Noget, som alle mødre kender til - flade batterier!

Der er én, der elsker hele verden

img_20170413_182953_816Hvis der er én med stor appetit på livet, er det Ella. Hun er også så empatisk, at jeg bliver helt stolt. Hun viser også mere og mere, at hun holder af mor, Baba – og sidst, men ikke mindst mormor.

I vores familie har vi aldrig brugt så meget at sige: ‘Jeg elsker dig’, og derfor ligger det mig heller ikke så naturligt at sige det til Ella. Jeg gør det indimellem, men jeg vil hellere bare vise det. Ella følger trop – hun siger ikke så meget store ord, men viser det i stedet for. I vores digitale tidsalder, hvor vi lynhurtigt kan hashtagge et billede med utallige kærlighedserklæringer, er jeg nu glad for vores stil. Handlinger betyder mere end ord! 😉

Første gang Ella sagde, at hun elskede nogen, var da vi var på vej hjem fra en nytårsaften, hvor bl.a. hendes to små grandfætre var med. Hun er både vild med sine grandfætre – og sine fætre. De er alle på samme alder, og Ella fortalte, at hun elskede sine to små fætre. Så, det er svært at vide, hvilke to fætre hun mente – eller om det var alle fire styks… Sødt, var det i hvert fald.

I går da Ella skulle i seng, spurgte hun efter en bestemt bamse, og da hun så fandt den, lyste hun helt op, så jeg tænkte: “Gud, hvor ser hun lykkelig ud! DET er kærlighed”. Hun kom så op i sengen med den, og gav den så til mig med ordene: “Mor, ha’ bamse”. Åhhhh…. Inden da havde hun flere gange sagt: “Mor er så søøøød”, så det her med bamsen var den største kærlighedserklæring, jeg hidtil har fået 😉

Det er sjovt at se, hvordan Ella tænker så meget på folk omkring sig allerede i en alder af 2,5 år. Sådan er alle børn, selvfølgelig – medmindre de ikke trives, men jeg tror at alle forældre er lige imponerede over, hvor omsorgsfulde deres børn er? I går legede Ella og jeg en leg med fugleunger i en rede, og bare ved forestillingens kraft er hun ved at blive blød som smør over de små fugleunger, der er foran os. “Nåååårrrh, hvor er DE SØDE”, råber hun næsten, og lægger hovedet på skrå. Jeg tror forøvrigt, at der er en skuespiller gemt i hende 😉 Hun kan få sympati for både levende og ikke-levende væsner, og en verden af fiktion og non-fiktion.

Tidligere på aftenen havde hun set lidt ‘Dora Explorer’ på min telefon, og jeg havde givet hende en lille skål med Havrefras som aftensnack. Jeg tror, at hun havde savnet at se Dora. Hun sagde: “DORAAA.. Hvor er den søøød…. Og så lagde hun kinden helt ned til skærmen, som om hun ville kramme Dora.” Senere prøvede hun også at fodre Dora med Havrefras igennem skærmen, da hun flyttede skålen med Havrefras helt tæt op til skærmen og sagde: “Værsgo'”.

Hun ligner faktisk Dora lidt med sin gyldne hud, brune øjne og pagekorte hår. “Og der er Ella!”, sagde jeg en dag og trykkede hende kærligt på maven, hvorefter hun svarede: “Nej, jeg hedder Dora” 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget, som alle mødre kender til - flade batterier!