnelser, når vi taler om dyrene. “Ja, skat – det er OGSÅ en tiger”, fristes jeg til at sige, når det skal gå lidt stærkt med at se på dyr i Zoo – eller som i Randers Regnskov. Der er altid fart over feltet med Ella 😉
En venlig jyde kom faktisk hen og rettede på os, da vi åbenbart havde sagt noget forkert til Ella. Han lagde forsigtigt en hånd på min arm og med et varmt smil, sagde han: “En mindre detalje, men det er altså en leopard, vi ser”. Det grinte vi af. 2 minutter efter så vi, at der på skiltet stod, at det var en JAGUAR.
Det er nu dejligt med et fristed, hvor vi ikke skal præstere. Bare nyde – og så måske give et bidrag til et eller andet truet dyr, som vi aldrig har hørt om. Selvfølgelig med nogle særheder, som folk bider mærke i. Jeg læste fx om et dyr, der kunne trække vejret med numsen.
Det værste
Det værste var at have “sovekrise” i Djurs Sommerland med tumling på armen, der gerne ville sove, men ikke kunne, da der altid var én eller anden, der skulle forstyrre hendes søvn. Her tænker jeg især på den højlydte voksen, der syntes, at det var sjovt at brøle ind i en grotte! Kære Djurs Sommerland – kan I ikke lave stillezoner i jeres sommerland?
Det bedste
Efter 30 minutters søvn i Djurs Sommerland kunne Ella trods alt holde sig nogenlunde glad resten af dagen – helt indtil kl. 23. Hun nægtede at sove på den 2,5 times køretur hjem i bilen! Mærkeligt barn! 😉
Det værste
Under sovekrisen i Djurs Sommerland satte jeg mig ved det eneste ledige bænkebord, der dog var alt for stort til bare Ella og jeg. Derfor sagde jeg straks til en børnefamilie, der kom forbi: “Kunne I tænke jer bordet? Jeg går lige om lidt”. Ingen reaktion. Der gik så 1 minut, hvorefter jeg fik spørgsmålet fra manden i familien: “Fylder du hele bordet eller?”. Overskud var ikke lige det, som jeg havde mest af, så selvom det kunne være et harmløst spørgsmål, opfattede jeg det mest som en fornærmelse. Der lød ingen tak, og der var ingen smil, da jeg lynhurtigt forduftede med skrigende Ella på armen.
Det bedste
Det bedste ved ferien har også været, at jeg lærer af andres fornærmelser og derfor gør mig ekstra umage med at udvise venlighed overfor mødre i det offentlige rum. Som da jeg i Randers Storcenter blev nødt til at skubbe til en indkøbsvogn, da jeg skulle forbi, og “mor med lille baby” på armen undskyldte, men jeg forsikrede hende om, at det bestemt ikke gjorde noget! Jeg husker på de mange gange, hvor jeg selv er blevet misforstået. Jeg ville ønske, at flere huskede på, at mødre kan 117 ting – og de kan faktisk også tænke på andre i det offentlige rum… Mødre mister ikke deres pli og sunde fornuft, bare fordi de bliver mødre!
Det bedste er også…. at jeg glæder mig som et lille barn til næste sommerferie. Flere ting at opleve med lille Ella. Hun får mig næsten til at glemme, at der jo også er forlystelser i Djurs Sommerland for voksne – og ikke kun for børn! Tja, jeg glæder mig skam bare til at komme op i “Frøerne” i bondegårdsland igen til næste år 😉
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Evnen til at navigere i kaos