Hvorfor kan han ikke bare dukke op helt tilfældigt?

Den dag, hvor du bliver spurgt: “Er dit barn altid sådan….?”

Én af grundene til, at jeg gerne vil være folkeskolelærer er, at det bliver spændende at lære alle de her personligheder at kende. Når jeg sidder i en lænestol som 97-årig og kigger tilbage på mit liv, vil jeg tænke, at jeg har levet et rigt liv.

Jeg glæder mig til at lære de generte elever at kende, dem der endnu ikke har fundet deres mod til at træde udenfor deres komfortzone, og til at møde de elever der vader ind i folk med træsko på. Jeg glæder mig også til at lære de elever at kende, som føler sig misforståede, forkerte og hvis forældre har fået spørgsmålet: “Er han/hun altid sådan?”. Et nysgerrigt spørgsmål, som både kan siges med varme og kulde, og derfor giver et hav af forskellige historier. Jeg har selv fået spørgsmålet vedrørende Ella: “Er hun altid sådan?”, og jeg tog det bare som en helt almindelig undren, der kunne gøre os forældre klogere på hinandens hverdag.

Nu kunne jeg godt forstå, hvorfor vedkommende spurgte, men jeg har også oplevet det modsatte, at jeg undrende har svaret: “Jaaaaa..?”, og været i tvivl om, hvad der var så meget anderledes ved Ella, fremfor andre børn?

Spørgsmålet har ligget i baghovedet på de ekstra hårde dage, hvor jeg har “hængt i”, og spørgsmålet har gjort mig taknemmelig for, at jeg fik lige præcis Ella.

Babyundren og stærke signaler

Da Ella var baby og indtil omkring halvandet år, var der indimellem nogen der spurgte: “Er hun altid sådan?”. Hun sad ikke stille, og jeg var meget “på”. Det mærkede jeg overalt – når jeg sås med mødregruppen, når vi var på biblioteket, på udflugter og derhjemme. På intet tidspunkt tænkte jeg: “Gad vide, om det har noget med min måde at være mor på?”. Jeg vidste, at det var en del af hendes personlighed. Det “fortalte” hun mig skam allerede i minutterne efter fødslen. Her gjorde hun sig bemærket med et skrig, som kunne chokere selv de mest garvede læger og sygeplejersker ;-P

Nej, hun havde INGEN tegn på meningitis

Fødselslægen undersøgte hende endda for meningitis grundet hendes skrig, og hvad baggrunden var for det, kræver en Google-søgning, men i hvert fald slog sygeplejersker og læger efterfølgende fast, at hun bestemt ikke havde meningitis.

“Måske er hun bare utilfreds med at komme til verden”, havde fødselslægen sagt, og han havde tilføjet ordene: “Og måske bare lidt ekstra sensitiv”. Jeg var ikke vild med hans facon og uheldige bemærkninger, som jeg kunne skrive mere om, men i hvert fald havde han da ret i, at hun var én, der nok skulle sige til, hvis der var noget, der generede hende. Udadvendt sensitiv, er der nogen der betegner det. Viljestærk, siger andre. Signalstærk er en tredje betegnelse – eller ‘High need child’ på engelsk. Vi bruger ikke nogen betegnelser, for det gør hverken fra eller til i det daglige. Vi ser bare på Ella med nysgerrige øjne hver eneste dag og spørger os selv: “Gad vide, hvordan dagen bliver i dag?” 🙂 Uanset hvilket barn, man har, er det vel det klogeste at gøre?

Struktur, rutiner og store armbevægelser

Nogle børn har brug for rammer og struktur, imens andre børn ikke trives med rutiner, fordi det er bedre at forældrene tager tingene, som de kommer. Det er bedre, at forældrene reagerer roligt og tålmodigt på deres uforudsigelige væsen, når situationen opstår.

Ja, det er ikke alle børn, der trives med faste rutiner, og selvom vi praktiserer det herhjemme, er jeg den sidste til at sige: “Rutiner, rutiner, rutiner….Det er det eneste rigtige”

“Nej, empati, empati, empati…Det er det eneste rigtige!”:-)

Og selvfølgelig giver det mening i institutioner med rutiner, men hvis det ikke fungerer hjemme hos jer – så fred være med det. Hvis du googler ‘High need children’ kan du læse artikler af den amerikanske børnelæge Dr. Sears, der netop siger, at det er udfordringen ved de her børn, at de ikke trives særlig godt med rutiner. Der er også utallige artikler fra mødre, der stædigt har holdt fast ved rutiner, som bare ikke fungerede. Nu ved de bedre, og giver rådet videre til andre mødre med high need children: Følg barnet, kig på barnet og lær hver eneste dag!

Hvis du vil læse om nogle kendetegn for High Need Children kan du læse om 12 kendetegn, som Dr. Sears har opstillet.

