Indsamling for Dansk Røde Kors

De typiske- og ikke så typiske bedsteforældre

IMG_3298

Ligesom der er bedsteforældre, der er perfekt skåret efter: ‘Sådan er du en god bedsteforælder’-modellen, så er der andre, der er lidt anderledes, når det kommer til opgaven. Især i dag, hvor vi lever i et individualistisk samfund, er der sikkert endnu flere bedsteforældre, der skiller sig ud. Samtidig går de fleste nok også til opgaven med endnu mere engagement end tidligere? Tiden er til det, og det ligger vel også i tidsånden at tage sig godt af sine børnebørn. Hvis der er noget, som gør mig blød om hjertet, så er det bedsteforældre, der bruger tid med deres børnebørn og bare forguder dem.

Vores datter er så heldig, at mormor bor tæt på, så hun kommer på besøg ca. 2 gange om ugen. Indimellem bliver Ella forkælet med legetøj, når hende og mormor er ude at trille med barnevognen. Ella fik forleden noget legetøj fra en genbrugs-rodekasse. Vi er ikke så sarte herhjemme, og Ella blev lykkelig. Legetøjet var en lille historiebog, lavet som en “pude”, og omhandler kernefamilien med en præsentation af de forskellige familiemedlemmer. Der står bl.a.: “Far smiler. Han er glad”. På næste side står der så: “Her er mor. Hun har blødt og brunt hår”. Så kvinden har bare blødt hår? Er hun ikke glad? Hmm, det er det sjove ved gammelt legetøj, at man indimellem undres;-) Men jeg elsker, at Ella ser verden gennem briller fra flere generationer, og endnu en grund til, at bedsteforældre/flere generationer  giver så stor værdi.

Ella har jo også tyrkiske bedsteforældre, og de yngre familiemedlemmer sender på vegne af hele familien videohilsner med luftkys og varme ord om, at de altid vil være der for hende, og at de elsker hende højt.

Bedsteforældre er bare så vigtige, men det er jo ikke alle, der passer ind i den traditionelle skabelon af, hvordan “rigtige bedsteforældre” er. Da jeg var barn, tænkte jeg allerede lidt over, at mine vist ikke var så typiske. Mit ene sæt bedsteforældre kom kun hjem til Danmark ca. en gang om året, resten af tiden boede de i udlandet. Når de ankom til Danmark, og de som noget af det første kom forbi for at besøge os, fik jeg en appelsin i hånden fra de varme lande. Jeg havde allerede  på fornemmelsen dengang, at det da var lidt skævt. Jeg havde set bedstemødre, der hentede deres børnebørn i børnehaven med de største knus og krammere. De havde da også mange spændende historier at fortælle fra deres rejser, men først som voksen syntes jeg, at det var lidt interessant. Som barn vil man bare gerne lege og ja, digte sine egne historier omkring at være i Saharas ørken eller noget andet “eksotisk”.

De havde også et hus i Danmark, og der var altid sådan en ro, da det var langt ude på landet. Der var en helt særlig stemning i huset, og når jeg indimellem er stresset, dagdrømmer jeg mig tilbage til det sted for at få lidt “ro”. Som barn var det bare det fredeligste sted i hele verden, hvor alt i huset havde en særlig historie. Sofa, dug, pynteting – alt. Det er efterhånden sjældent at komme på besøg hos folk, hvor alt har en historie, fra en rejse, medtaget fra et hjem i udlandet eller som et arvestykke fra én i familien. Uanset, hvor lidt jeg så dem, kan jeg godt savne at besøge dem i huset, mærke stemningen, roen og det “rodnet” af historier, der var plantet dybt i jorden. Fra jeg var helt lille pige, og indtil jeg var i starten af 20’erne, havde de dette hus. En sommer, da jeg var teenager, var jeg på besøg hos dem. Hele familien var samlet i haven, og jeg husker tydeligt, at jeg sad overfor min bedstemor og havde en længere snak omkring valg af uddannelse. Den akavethed, der havde været igennem min barndom, var forsvundet. Nu var jeg én, som man kunne tale med, og det gjorde det åbenbart nemmere for min bedstemor at være bedstemor på en måde, der føltes mere rigtig. Omsorgen havde sikkert været der hele tiden, men det var først nu, at jeg følte, at jeg havde en værdi i kraft af, at jeg var deres barnebarn.

Jeg håber, at jeg kan lære Ella, at hvis nogle relationer virker lidt fjerne og ikke er så tæt på hende, som de kunne være, handler det i høj grad om dem – og ikke hende. “Det falder nogle mere naturligt end andre”, vil jeg svare hende. Så kan hun selv analysere på, hvorfor det ikke falder dem naturligt, men allermest håber jeg på, at hun bare lever livet – griner og hygger med dem, der gerne vil hende her og nu:-)

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

 

Næste indlæg

Indsamling for Dansk Røde Kors