Livet fra en knap 3-årigs perspektiv #hvadbørnsiger

Det sværeste ved at være mor til et småbarn

Det sværeste ved at være mor til et småbarn er umiddelbart tanken om, at fundamentet for et lykkeligt liv bliver dannet i barndommen (se fx denne artikel), og at jeg som mor ikke kan undgå, at hun kommer i situationer, hvor der sikkert bliver stillet for høje krav til hende – det er jo konkurrencesamfundet, som vi er en del af. Det er hårdt at læse artikler om 18-årige, der har angst, stress og depressioner, og man som mor tænker: “Bliver småbørn presset for hårdt i dag, så de vokser op, og som 18-årige er fuldstændigt udbrændte grundet alle kravene i barndommen og ungdommen?”

Men når det er sagt, må jeg også som mor tage ansvar, ansvar, ansvar for, at det ikke sker for Ella. At hun ikke bliver presset for meget,. Kæmpe for, at hun bliver mødt som dén hun er, og med passende krav. Vi bruger meget tid på at hygge og grine herhjemme, og jeg tænker på det som en ventil mod de høje forventninger, der kan være andre steder. Mit fokus skal selvfølgelig kun i begrænset omgang være på de “andre steder”. Jeg kan fokusere på at skabe et godt hjem for Ella, og mor er jo den vigtigste 😉 Sammen med far, selvfølgelig. Det er os, der som hendes primære omsorgspersoner viser hende, at hendes oplevelser af verden betyder noget, og at hun ser rigtigt! Det er det vigtigste, jeg vil give hende med på vejen. Hun skal ikke føle sig forkert – det skal ingen! Når hun oplever noget negativt, skal hun vide, at der måske ikke er noget at gøre ved det her og nu, men at hendes oplevelser er rigtige.

Den anden dag snakkede vi om, at en ældre pige havde krammet hende, og Ella kiggede på mig med store, bekymrede øjne og sagde: “Men Ella kunne ikke lide det”. Jeg svarede, at “det var helt okay, at det blev for meget for Ella. Pigen var bare så glad for Ella, og ville gerne kramme”. For at skabe flere nuancer til, hvad der var sket, ville jeg lege lidt med hende, og forklare hende på et børneniveau, hvordan pigens intention havde været så fin, og hun slet ikke tænkte på, at Ella blev lige overvældet nok. Jeg fik en idé til, hvordan jeg rent visuelt kunne forklare hende det. Hun er nemlig meget interesseret i hænder og den der fingersang med: “Pegefinger, pegefinger, hvor er du..” osv… Så jeg sagde til Ella, at nu legede vi, at min pegefinger var Ella, og så kunne langefingeren være den store pige. Straks fangede jeg hendes opmærksomhed, som jeg lavede det her lille “dukkespil” ved hjælp af fingrene.

Den store pige krammede Ella, men Ella bakkede tilbage og tænkte: “Neeej, tak..” Med pegefingeren, der var “Ella”, lavede jeg et lille buk, så hun fornemmede denne følelse af at ville dukke sig.

“Pigen var bare så begejstret for Ella”, tilføjede jeg. Bagefter skiftede jeg rollerne ud, så Ella var den store pige, der gerne ville kramme en lille dreng. I fortællingen ville Ella også gerne sige “Hej!” til drengen, og hun sagde det meget højt og tydeligt til ham, men fordi drengen var så lille, og han hviskede bare “Hej”. Ella kunne næsten ikke høre det, så hun troede at drengen ikke ville sige “Hej”, Hun prøvede igen, og drengen hviskede igen “Hej”. Ella var nu så glad for drengen, at hun ville kramme ham. Hun kraaammmede ham, men han bakkede og hviskede: “Neeeeej, tak..”

På det her tidspunkt grinte Ella. Hun var helt opslugt af min lille fortælling, og jeg kunne se, at hun faktisk forstod det på den måde, jeg opstillede det. Der var ikke noget galt med hverken hende, den store pige eller den lille dreng. Vi har bare forskellige måder at udtrykke os på – og forskellige grænser, alt efter alder fx.

Så det sværeste ved at være mor til et småbarn er angsten for at hun bliver misforstået, misforstår andre – og deraf konflikter, og at hun bliver mødt af for høje krav, når hun egentlig synes, at hun gør sit bedste og også bare gerne vil være Ella med alt, hvad det indebærer. “Jeg er bare Ella”, siger hun mange gange ugentligt, men når man lever i et konkurrencesamfund, er end ikke dét at være sig selv altid godt nok. Det sværeste er tanken om, at hun måske kommer til at føle sig forkert, men jeg må tage et skridt ad gangen og sørge for, at hun ikke følte sig forkert lige præcis i dag. Så tager vi en dag igen i morgen 🙂

Det kunne være rart med flere åndehuller i hverdagen, hvor vi bare kunne “være”, i stedet for at præstere. Nyde nuet, i stedet for at leve i fremtiden. Grine og fjolle lidt mere i hverdagen, i stedet for at finde på flere ting, vi bør kunne og bruge vores tid på. Latter og humor kurerer mange ting!

Nu er mine tanker blevet formuleret, og måske andre kan nikke genkendende til de her bekymringer? Når vi har set det i øjnene, er det bedre at gå videre og sige: “Vi tager lige en dag, hvor vi nægter at lade os styre af for mange krav. I dag vælger vi det lette, sjove og behagelige. Vi vælger at tro på, at alle gør deres bedste, og vi kan også vende energien, således at andre bliver inspirerede af vores tilgang. Hvis vi siger pyt og griner og smiler lidt mere, følger flere trop” 🙂

 

Hvis du kunne lide det her blogindlæg eller et andet blogindlæg her på bloggen, er du meget velkommen til at komme med feedback på: astrid.scheel.meyer@gmail.com. Du kan selvfølgelig også skrive en kommentar nedenfor – det bliver jeg altid rigtig glad for! Og endelig er du meget velkommen til at dele blogindlæg, som satte tanker i gang eller fik smilet frem på en regnfuld dag. 🙂

Tak, fordi du læser med!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Livet fra en knap 3-årigs perspektiv #hvadbørnsiger