Især dé her ting lærte jeg af hende der snød mig

Den svære snak om bedsteforældre

_20170708_214655Nu har vi ikke den største familie. Faktisk er det kun mormor, som Ella er knyttet til af sine bedsteforældre – og så selvfølgelig mormors mand. Hun eeeelsker mormor og Henning, siger hun.

Hendes tyrkiske bedsteforældre har hun aldrig set, og jeg håber at hun får dem at se, når hun bliver ældre. Nu er jeg stoppet med at ønske, hvordan tingene kunne være. Eftersom jeg selv kommer fra en lille familie, hvor jeg ikke havde så god kontakt til mine bedsteforældre, har jeg altid ønsket, at det skulle være anderledes, når jeg selv fik børn.

Hvad med at få en reservebedste?

“Hvad med at få reservebedsteforældre?” Spørgsmålet, som jeg stillede mig selv for lang tid siden, fordi jeg kunne se, at Ella havde så meget kærlighed at give af, og var så social, at hun ville elske at have bare én anden voksen, som hun kunne knytte sig til, og ikke var mange kilometer væk, som noget af vores familie er.

Nu er det jo i teorien muligt at få en reservebedste, men i praksis er det møgsvært. Det er som at komme igennem et nåleøje, hvis du skal være heldig at finde en reservebedste via egne opslag/annoncer eller via foreninger. I dag er det muligt at få en voksenven, når barnet er 6 år gammel, men der er 3 år til, og jeg har da undersøgt mulighederne for fx at få en familieven, hvor det er en hel familie, som vi engagerer os i. Det kunne godt være en mulighed.

Lidt baggrundsviden om vores mixede familie

Min eksmand var meget dragende, da jeg mødte ham. Især når han fortalte om sin dejlige, store familie, som ville tage imod mig med åbne arme og som selvfølgelig elskede alle deres børnebørn højt. Der var altid hjælp at få, altid støtte og omsorg. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det passer. De er garanteret lige så fantastiske som beskrivelsen, men jeg glemte bare lige at spørge kritisk ind til, hvor meget kontakt han egentlig havde til dem. Tyrkiske familier har som regel et godt sammenhold – det er jo en del af deres kultur, at de passer de ældre i familien osv., og de var ingen undtagelse kunne jeg forstå med moren, der passede den gamle svigermor osv. Egentlig tror jeg også, at Ella kunne få et rigtig godt forhold til dem en dag, men indtil videre er bindeleddet, nemlig faren, jo lidt en fri fugl, som ikke har så meget kontakt med dem, som jeg troede. De maleriske beskrivelser var simpelthen nok til, at jeg faldt i med begge ben. Det var sikkert ret tydeligt for ham, at hvad jeg søgte i livet var en stor og kærlig familie, og det var bare én af de mange grunde til, at jeg mente, at vi ville få en lykkelig fremtid sammen. Hver gang jeg ytrede mig om noget, der var svært, forstod han mig. Han lyttede, og han svarede noget, så jeg altid følte mig forstået. Rart at blive spejlet på den måde. Hver gang jeg fortalte om mine drømme, ville han opfylde dem. Hver gang jeg følte mig skuffet eller misfornøjet, opmuntrede han mig og fortalte, at alting ville blive godt. Hver gang jeg følte mig alene om alting, og at jeg tog al ansvar på mine skuldre, fortalte han mig, hvordan han ville tage sig rigtig godt af mig, så snart han havde et endnu bedre job. Eller når tiden var en anden. Om et par år – måske bare næste år? Når vi blev gamle sammen, skulle jeg også få at se, hvordan jeg havde den mest omsorgsfulde mand i verden, der lavede mad til mig tre gange dagligt. Han lod mig bare i det hele taget vide, at jeg bestemt ikke var alene om alting – jeg havde jo ham!