Enestue og lange perioder med en glad baby

Da vi kom hjem fra barselshotellet dengang i november 2014, hvor vi som de eneste på barselsgangen havde fået en enestue (I wonder why ;-)), var det tid til at lære Ella mere at kende. Vi skulle etablere en god hverdag. Hun var egentlig så glad og trivedes i stor stil, men folk krympede sig nærmest i ubehag til familiefester, når hun begyndte på sit skrig, og jeg skyndte mig afsides, imens jeg lynhurtigt fandt ørepropperne frem.

Ja, vi vænnede os til at gå med ørepropper derhjemme, for vi kunne sagtens høre hende alligevel. I dagplejen advarede dagplejemoren de andre på vejen om, at hun havde fået et dagplejebarn med et kraftigt skrig, og folk vred og vendte sig i offentlige busser, når hun satte i sit skrig – ud af det blå! Der var ingen forvarsler, og når andre mødre snakkede om, at der jo altid var de der små tegn på træthed eller sult, kunne jeg ikke nikke genkendende til det. Jeg kiggede og kiggede, læste i bøgerne, og kiggede ned på storsmilende Ella, der pludselig satte i et kæmpe skrig, fordi der åbenbart var et behov, som jeg havde overset. “Nej, nu skete det igen”, tænkte jeg straks, og slog mere og mere fast, at der nok ikke var noget at gøre. Jeg kunne simpelthen ikke gøre mere, end hvad jeg allerede gjorde. Familiemedlemmer støttede mig og sagde med et smil, at Ella reagerede som en racerbil, hvor hun accelerede fra 0-100 på ingen tid.

Børnehavebarn med kæmpe smil og store følelser

I en alder af 3,5 år er Ella meget nem og rolig, selvom hun også er fuld af energi som altid. Hun er god til at lege selv, og forventer ikke at blive underholdt hele tiden. Det er også noget, som de har sagt i børnehaven, og jeg er glad for, at jeg var så meget “på”, da hun var yngre. Det føltes rigtigt at gøre så meget for at imødekomme hendes behov. De få år, hvor alting handler om baby og tumling, jamen Herregud! Jeg tror, at de fleste forældre gerne vil være så meget “på”, men føler skam i forhold til samfundets forventninger om, at baby skal lære at selvregulere egne følelser og lære at udsætte behov og alt muligt, som bare giver frustrerede babyer – og senere frustrerede børn og voksne – hvis ikke den konsekvente linje brydes op af blødere linjer. Nå ja, det giver typisk også frustrerede forældre, for vi vil jo så gerne give omsorg, omsorg og atter omsorg…

Okay, så er der også familier der siger, at de simpelthen ikke kan være så meget “på”, som de ønsker, fordi de har flere børn at tage hensyn til eller andre vigtige prioriteter, som tager deres tid, og som jeg har fuld forståelse for. Det er rigtig fint, for så er der stadig en mor, der gør alt, hvad hun kan, og ikke en mor der i skam reagerer ved at opstille principper for børneopdragelsen og indføre rutiner og skemaer, som føles helt forkerte.

Du kan aldrig give for meget omsorg

Jeg valgte at give Ella al min omsorg til hendes bombastiske/eksplosive personlighed. Hun ville det hele på den halve tid, og havde et lille søvnbehov (okay, det har hun stadig) og hun var så nysgerrig på verden og bemærker alle detaljer, som når en strømpe sidder lidt mere skævt end den anden. Jeg havde tillid til, at min omsorg og opmærksomhed ville være min bedste strategi, og at jeg på intet tidspunkt skulle tænke på konsekvenspædagogik, kontrol eller flere krav. Hun skulle blomstre med sin personlighed, så hun kunne hvile i sig selv. På den måde ville hun kunne give plads til andre, dele med andre og lade andre komme først. At have en bombastisk personlighed hænger heldigvis ikke sammen med hverken uopdragenhed eller egoisme.

Måske har du fået spørgsmålet: “Er dit barn altid sådan” af helt andre grunde… Fordi dit barn var yderst genert og stille, og nærmest kravlede på dig eller måske er dit barn en værre eventyrer, der nærmest kravler i gardinerne.

Lad empatien for dit barn fylde, når du undersøger, hvad der kan være galt

Skru op for empatien og vis medfølelse, når du og dit barn oplever noget svært i dagligdagen. “Gad vide, om mit barn er bange, træt, føler sig presset eller tilsidesat lige nu?”, spørger du måske dig selv, når barnet gør opmærksom på, at det ikke har det godt. Det er sådan en lettelse at se, hvordan barnet falder helt til ro, når du sætter dig på hug og spørger: “Er det lidt svært lige nu…?”, og barnet snøfter med lidt mere håb i stemmen: “Jaaaaa…”, og du kan tage barnet på skødet, give det en pause og I kan rejse jer op igen, klar til nye øjeblikke. Øjeblikke, som ikke definerer dit barn, men er et øjebliksbillede af, hvordan dit barn har det lige nu og her.

Jeg håber, at du kunne bruge min historie og mine input, hvis du kan føle dig usikker på, om du takler dit barn på den rigtige måde, eller du føler, at du har fået et helt særligt barn, som indimellem bliver misforstået.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfor kan han ikke bare dukke op helt tilfældigt?