Samtaler med en 3-årig #lægetjek

Det svære børnehavevalg #sårbarhedogmod

_20180113_213533Ella er rigtig glad for sin børnehave. En kommunal børnehave, der vægter udeliv højt, og hvor børnene er opdelt på mindre stuer. Det er den rent formelle beskrivelse. “Den gode børnehave” er mange ting. I dette blogindlæg vil jeg guide dig til at finde en børnehave, hvor du har den rigtige mavefornemmelse.

Her er 6 følelser, du skal tage alvorligt, når du vælger børnehave til dit barn: 

  1. Du skal selv have lyst til at være der

Det skal føles som et rart sted at komme ind om morgenen og om eftermiddagen. Personalet smiler, bærer over med mange ting, søger kontakt med både kolleger, forældre og børn, og du véd, at hvis personalet er fysisk tilstede, er de det også mentalt. De springer ikke over, hvor gærdet er lavest, virker fraværende og uengagerede.

  1. Du synes godt om indretningen, som er hyggelig og skaber den bedste dagligdag

Når du kommer ind i børnehaven, føler du straks, at her er rart at være. Okay, der kan være lidt larm, men det er glade børn, optaget af leg – og IKKE af at savne mor og far. Indretningen emmer af “BØRNEHAVE” med tegninger rundt omkring, udsmykninger og rum der nærmest smelter sammen, fordi børnene hopper glade hen til køkkenpersonalet, for derefter at forsvinde ind på en stue for de større børn osv. osv. Der er opdelinger, men med plads til at børnene “mingler” med hinanden 🙂

  1. Du oplever en god kommunikation hele vejen rundt

Personalet er gode til at kommunikere anerkendende med kolleger, forældre og børn. De kigger dig og andre i øjnene, smiler og tager ansvar i det daglige. Deres gode evne til at reflektere og tage ansvar kan også ses i deres åbne, nuancerede og harmoniskabende sprogbrug: “Ja, det kan da også være, at…”, “Det er op til jer….”, “Det kan sagtens tænkes, at….”, “Jeg kom lige til at tænke på dét og dét, og nu ville jeg gerne høre dig ad…”. Du føler, at du bliver hørt som forælder, og at de respekterer dine meninger, og at I finder frem til løsninger i fællesskab.

  1. Du bliver imponeret over, hvordan de forvalter ressourcerne

Du fornemmer, hvordan tingene bare kører på skinner. Her fungerer samarbejdet over hele linjen. Godt nok kunne mange vuggestuer- og børnehaver trænge til flere medarbejdere og flere penge til at skabe trivsel, men de gode steder lykkes alligevel med at skabe gode rammer. Ingen medarbejdere gemmer sig i et hjørne, lidt fraværende. Ingen medarbejdere ser ud til, at de hader deres job. Ingen børn bliver overladt til sig selv i længere tid, uden trøst fra en voksen. Ingen børn søger voksenkontakt fra andre forældre, der kommer for at hente/aflevere børn – medmindre de helt tilfældigt falder i snak, og du ser et barn, der hilser på dig, fordi han/hun er glad og nysgerrig.

  1. Du føler ikke, at det er nødvendigt at ignorere den dårlige mavefornemmelse

“Det er måske også bare mig”, tænker du måske, når dit barn er begyndt i børnehave. Med den gode børnehave er der slet ikke behov for at efterrationalisere hele tiden. Du har en god mavefornemmelse, så du ikke skal lægge låg på noget. Langt størstedelen af pædagoger elsker børn og gør deres absolut bedste. En dårlig mavefornemmelse kan også bare handle om alle de faktorer, som også kendes fra andre sammenhænge/brancher: Dårlig ledelse, stress og udbrændthed hos personalet, dårlig kommunikation, interne stridigheder, et sted der er “gået i stå”, ikke følger med tiden og skaber umotiverede medarbejdere.

Føles det ikke rigtigt, må du reagere så hurtigt som muligt ved at undersøge, hvorfor du har det sådan. Dernæst må du overveje, hvad du kan gøre. Tale med personalet eller skifte sted?

  1. Du føler dig stolt af stedet

Du skal føle, at du har valgt ordentligt TIL, og børnehavevalget ikke er en nødløsning. Derfor handler et børnehavevalg også om mod! Mod til at vælge børnehaven fra på forhånd og tage på besøg ved andre børnehaver. Modet til at indse, hvis tingene ikke fungerer. Mod til at få sendt den opsigelse afsted, hvis alt håb er ude, eller til at få talt med personalet og evt. lederen om, hvad du ønsker anderledes. Når du er modig, får du valgt rigtigt TIL, og så opstår stoltheden over stedet.

“Hvad ville du gøre i dag, hvis du havde modet til det?”, er sætningen som jeg bruger til at komme fra tankemylder til handling 🙂 Jeg håber, at du kunne bruge denne blogartikel til at mærke efter, når I står overfor et børnehavevalg. Held og lykke med at finde det rigtige sted.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Samtaler med en 3-årig #lægetjek