Fra mit perspektiv gav det også meget mening. Nu var det min tur til at få den mand, der ville behandle mig, som jeg fortjente. At love en hel masse forpligter, og jeg glædede mig til at se, hvor alle vores dejlige drømme ville bære os hen. Nu føles det som et eventyr, der ligger meget langt tilbage, og de første 2 år af Ellas liv er desværre bare indhyllet i en form for tåge. Måske var det simpelthen så hårdt at håbe så meget på noget bedre, hele tiden? Listen med udfordringer blev større og større, og jeg var forvirret over, at jeg følte mig som kaptajnen på båden, når han hele tiden lod mig vide, at han skam tog ansvar for vores familie. Det er kun få minder, jeg har fra den tid, men gudskelov, at jeg har bloggen, hvor jeg kan genopfriske minderne! Jeg vidste jo slet ikke, hvor betydningsfuldt det ville blive at kunne stykke minderne sammen igen, ud fra de forskellige blogindlæg om vores hverdag. Og i eventyret fik jeg den bedste gave nogensinde – vores højtelskede Ella!

Hvad er det, der er svært ved “kun” at have en bedsteforælder?

Nu er der jo familier, der slet ikke har bedsteforældre, så jeg prøver at fokusere på, at vi jo har mormor, og at vi ikke behøver at tænke videre over manglende bedsteforældre. Hun er jo én, der giver Ella al sin kærlighed og er der for hende. Alle gaver, kort, fejringer, kram og kys stammer fra mormor, og kun mormor. Det kunne da være dejligt, hvis Ella havde haft en morfar, farmor og farfar der også fulgte med i hendes liv. Ella spejler sig jo i, hvordan mange andre børn har det med deres bedsteforældre, og moren er sikkert unødigt bekymret, som nedenstående eksempel viser 🙂

Ella ser fx en del Gurli Gris, hvor bedstefaren ofte bliver nævnt: “Bedstefar, bedstefar”, siger de og ofte leger Ella også for sig selv og siger fx: “Bedstefar, bedstefar”. Ahh, det pirker til morens dårlige samvittighed. En dag spurgte jeg hende: “Har Ella en bedstefar?”, og det var måske lige frisk nok af mig at tage snakken, men samtidig er min filosofi, at vi hellere må tage snakken lidt for tidligt end for sent, og hun undrer sig over, at hun ikke har nogen bedstefar. Men så svarede hun bare med det største smil: “Ja, jeg har en bedstefar”, og jeg spurgte overrasket og med et stort smil: “Hvem er din bedstefar?”. Hun svarede glad: “Det er mormor!”

“Mom-dads” og “mormor-morfar”

Sådan gik det til, at samtalen slet ikke var så svær. Ligesom mødre der også føler, at de må tage far-rollen på sig, og være både mor og far i én person, kan en mormor OGSÅ være en bedstefar, åbenbart 🙂  Jeg hørte en engelsk pige, der kaldte sin mor for mom-dad, og det kom sig af, at da moren med skyldfølelse spurgte pigen, om ikke hun savnede en far til fx at tage på fisketure med eller lignende, svarede pigen: “Næh, jeg har jo dig”, og pigen tilføjede: “Du er begge dele for mig, en mor og en far. En mom-dad”.

—————–

Det var lidt om mine tanker om dét at være en del af en lille familie. Nu sluttede det af på en positiv måde, og det er også sådan, jeg vil se på det. Vi har jo også andre i vores familie – Onkel A, Tante P, fætre og et ægtepar på min mors alder, som godt nok ikke er beslægtede med os, men som også er lidt nogle bedsteforældre for Ella, da de fx kommer til hendes fødselsdag hvert år. Det er fantastisk!!

Har du selv oplevet at måtte skrue på dine egne erfaringer til familielivet?

Hvis du selv har lyst til at dele dine tanker om emnet, og du måske har erfaringer med reservebedsteforældre eller lignende, er du velkommen til at skrive på min e-mail: astrid.scheel.meyer@gmail. Så forfatter jeg et blogindlæg, hvor dine input kan blive taget med.

Vi er så mange forskellige typer af familier, og det vil jeg gerne sætte fokus på i den kommende tid 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Især dé her ting lærte jeg af hende der snød mig